Fugtig mosejord, tæt tåge, spøgelsesfuld hundeglam, blodrødt lys og uhyggevarslende musik. Team Teatrets ’Baskervilles Hund’ har det hele, men desværre også alt for mange ord og en bestræbelse på – via en version af Arthur Conan Doyles klassiker – at ville fortælle en historie om frygt som social konstruktion, der ikke rigtigt når ud over den ellers tæt-på-publikum-placerede scenekant; vi sidder bænket i en skrå publikumsopbygning på hele tre sider af forestillingens lille spilfirkant.
Lars Ottosen krediteres godt nok som både skuespiller, danser og akrobat. Men det er i høj grad de sidste to ting, han mestrer.
Ottosen er en kroppens performer. Derfor er det ærgerligt, at han er sat til at spille teater med så mange replikker. Der er sekvenser, hvor han trimler adræt rundt i det farlige Baskervilles moseterræn, men de er korte og henligger – naturligt i sammenhængen – i meget dæmpet lys og er derfor vanskelige at nyde i fylde drag.
Dorte Petersen er danser. En danser som i den grad også kan danse med stemmebåndet. Petersen danser ikke i denne forestilling. Hun får lov at synge i en enkelt kortvarig sekvens, men ellers er også hun sat til at levere replikker. Det gør hun med en flot artikulation, men desværre i en forestilling, hvor gyset og det detektiviske i historien aldrig bliver rigtigt uhyggeligt eller rigtigt nervepirrende spændende – mere herom om lidt.
Søren Møller Pedersen er uddannet til komik og klovneri og hans styrke ligger på det felt – tillige med en stor musikalitet. Men også han er sat til at tale.
Tre gange spild af gode performer-kapaciteter. Er castingen forkert, kan man spørge? Ville et andet hold af medvirkende kunne have løftet forestillingen? Gjort den til en perle? Tja, jeg tvivler.
Gentagelser og inerti
Manuskriptet, som Joan Rang Christensen står for sammen med holdet, savner en saks eller en dramaturg til at råbe vagt i gevær. En til at rydde ud i nogle af de gentagelser, som er i teksten, og til at sætte en stopper for alt for meget visen frem.
Forestillingen er nutidsopdateret og bygget op som en universitetsvidenskabelig kriminalgåde. En case, hvor en professor Niels Peter Hansen (Lars Ottosen) og hans to assistenter (Dorte Petersen og Søren Møller Pedersen) optrævler den kriminalistiske gåde omkring Baskerville-slægten for med det at udforske frygtens anatomi og granske i, hvordan mennesket kan blive ofre for overbevisning og (over)tro.
Der bliver gjort lidt nar af professortypen. Hansen kan ikke engang finde ud af at åbne en tusch – nu ikke særligt sjovt. Derudover trækker de tre undersøgere billede og bevismateriale op af scenografiens skuffer og taper det op på en semitransparent svingdørs-væg, alt imens de med lektorseriøse stemmer introducerer og forklarer.
Den 'gænge' bliver så afløst af spil, hvor Ottosen, Petersen og Pedersen træder ind i Baskerville mysteriet som det figurgalleri der er her; Den formuende ældre Sir Charles som pludselig dør, den unge Sir Henry, Sir Charles læge Dr. Mortimer m.fl.
Vi springer ind i den gåde, de tre forskere er ved at udrede og gør det typisk ved – som indledningsvist nævnt – at lyset skifter til mere dæmpet, musikkompositionerne varsler uhygge og fortræd, og det samme gør røde projektører og skygger, silhuetter og hænder, som klamrer sig til den væg, hvor de holdes indespærret bag.
Der tilføjes også en 'særlighed'; en kvinde som i form af en mandarin bliver splattet ud på gulvet af en stor sort støvle (mandsperson) – en leg med objekter, som er brugt mange gange før og i mere spændende og overraskende varianter.
Her sker der i al fald det, at den dramatiske kraft er sivet ud lang tid før gulvet flyder med mandarinsplatter.
Forudsigeligt
Forestillingens arrangement bliver som helhed hurtigt ret forudsigeligt og kedeligt. Mærkeligt at en erfaren iscenesætter som Jacques S. Matthiessen ikke har øje for den inerti? Og sært at han ikke kan se, at de scener, hvor der sker noget virkeligt dramatisk, enten har noget stillestående over sig eller også, som når spillerne drøner rundt mellem de mobile scenografidele, tager sig mere forvirrende end dynamiske ud.
I halen på en teateroplevelse, som på den vis ikke rigtigt byder på noget særligt interessant formmæssigt, kan man spørge, hvad teatrets indholdsmæssige begrundelse er for at sætte akkurat det stykke op?
Selv PR-beskriver teatret det med ord som ’en forestilling, der handler om at turde se sin indre frygt i øjnene’. Forestillingen taler om og viser grusomheder og frygt. Og den fremviser både cigaraske, afstøbninger af fodaftryk og et kranium af helvedeshunden frem. Men den åbner ikke rigtigt døre til spændende funderinger angående frygt, og gåsehud og gys får man heller ikke.
Så begrundelsen er for mig at se svær at få øje på – både for målgruppen 9 til 13-årige og for os voksne.
