Spar på klapsalverne – I kan få brug for dem senere, lyder den venlige opfordring fra haveforeningsbestyrer Jens Kløft fra Teatret HMF Brændende Kærlighed, inden forestillingen går i gang.
Og manden har ret. For der er ganske meget at klappe af undervejs i den timelange forestilling. Og endnu mere at grine af. Men også noget, hvor man får lyst til at lægge hænderne fra sig og finde saksen frem i stedet. Uklare sekvenser, slatne situationer, momenter, hvor historien ikke rigtig skal nogen steder hen.
Så hvis instruktøren og holdet nu i et ledigt øjeblik brugte saksen til at trimme og stramme herlighederne med 5-10 minutter, ville det blive rigtig sjovt.
Hvilket præcis er, hvad vi nu er nået frem til. Alt det sjove. ’Wasteland’ er en venligt-ironisk, ordløs satire over det moderne menneskes daglige ritualer og tvangstanker.
Containermennesker
I hver sin container bor tre mennesker. I nummer 7 gælder det manden (Jens Kløft), der er voldsomt fascineret af alt, hvad der er mekanisk og elektronisk. Hele hans hjem styres via fjernbetjeningen.
Skægt vælter det op af containeren med stumtjener, mobile drinksbakker og et mindre fitness-anlæg, blot han trykker på den rigtige knap. Hvilket han gør med stor fryd. Jens Kløft – dette småbuttede stortalent med særlig sans for koleriske herrer – tegner ham med masser af gode miner og skægge lyde.
Ved siden af i nummer 9 bor en dame (Line Svendsen) med udpræget forkærlighed for personlig hygiejne og husholdningsapparater. Frem af hendes container sprøjter det med hårtørrer, røremaskine, barbermaskine til benene og elektrisk tandbørste. Hun skal se lækker og velplejet ud, og til det brug besidder hun alle mulige maskiner. Tilsvarende besidder Line Svendsen enhver tænkelig grimasse i sit grandiost komiske og præcise vokabularium.
Sidste dame (Katarina Kamber) på container-skansen bor i nr. 13. Hun lider af manisk fodaftørring på måtten, samt rengøringsvanvid, oprydningsmani og hang til sammenpakning af enhver tænkelig genstand. Da hun samtidig har musklerne til det, bliver der virkelig krøllet og mast sammen undervejs! Kun i slåskampen med en storsugende støvsuger, der lystigt inhalerer enhver tænkelig kropsdel, er hun ved at komme til kort.
Behov for opstramning
Præsentationen af disse tre komiske arketyper er fin og stram. Lyde, underlægningsmusik og gode ansigtsudtryk får latteren frem. Der er noget Tati-agtigt over de tre, når de tuller rundt og køber ind, og klassisk komisk vanvid stortrives i scenen, hvor fjernbetjeningen går amok. Også ideen med tyveriet – hvor de alle tre får stjålet deres kæreste ejendele – og mistænker hinanden og publikum for tyveriet, er skæg.
Men det er samtidig her, forestillingens humor bliver tynd i betrækket og slap i udtrykket. Også den efterfølgende scene, hvor de tre beslutter sig til at købe nyt, nyt og mere nyt, kunne have godt af en opstrammer, lige som slutningen fuser en kende.
Men det er heldigvis kun småskrammer i lakken på en fin forestilling, der nok skal vække fornøjelse i sommerlandet. Nok mere for det voksne publikum end for børn.