Et cirkustelt er et magisk sted. Her kan alt ske. Når projektørerne bliver tændt, musikken spiller, og tæppet går til side for artisternes ekvilibristiske numre, skal man være forberedt på, at selv tyngdekraften bliver ophævet.
F.eks. kan man møde dresserede kæmpeelefanter, der som de mest elegante gymnaster i verden kan stå på forbenene. Eller to farlige rovkatte som folder sig ud i fantastisk synkrondans og vistnok er modige nok til at springe igennem en ring af ild. Eller en parfumeduftende dyretræner, der er bøsse.
Hov! Hvad var nu det?
Anemonens og Hils Din Mors forestilling, ’En kænguru som dig’, er baseret på den tyske forfatter Ulrichs Hubs børnebog og fortæller om to små rovkatte, den hvide tiger Pascha (Mia Lerdam) og den sorte panter Lucky (Julie Jeziorski), der prøver på deres nummer sammen med deres træner, og nu i en sær blanding af cirkusforestilling og konkurrence skal dyste om prinsessens gunst.
Men undervejs begynder de at undre sig over, at træneren bruger så meget parfume og ikke har en kone, ja faktisk slet ikke drømmer om at blive gift med prinsessen.
Er han mon ikke bøsse, spørger den ene den anden? Joh, helt sikkert. Men hvad er det nu egentlig en bøsse er? Går bøsser altid i farvestrålende tøj og elsker parfume? Omhyggeligt omfavner dialogen fordomme og fakta og byder et af tidens varmeste emner velkommen som hovednummeret i manegen.
Hvad der i starten ligner en konventionel og nuttet børneforestilling, hvor sjove dyr med lange haler prøver på deres cirkusnummer med deres kiksede træner, udvikler sig således til et moderne LGBT+-eventyr. De to små rovkatte stikker nemlig af fra alle fordommene, herunder deres egne, og møder en festlig kæmpekænguru med boksehandsker og sure tæer, som – hov! – i modsætning til træneren viser sig at være erklæret bøsse. Og helt anderledes end de troede.
Han føler sig ligefrem heldig over sine kærlighedspræferencer og er desuden både så stor og stærk, en ægte bokse-champ. Det eneste, han er ked af, er, at han har svært ved at blive venner med dem, han har knockoutet i bokseringen. Han savner fællesskabet.
Men da han heldigvis har erkendt sit problem, afstår han fra at slå rovkattene og bliver belønnet med deres venskab. Og fordi Pascha og Lucky vistnok håber, at kænguruen og deres træner kan blive kærester, vender de alle tre nu hjem til deres cirkusfar. Ja, faktisk drømmer de om at blive del af en rigtig familie.
Hov igen! Hvad er egentlig en ’rigtig’ familie?
Det er sandelig ikke bare tyngdekraften, der bliver udfordret i dette cirkus, der i Katrine Gjerdings legende scenografi bliver tryllet om til en kæmpe slikautomat og videre til et James Bond-agtigt spionunivers. Normer og normaler slår flikflak i manegen, så det imaginære savsmuld sprøjter; identiteter og stereotyper tager klovnenæser på, så man bliver helt rundtosset.
Alle mulige og umulige forudfattede meninger bliver taget under pædagogisk behandling – især dem, der handler om køn og seksualitet, men også om hvordan en rigtig prinsesse ser ud: Er hun altid ung og smuk og kører i hestetrukket karet, eller kan en prinsesse godt være en ældre dame, der foretrækker at køre på scooter?
Gode hensigter
I Maria Kjærgaard-Sunesens imponerende idérige iscenesættelse tilbyder ’En kænguru som dig’ en underholdende, men mildt sagt broget time i selskab med sjove dyr og mennesker, der kæmper med kulturelle fordomme og sociale begrænsninger. Heldigvis finder de efterhånden ud af, hvem og hvad de er – og hvad og hvem de kan lide. F.eks. Hawaii-pizza uden ananas.
Det er svært at være uenig i forestillingens gode hensigter, for det er jo sandt, at vi mødes med voldsomme, nogle gange ligefrem invaliderende normkrav fra det øjeblik, vi fødes. Hvor er det godt, at børneteatret kan hjælpe sit publikum med at sætte ord og billeder og dermed følelser på, hvad der kan føles rigtigt og forkert. Tak for det.
Hils Din Mor har med mod og visioner været fortrop i denne bevægelse med fremragende forestillinger om LGBT+-problemstillinger for børn, bl.a. ’Fucking Åmål’ og ’Jeg er Silas’ Men denne gang lykkes det ikke at integrere regnbueperspektivet naturligt i fortællingen, måske fordi målgruppen nu er de mindre børn.
Således er René Benjamin Hansens dyretræner ikke uden scenisk charme, men historien på falderebet om hans dominerende mor, der forbød ham at springe igennem ringen af ild, åbner for endnu et hov!, der kunne have båret en hel forestilling om forældre, der ikke forstår deres børn. Men børnene kan næppe rumme flere volter, så han ender som et dramatisk postulat. Fra et voksenperspektiv ligner han en homofob skabsbøsse, der til sidst springer ud.
’En kænguru som dig’ har hjerte og energi og vil alt for meget, men når den har været i pædagogisk spagat, kommer den heldigvis hver gang op på benene igen takket være Mikkel Reenbergs fantastiske springfyr af en kænguru. Han har udstråling og historie og står dramatisk knivskarpt og er forestillingens højdepunkt.
Ene kænguru er han i sig selv et overbevisende argument for, at ikke bare et cirkus (og teater), men hele livet er fuld af skønne overraskelser, hvis man møder dem uden fordomme.
