Et bord, en stol, et glas vand, en fyldt indkøbspose og to skuespillere – mere er der ikke rent stofligt i "Handen i luften" som jeg vil karakterisere som fortælleteater. Jo der er det særlige, at forestillingen spiller på svensk – letforståeligt svensk. Og nok så vigtigt at den er sammensat af to monologer, som udspiller sig i den samme minimalistiske scenografi.
Først spiller Per Lundström rollen som manden, HAN. Derpå gestalter Olivia Longo kvinden, HUN.
HAN og HUN har stået i et intens og stærk forhold til hinanden. Forholdet, som er fyldt med tiltrækning, sex og samhørighed, tager en dag en barsk drejning; den dag HAN i affekt slår og banker HUN, så hun må hentes af en ambulance og han sættes i politiforhør.
'Handen i luften' tematiserer lidenskab, passion, tiltrækning og frastødning – et erotisk forholds rutschetur fra romancer og glødende sex til voldelige slag. Hvad vejen i erindringens lys er brolagt med får vi to versioner af. Først hans, så hendes. Og det er det, at vi får lov til at kikke ind i og følge den samme sag fra to synsvinkler, som er det spændende.
Håndens selvstændige liv
Hånden i luften referere til, at HAN mister fatningen og finder sin hånd udføre den voldelige handling.
Omdrejningspunktet for mandens monolog er den dobbelthed af energigivende eufori og blodig fortræd, som manden føler, da det er som om hånden river sig løs fra ham og tiltager sig sit eget voldelige liv. Mens det første møde og de følelser, kvinden forbandt med det og de hemmeligheder, han ikke fortæller os om sig selv i sin monolog, er afsættet for HUN-monologen.
Sammen og hver især vil jeg betegne dem som scenekunst, fordi Per Lundström og Olivia Longo alene ved hjælp af deres ansigts mimik, deres stemmers modulationer, deres kropslige gebærder og deres kondenserede tilstedeværelse i rummet og kontakten til os, som publikum er i stand til at suge os ind i et teatralsk rum, hvor vi bliver optaget af en fiktiv fortælling – to skuespilleres karakterarbejdende beretning om to menneskers opfattelse af deres indbyrdes relation.
Allerede undervejs i den første monolog (HAN's version) står det klart, at man ikke kan stille det sort-hvidt op og udpege HAM som gerningsmand og HENDE som offer.
Èn begivenhed – to vinkler
På tekstsiden lader Björn Benner i HAN-monologen manden funderende kredse omkring det, at HAN ikke entydigt har skylden, fordi HUN brugte sit kendskab til ham til at trykke på hans ømme punkter og derigennem bidrog til at bringe ham ud af balance.
Per Lundström fremstiller disse funderinger overbevisende og får os også til at tro på, at HAN har været stærkt følelsesmæssigt knyttet til og nærmest seksuelt besat af HENDE.
Når HUN siden overtager scenen gør Olivia Longo det med en udstråling, som får os til at tro på at HAN var besat af HENDE, samtidig med at hun opruller sider af HAM (fx at han har lånt sig til alle gaverne til hende) på en måde, som også lader os ane, at hun er en type, som evner at sno en mand om sin lillefinger, være beregnende og måske pynte lidt på virkeligheden for egen vindings skyld.
Ved at lade os opleve samme sag fra to sider opnås noget, som ikke er tilstede i en monolog. Samtidig er der tale om en anden slags dynamik end den, som opstår, når to skuespillere live spiller overfor hinanden: der vindes det, at vi møder HAN og HUN sam-spillende i vores forestillingsverden. Under HAN-monologen danner vi os billeder af den fraværende HUN og af de to personers indbyrdes relation. De billeder og forståelser flytter næste monolog så rundt på – fordi HUN tilføjer nye aspekter og ser anderledes på tingene.
Forestillingen er sat til fra 15 år og opefter. Umiddelbart synes jeg, at det mest er en forestilling for voksne. Men OK, teenagere fra det nederste alderstrin indgår jo eller kan jo også indgå i seksuelle relationer, som skaber sammenligningsgrundlag og udgøre den bund hvorudfra funderinger og stillingtagen til det stof forestillingen serverer kan ske. Ligesom de kan være vokset op med en far der slår deres mor – eller omvendt – og ad den vej – på den familiære sidelinje eller via kendskab til nogle kammeraters voldelige familieforhold – have noget at relatere stykket til.
