Shakespeares 'Hamlet' er fyldt med dramatik, identifikationsstof, spændende figurtegninger og udfordringer for iscenesættelseslystne teaterfolk og for publikum med appetit på ydre spænding og indre grublerier. Det over 400 år gamle drama et ekstremt spillet skuespil. Snart alt er prøvet. Fra store spektakulære opsætninger til små enmandsforestillinger.
Teater Solos 'Hamlet Solo' hører til de sidste. Desværre ikke en af de vellykkede. Retfærdigvis skal nævnes, at André Andresen havde måttet knokle med tekniske problemer forud for den forestilling, jeg så i Ballerup. Problemer med lyset, som viste sig stadig ikke at være i orden, da forestillingen spillede. Frustrerende, belastende og rigtigt ærgerligt for såvel Andersen, der valgte at fuldføre forestillingen med fast lys i nogle af lamperne, som for os som det publikum, han undervejs forklarede uheldene til.
Blafrende karruseltur
Al teknisk knas og heraf følgende spilfrustration til trods stod det dog alligevel klart, hvad forestillingen grundlæggende har af styrker og svagheder.
Til styrkerne hører bestræbelsen på at krydre en gammelkendt tekst med replikker, der fortæller om, hvordan man gennem tiderne har været uenige om, hvordan Shakespeares tekst skal tolkes. Men selv samme kommentarer er også forestillingens akilleshæl. For kommentarerne blafrer underligt uinteressante i luften. Andresens tekstbearbejdede væv af gamle og moderniserede replikker stritter mere, end de samler. Instruktionen, som han også selv står, for er heller ikke hverken original eller præcis.
På et meget lille spilleareal med en centralt stillet kiste og et bagtæppe, der undervejs prydes med våbenskjold og draperier, springer Andersen ud og ind af alle stykkets roller. Hamlet, Polonius, Ophelia, Claudius, Horatio, Laertes, Rosenkrantz og Gyldenstjerne med flere. Men et ikke særligt præcist figurarbejde og en haltende timing gør oplevelsen tynd, diffus og slatten. Som en blafrende karruseltur.
Ned i nogen berørende eller inspirerende materie når forestillingen aldrig. Den forbliver på et meget skøjtende plan. De moderniserede partier virker som underligt uintegrerede vedhæng, og det er, som om magien og poesien er trukket ud af de gammelkendte highlight-scener og berømmede replikker.
Graverscenen er hverken komisk eller vis. Når Hamlet siger de centrale ord: 'At være eller ikke at være, det er spørgsmålet' – virker det ikke, som om der er noget særligt på spil for ham. Spillet i spillet iscenesættes lynhurtigt ved hjælp af masker, mere som noget der skal overstås end et spil, hvor vi mærker den effekt, det har på såvel Claudius som Hamlet. Og når stykket klinger ud med ordene 'Resten er tavshed', føler man ikke, at man har været vidne til et stort eksistentielt drama.
Hvorfor teatret ønsker at fortælle akkurat historien om prins Hamlet, forbliver en gåde, fordi historien savner fokus og orientering, og fordi de enkelte karakterer ikke tegnes klart, men ofte skildres som (undertiden dialekttalende) karikaturer og med et strejf af ironi og sarkasme, som giver spillet et selvfornægtende anstrøg.
