En hjemløs må lade livet. Måske er han død i forvejen. Måske ikke. Det er tilsyneladende egentligt heller ikke væsentligt for fortællingen. Den underliggende historie og pointe synes at have at gøre med manddomsprøvelser: Med det at komme godt fra overgangen mellem barn og voksen.
Det emne er jo før både set og hørt vellykket behandlet i teaterverdenen. ’Levertyven’, Fortællekunstens gyser, fremstår desværre grumset. Det bliver for uigennemsigtigt, hvad forestillingen vil sit publikum – udover gyset.
Kludder i gysergloserne
Kasper Sørensen advarer, velsagtens som en form for appetitvækker, sit publikum mod forestillingen: ”Jeg må advare…. opfordre til at tænke endnu en gang… Det er uhyggeligt, skræmmende, hårrejsende, frastødende, ækelt, væmmeligt, modbydeligt og hæsligt….” Men den introduktion ændrer ikke på, at fortællingen er uklar. Den farer vild.
Jeg skal ikke sige med sikkerhed, om der er en sammenhæng med det, at forestillingen på Aprilfestivalen sendte sit blot fem personer store publikum ud i hvert sit verdenshjørne. Undertegnede fik ikke lattermusklerne rørt overhovedet, mens de fire andre (to midaldrende kvinder og to teenagepiger) grinede det meste af tiden. Bagefter bekræftede de hinanden i, at de sjældent havde været så godt underholdt – nærmest aldrig havde oplevet noget så morsomt.
Undertegnede derimod traskede skuffet ud som et gigantisk stort spørgsmålstegn. En forbløffet måber, som dog godt kunne mærke, at det, hun netop havde oplevet, havde en alvorskarakter i stort og dybt format.
Undervejs, mens forestillingen spiller, kunne jeg mærke, at alle uhyrlighederne, alt det makabre og ækle, alt det grufulde og beskidte, som skete på den ydre gyserfortællings handlingsniveau, gemte på eller skulle vise noget bagvedliggende alvorligt.
Det måtte være et billede på en proces. En illustration af en grænse, man som teenager let kan komme til at overskride. I panik. I angst. I kampen for synlighed, accept, kærlighed – i kampen for at komme videre i livet – fra barn til voksen – kan man i affekt komme til at gøre noget, for at redde en vanskelig eller pinlig situation i land. Noget, som man bagefter inderligt fortryder.
Det synes at være det, forestillingen vil fortælle. Der går som sagt bare kludder i gysergloserne.
Udpenslet bestialitet
I Fortællekunstens tidligere fortælleteaterproduktioner, som oftest er enmandsforestillinger spillet af Kasper Sørensen, bliver tematikkerne oftest helt anderledes eksplicit udfoldet. Her handler det om at være barn til en forælder, der drikker (’Alt det som Inger ser’ – sammen med Pernille Stockfleth). Om ensomhed, svigt, mobning og omtanke (’Nu kan alting ske’). Eller om at være skilsmissebarn (’Delt barn’).
De tre nævnte er anderledes klare i spyttet end ’Levertyven’, der udover uklarhed rummer overdrev og ekstremiteter, som teatret har vanskeligt ved at orkestrere på en måde, så meningen med det bliver bare en anelse begribeligt. ’Guavajagten’ fra år tilbage har lidt af den samme svaghed.
I ’Levertyven’ maltrakteres en hjemløs. Sørensen udpensler, hvordan to kammerater, Kasper og Steffen, som lige har afsluttet 7. klasse og efter sommerferien skal i 8. klasse, tramper manden i ansigtet, jogger på hans strube, skærer hans mave op, sparker hans knæskal af led og flår hans lever ud.
Sammen har de nemlig spenderet de hundrede kroner, som Kaspers mor sendte dem til slagteren for at købe svinelever for, på noget helt andet. Drengene møder to teenagepiger, som er på vej i biffen. Pigerne dufter godt, er selvsikre og har styr på mundtøjet. De to drenge er kejtede. Men hormonerne dunker. Så Steffen lover Kasper, at han nok skal skaffe lever.
Fortællekompetencer i tusmørket
Flankeret på meget nært hold af to stager, hvorfra der øverst oppe strømmer et meget beskedent lys ud gennem matterede lampeskærme, sidder Sørensen på en høj taburet. Vi sidder ganske tæt på ham. I tusmørket kan vi lige ane hans ansigts konturer via lyset fra stagerne, som er rummets eneste tændte lys. Undervejs bliver den mundtlige fortælling i få sekvenser ledsaget af afspillede reallyde.
Som garvet fortælleteateraktør har Sørensen styr på at skabe koncentration omkring den tekst, han formidler. Han kan modulere, artikulere og pausere. Her er intet problem. Vi ser det, han beskriver, for os. Meget klart.
På tekstens ordlyd kan vi også – især i historiens begyndelse – forstå, at ’Levertyven’ handler om to teenagedrenge, der gør noget, som de fortryder. Sørensens beskrivelser af, at biograffilmen nærmest er slut, inden Kasper får sig taget sammen til at røre den ene piges fingre, er lige i solar plexus på aldersgruppen. Ligesom der er genkendelighed tilstede i beskrivelsen af de irritationsfyldte ansigter de to drenge stiller op med, da de opdager, at der er kommet en ny dreng i klassen, (Peter Stryhn (!), som brillerer med at have en far, der er succesfuld leverpostejfabrikant.
Situationen med at komme til at bruge madindkøbspengene til noget andet end bestilt, er også let at overføre for en ung. Problemet er, at forestillingen er skruet sammen, så dens intension ikke overbevisende trænger ud gennem alle de hårrejsende og hæslige gøremål, som Sørensen serverer som grovkornet splatter.
Klam mor
Udover de ækle detaljer i levertyveriet og hvad deraf følger af noget endnu værre, skal man vist være i et specielt humør for at synes om beskrivelsen af Kaspers fabriksarbejdende mor, uanset hvor meget man måtte kunne ane intentioner med den.
Moderen beskrives som en, der får fråde om munden, bare hun tænker på stegt lever. Et måltid, hun savlende slubrer i sig uden kniv og gaffel. Hun tegnes i det hele taget som noget af det mest ulækre. Under måltidet taber hun fx et stykke bloddryppende stegt lever ned i sin skjortes kavalergang, og da hun fisker noget op, er det ikke fra dagens måltid, men et gammelt stykke medisterpølse. Velbekomme!
Kvalmende finale
Sørensen fortæller i sit PR-materiale, at han har gjort sig umage for at gøre os bange, nu det er en gyser – eller, som han også selv udtrykker det, ’en forfærdelig fortælling. Vel kommer en skarp dolk i brug. Vi hører om blod på bagtrappen. Siden eskalerer løjerne i ekstremer med lig, menneskekød og kødvarebeskrivelser, som jeg snarere vil karakterisere som groteske og kvalmende.
Jeg tvivler ikke på, at Kasper Sørensen vil fortælle en historie, men den toner aldrig rigtigt frem som andet end højst anelser, som det er vanskeligt at stille noget op med.
Skal man være et pernittengryn, kan man også indvende, hvorfor titlen står i ental, nu der har været to om ’bedriften’.
