Ligesom mange andre steder i verden pløjer en mur sig tværs ned gennem Batidas Teatersal.
Mure kan jo markere grænser eller adskille og tilbageholde mennesker, informationer og varer. Men de kan også kløve en fælles fortælling, sådan som det sker i Batidas forestilling 'Take Away', der med dette enkle scenografiske – og meget pædagogiske – greb skaber to virkeligheder i samme lokale. De udfoldes simultant og er selvfølgelig forskellige, men lige sande.
Søren Ovesen har både skrevet og instrueret 'Take Away', der foregår i en veganer-burgerbar, den bedste i byen, siges det, selv om det er lidt svært at forstå, for den ser alt andet end indbydende ud.
Den ene del af publikum bliver lukket ind i selve butikken og får serveret én satirisk sandhed om, at den frelste, købedygtige veganer-overklasse lader sig snyde af den kriminelle indehaverske, en svagtseende seniorsjuft i pels. Hun fusker ikke bare med maden, men forbryder sig også mod verdenssamfundets beslutning om at værne om de truede dyrearter. I dette tilfælde reptilerne.
Den anden del af publikum bliver placeret i burgerbarens skidne køkken med hængelås for døren og kriblekrablende kryb i transportvenlige papkasser. Her på bagsiden af den politiske korrekthed får man serveret en anden skarpsnittet sandhed om, hvordan en illegalt indvandret kvinde udnyttes som køkkenslave af indehaversken og hendes tumpede søn. Den stakkels kvinde blender uden tøven kattemad og snotklude og steger massen som veganerbøffer, alt imens hun konstant står stand by, hvis muligheden for flugt skulle opstå.
Det gør den heldigvis, da to halvdebile jyske politibetjente ankommer med blå blink og ormædt moral. Hvorfor de kommer, og hvad der sker med den revolver, som indehaversken kæler for i skuffen, skal ikke røbes her. Men at der opstår tumult, er sikkert og vist, og pigen slipper mirakuløst for problemer på grund af sin manglende opholds- og arbejdstilladelse.
Efter en halv times hæsblæsende spex, hvor de syv medvirkende med gadeteatrets forenklede personkarakteristikker farer rundt som små tandhjul udbytningens store maskineri, bliver de to publikumsgrupper bedt om at bytte plads. Hvorefter hele forløbet gennemspilles endnu en gang, og man får en slags forklaring på al den støj, der i første omgang blot var generende uro omme bag muren.
Dramaturgisk anarki
Løjerne styres af en håndfuld blonderede engle, der i smuk Batida-tradition betjener en række instrumenter fra Himmerigets første repos øverst på muren. Som en form for tidsfordriv lader de sig underholde af, hvad de påstår er kampen mellem mennesket og naturen.
Set fra de mere ydmyge publikumspladser nede på jorden kunne forestillingen med mindst lige så god ret beskrives som en indigneret, men humoristisk fremvisning af alt godt fra Det Nedriges Hav, f.eks. racisme, vold, kriminalitet, fødevarefusk, forbrugerisme, psykoterror etc. – for hver ny bølge fra den spektakulære intrige fører nye undertemaer op til overfladen.
Det hele er bygget op om et ret anarkistisk dramaturgisk princip, som aldrig får samlet sig om en entydig retning, altså hverken kamp mellem menneske og natur eller det gode og det onde. For ikke engang englene magter at repræsentere det gode og hjælper kun nødtvungent den undertrykte køkkenslave.
'Take Away' overlader det således til publikum selv at vælge hvad det hele handler om fra forestillingens store menukort, ligesom man også selv må byde ind med den medmenneskelighed, der savnes på scenen i de efterfølgende diskussioner, teatret lægger op til, når forestillingens grovkornede satire er klinget ud.
To personer, to sandheder
Batidas geb med muren er virkelig sjovt tænkt og dertil effektivt udført af scenografen Sir Grand Lear. I forhold til børnepublikummet er det en fin pointe, at en situation – en sandhed – kan opleves meget forskelligt afhængigt af, hvilke informationer man har. To personer, to kulturer, to lande kan være dybt uenige om udlægningen af det oplevede, men begge have ret ud fra deres forudsætninger. Forstår man det, er vejen banet for den konstruktive dialog. På hverdagsplan og ude i den store verden.
Spørgsmålet er imidlertid, om Søren Ovesens vanvittige overbudshistorie egner sig som oplæg til netop denne pointe, for det står klart fra den første replik, at veganershoppen er fup og svindel. Der er derfor ingen chokeffekt ved, at publikum skifter plads og synsvinkel. Man kommer ikke fra en forløjet himmel til et sandt helvede eller omvendt. Forestillingen bekræfter hele vejen igennem den samme pointe om tidens kynisme og stadige overgreb på de svage, hvad enten det er dyr eller mennesker.
Kun i en enkelt scene opstår der en lille åbning af ægte hjertevarme og kærlighedstrang, da køkkenslaven og den tumpede søn sætter ord på deres drømme – ikke om 'Take Away', men om 'Take Me Away'. Her er et øjebliks ro fra det satiriske overdrev, hvor man næsten begynder at tro på et alternativ til den tilmurede medmenneskelighed.
