Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbølls Frederiksberg-forestilling er ved at være en god, fast sommertradition. Med en fin kopi af Fritz Kochs gamle røde københavnerkiosk fra 1896 som scenografisk midtpunkt i Lorrys hyggelige have foran Riddersalen kommer vi også denne gang vidt omkring i Frederiksbergs historie.
Sidste år agerede det charmerende makkerpar jordemødre, og i år er de intet mindre end særdeles velspillende ’vejskilteopsynsdamer’. Jobtitlen bliver serveret med stor alvor, og de blå uniformer samt den anseelige mængde teatersminke og portion grej, de bærer rundt på, giver alt sammen rollerne tyngde.
Det er en alvorlig sag sådan at holde styr på hele bydelens gader og stræder. Der er meget at gøre, passe og pudse – og ikke mindst vide.
Lokalhistorie med masser af kolorit
Livligt og humoristisk dykker vi ned i et væld af Frederiksbergfortællinger. Til deres egen lille kendingsmelodi går det i adstadigt tempo alligevel over stok og sten, for vores to blå-uniformerede ’vejskilteopsynsdamer’ ved en ting eller to om alting – og de er ikke bange for at ændre på hverken historier eller skilte efter forgodtbefindende.
Eksempelvis bliver Åboulevarden kækt til Koboulevarden, fordi der her gik hundredevis af køer i hundredevis af år. Signe Birkbøll muh’er oppe fra sin stige, og med få virkemidler males effektivt et flot billede frem af, hvordan København også så ud i gamle dage.
Det samme sker med Bille Brahes Vej, der – får vi myndigt fortalt – dækker over navnene på to gamle adelsslægter, og hvor det især er sønnen Tycho, der blev kendt. Vores vejskilteopsynsdamer peger engageret mod den smukke blå sommerhimmel og forklarer løs om Stella Nova for i næste nu at affærdige projektet; ’Vi må komme tilbage i nat, der er for meget sol nu!’.
Det er lokalhistorie med masser af kolorit. Og tvittevit fristes man til at skrive, for sikke en imponerende mængde fuglegader Signe Birkbøll får liret af i så hæsblæsende et tempo, at denne anmelder helt opgiver at notere. Fjolleriet falder i god jord på forreste række, der også resolut får et pift vand, når der virkelig går løs med skiltepudsningen.
Ej blot til lyst
I det hele taget nyder publikum de to damers pudsige indfald og fantasifulde levendegørelse af fordums tid, men det hele er til stor ros ikke kun sjov og ballade.
Bl.a. hører vi om lægen Howitz (der har lagt navn til Howitzvej), hvor fremsynet han var ift. vigtigheden af at vaske hænder, men samtidig også hvor bagstræberisk han var i sin indædte modstand mod kvinders uddannelse. Og på samme alvorsfulde facon vækker det stor undren og beklagelse hos vores foretagsomme hovedpersoner, at selv fuglene har flere gader end kvinderne.
Frederiksberg Centret omdøbes derfor handlekraftigt til Frederikke Centret, og de to damer sørger da også lige for sig selv i samme ombæring. Således får vi både en Ragnhilds Bulevard (ja, uden o…) og en Signes Runddel med blomster og glimmerstrimler som fin afslutning.
Lille forestilling, store emner
Der tales i kor og i rim og både sprog og emner er en smule gammeldags på den gode måde. Lixtallet er i virkeligheden også lidt for højt til målgruppen, som derfor tvinges til at stå på tæer i forsøget på sådan rigtigt at forstå.
Som forælder går man derfor derfra ganske forklarende og besvarende, og det er ganske godt gået af et lille, let sommerstykke.
