Fortælleteater står og falder med fremførelsen, og Jesper la Cour Andersen er en vital fortæller. Han er også fuld af gode historier, som man ikke har hørt hundrede og sytten gange før, og 'Pandoras ar' er en af dem. Det er på en gang en forrygende, bloddryppende slægtshistorie og en hårrejsende grum skabelsesberetning, der udspiller sig blandt græske guder og halvguder.
Egentlig er det en tilsnigelse at kalde det en historie, for forestillingen opleves som en utal af myter og kulørte beretninger, der fletter sig ud og ind af hovedhistorien om Pandora. Den vidunderligt smukke datter af smedekunstens gud og verdens første kvinde, der får en æske med et meget problematisk indhold.
Men før alt det foldes ud, bliver man præsenteret for et yderst interaktivt kursus i historiedigtning. Det er ret festligt at opleve, hvordan alle uden at kny følger historiefortællerens ordrer og lydigt bruger et par minutter på at udvælge sit personlige ar. Derefter fortælles historien til en makker, der fortæller den videre, og til sidst fortæller fire tilskuere hver sin udgave af en ar-historie.
På det tidspunkt er feststemningen dog for nedadgående. I begyndelsen er det sjovt at konstatere, hvor nemt en historie udvikler sig, fordi alle lægger noget til det, de har hørt. Pædagogisk ville det også fungere glimrende, hvis det ikke var en del af forestillingen. Men det er det, og den form for indlagt workshop bidrager ikke til at gøre 'Pandoras ar' til spændende teater, selv om der er stof nok at tage af.
For billedfattig og ensformig
Det er ikke alt sammen for sarte sjæle. En pige med ondt i maven får en liter amerikansk olie, så tarmene ryger ud, og hun må opereres. Børn kommer til verden ved hjælp af brækmidler, som får deres far Kronos til at brække dem op. Overguden Zeus straffer Prometeus, der har stjålet ilden fra ham, ved at lade sin ørn hakke Prometeus lever ud og æde den igen og igen. For om natten heles leveren, og pinslerne kan begynde forfra.
Pandora bliver skabt af sin far som en metalstatue, men er så smuk, at Zeusgør hende levende. Guderne giver hende alle mulige vidunderlige egenskaber. Men hun får også en æske af handelens og tyvenes! gud Hermes, der spiller rollen som den onde fe. Da Pandoras nysgerrigt åbner den, viser den sig at indeholde alskens ondskab og ulykker, der spreder sig ud i verden. Men på bunden ligger håbet, og Pandora når at lukke æsken og lader først senere håbet slippe ud.
'Pandoras ar' er en forestilling, der kræver opmærksomhed, hvis man ikke vil fare vild i de oldgræske guders indviklede univers. Jesper la Cour Andersen kan en masse godt og flot med lyde og med sin krop, så hans underholdende fortællestil gør det nemmere at hænge på. Men som teateroplevelse bliver soloforestillingen i længden for billedfattig og for ensformig.
Det er fint nok at lade publikum skabe deres egne meddigtende billeder undervejs. Men man savner nogle visuelle indslag og effekter, der ville kunne stimulere fantasien og samtidig give forestillingen et mere farverigt og mangfoldigt udtryk.
