Af: Henrik Lyding

23. september 2014

Halløj i himmelsengen

Frydefuld kombination af børneleg og akrobatik.

Ungerne snorksover, mens far læser eventyr. Eller gør de? I hvert fald vågner de til gevaldig dåd i børneværelset, da først far er listet ind i stuen for at se fodbold.

Og det er her, Zangenbergs forestilling bliver overraskende. For disse to børn kan ikke alene tumle rundt på scenen, de kan også lave akrobatik i sengen. Snart sover de med hovedet nedad i den store himmelseng, snart kaster de sig ud i den mest frydefulde pudekamp, der længe er set, eller svinger sig i sengestolperne på den mest halsbrækkende måde, vildere end noget barn kan drømme om.

Reaktionen udebliver da heller ikke. Den mest perlende klare og frydefulde barnelatter fyldte tilskuerrummet, da jeg så forestillingen. Når de to legede aber oppe i himmelsengens himmel, snurrede rundt omkring sengestolperne, gyngede i den tørresnor far havde spændt ud for at tørre kogevaskskrympet børnetøj – nej, far kan heller ikke finde ud af at vaske – eller gik på line på samme tørresnor.

Det var vildt med al den balance- og muskelkraft, og det fine var, at akrobatikken helt ubesværet var indarbejdet i historien og relationerne mellem de to og far. Artisteri med barnesind, så at sige.

Legende og billedrig stilhed

Dertil skal lægges Camille i Dali Grønnes dejligt meddigtende musik- og lydkulisse, der forstærkede humoren uden at overdøve. Og så er det selvfølgelig altid sjovt, at hver gang far kigger ind til sine unger, mere og mere tvivlende på, at de virkelig sover, så driller de ham. Bytter plads i sengen, når han vender ryggen til, eller gemmer hans ting, så han til sidst tror, at det spøger.

Børn og barnlige sjæle som os andre elsker jo, når voksne bliver drillet. Især når det sker så sødt og godmodigt som her.

Mange ord er der ikke i denne forestilling og vi savner dem ikke. Hellere legende og billedrig stilhed end to artister, der ikke rigtig kan sige replikker.

Dem klarer Henrik Zangenberg så fint som faderen, tilpas forfjamsket, mens Linn Broden fra Sverige og Anders Skat Henningsen fra Danmark tilfører de to børn en skøn og sødmefuld energi i Johanne Eggerts skægt tegneserieagtige børneværelse-kulisse og Niels i Dali Grønnes sikre iscenesættelse, der sørger for det søde og det energifyldte på samme tid, så forestillingen flyver flot og underholdende over scenen.

Med beundring for sej muskelkraft og sikker balancekunst på linen som ekstragevinst.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater