Der er på alle måder fart over feltet, når Teatret Beagle i en co-produktion med Bora Bora tager fat i brødrene Grimms barske eventyr om den lille søde Rødhætte og den store stygge ulv. Der er ikke meget tilbage af nogen af dem og slet ikke af den gamle bedstemor, efter at de tre har været i clinch på flere stærkt bestialske måder.
Heldigvis når de både at live op igen og at blive perlevenner, inden forestillingen slutter med en forrygende køretur.
Løjerne begynder med en lyn-introduktion af personerne i 'Rødhætte og ulven', der stikker hovederne op over kanten på en mobil el-styret himmelseng på hjul. Pigen er klædt i en rød skulderkappe med hætte, ulven har mægtige hugtænder, og bedstemor er en stor slaskedukke med klumpnæse. Sengen er udstyret med forhæng på alle sider, som skjuler eller afslører snart det ene snart det andet i det kendte eventyr, der har fået en ordentlig tur i vridemaskinen.
Ikke ret meget er, som det plejer. Nye temaer som kønsroller og klima, grådige bygherrer og et problematisk landbrug har sneget sig ind i, og både den nuttede lille pige med en røde hue og hendes mor er røget ud.
Det er forfriskende skægt og ind imellem også ganske skarpt. Selvom satiren over klimafornægtende storbønder, der bruger sprøjtegift – også mod publikum – næppe når de yngste i aldersgruppen.
Godt underholdt
De kan til gengæld grine, når Rødhætte lokker ulven med små lækre pivedyr i gummi lige til at spise, så hun selv i fred kan æde sin bedstemor. Den stakkels gamle kone i alkoven har allerede været ædt én gang af ulven, men i mangel af den lystige jæger lykkedes det Rødhætte ved egen hjælp at hale bedstemoren ud af den snorkende ulvs kæmpevom. Rødhætte er nemlig blevet en særdeles handlekraftig pige, hvis brutalitet ikke står tilbage for ulvens.
Rovdyret bliver selvfølgelig rasende over at være blevet snydt, og så går det løs med en vild og vanvittig magtkamp. Først slås Rødhætte og ulven drabeligt med arme og ben, for Liv Pflug og Bjørn W. Olesen har en herlig og hæsblæsende akrobatisk spillestil, der ikke lader dem forholde sig i ro mange sekunder ad gangen. Derefter skifter sceneriet til et formidabelt opgør mellem den løvklædte skov og øvrige natur mod et forurenende landbrug.
Forestillingen er skabt som gadeteater, men fungerer glimrende indendørs i en stor sal, hvor der er plads til de store fysiske udladninger. Det er vigtigt, fordi de ikke kun er sjove, men også er med til understrege personernes karakterer og modsætningerne i historien.
Man har været rigtig godt underholdt, når Rødhætte, ulven og bedstemoren tager en afsluttende spurt på den rullende scenevogn rundt om publikum. Samtidig er man undervejs blevet konfronteret med et par muntre og heftige indspark til debatten om og kampen for klimaet.
