Er de hvide klovne? Er de monstre? Eller er de bare mennesker? Er det sørgeligt? Er det pinligt? Er det komisk?
Man ved det ikke rigtig. De fem væsener i ’Fools’ Paradise’ er pakket ind i hvide bandagedragter med sære huer af nylonstrømper og rødmalede ører. De trisser og sjosker på bare tæer og med hænderne strittende i alle retninger. Så søger de hen til hinanden i en rodet gruppe, hvor de løfter det ene ben, mens de forsøger at gnubbe sig helt tæt på hinanden. Som hjemløse hunde på strejf – eller afdøde sjæle i færd med at finde et paradis?
Det er den store, eksistentielle symbolverden, som teaterskaberen og instruktøren Giacomo Ravicchio har indfanget i denne forestilling – skabt af Meridiano Teatret i samarbejde med Operaen i Midten og ZeBU.
Inspirationen til ’Fools’ Paradise’ er malerier af kunstneren Michael Kvium, der typisk maler menneskefigurer indrullet i stofstrimler, men figurer som også sagtens kan have meget lange arme eller meget høje hoveder. Både tåbelige og truende på samme tid.
Rundt om disse eksistenser har komponisten Jérôme Baur skabt en musikalsk verden af toner, som kom de fra en usynlig karrusel et sted. Dynamisk musik med strejf af cirkusmusik, der næsten lyder som vrangspejlinger af Kurt Weils musik fra tiggeroperaen ’Laser og Pjalter’.
Men også solosange, der bryder med stilheden og kræver stor operastemme – og som synges ud fra operaens patosfyldte toneverden. Uden ord, men med masser af inderlighed. Tilsat barokstrejf, menneskesukke og primitive brøl – suppleret med uhyggelige skæbnelyde fra en krage, der kommenterer på disse eksistensers forfjamskede bevægelser med ildevarslende ’kra-kraaaa’, inden den flakser væk.
Næsten-nøgne kroppe
I ’Fools’ Paradise’ paradis udspilles der en dødsmesse lige om hjørnet. Performerne trisser frem og tilbage over scenen. Først er de krøbet ned i gulmalede olietønder. Deres munde er åbne og stupidt måbende.
Senere hopper de op af tønderne og får et slags liv. De holder sig tæt sammen alle fem, som om de er sluppet løs fra en gammeldags anstalt. De skaber voldsomme scenebilleder af tåbelighed og farlighed – uden varsel og uden forklaring. Samtidig er de godtroende idioter, totalt afhængige af de andre.
Visuelt er deres dragter så tætsiddende, at enhver hudfold kan ses på disse fem vidt forskellige kroppe. Det virker ret overvældende. Ikke mindst på teenagertilskuerne, der tydeligt reagerer på al denne næsten-nøgne fremvisning af voksne kroppe.
Der er ingen dynejakkekamuflage her i Karin Ørums loyale, men også brutale kostumedesign. Der er ingen formildende linjer her. Men til gengæld opstår der undervejs en skæg parade af hatte på uforudsigelig catwalk – og en overdreven dommerparyk med volapykkrøller.
De fem performere er vidunderlige. Eventyrligt generøse med deres forskellige talenter i deres absurd underdrevne sceneudtryk. Skuespilleren Lars Begtrup spiller rollen som gammel, desillusioneret mand med topmave og trang til at dø. Men han flasher samtidig sin adrætte krop, der hele tiden kan foldes sammen og puttes i olietønde efter de andres forgodtbefindende. Skuespilleren Jan Overgaard Mogensen er til gengæld den stormåbende, der gerne vil være med på de andres idéer, men som måske alligevel ikke helt tør – med en høj krop, der tøver. Indtil han scorer en spids klovnehat og pludselig finder modet og komikken til at sige ’Hej!’.
Uhyggelig bandagebaby
Operasangeren Karin Norrinder skaber en voldsom og truende figur med et åbent ansigt, der virker fuldstændig uden filter i sin undren over verden. Alligevel skaber hun nogle af forestillingens mest sårbare øjeblikke, da hun pludselig åbner munden og synger operatoner. Ikke forståelige ord, men bare lyde, der med deres oprigtige desperation går lige i hjertet på tilskueren.
Den svensk-brasilianske performancekunstner Serafin Ziquer Xavier bruger til gengæld sin høje krop som sammenfoldningspotentiale helt tavst, når han med iltre kæmpeøjne betragter de andres desorientering og lader sig putte ned i en tønde med låg på. Kapaw.
Danseren og skuespilleren Therese Glahn lukker sit lille ansigt helt sammen, så hendes øjne misser mod lyset, og hendes mund forvandler sig til en tynd streg. Hun er betragteren og tænkeren i denne gruppe. Hun er også den med de fysisk mest avancerede og smidige bevægelser – og den, der pludselig emmer af insisterende erotik. Derfor er det også naturligt nok hendes krop, der føder en baby i dette sære univers – en uhyggeligt livagtig bandagebaby med krævende øjne og rygsøjlehvirvler, der kan ses gennem de subtile bandager.
Dukkemageren Katrine Karlsen har virkelig ramt klovneuniversets uhygge med væmmelig præcision. Hvem faderen til babyen er? Det kan man dog kun gætte om. For den krævende mandedukke mellem kvindens lår har mange ansigter…
Godt humør
Det kræver et godt humør at betragte sådan en grotesk og degenereret verden – eller så dysfunktionelt et paradis. Der opstår smil undervejs – og lettelse. Men ’Fools’ Paradise’ bliver aldrig rigtig sjov. Giacomo Ravicchio er en blændende visuel instruktør og en stor symbolist, men hans teater er grundlæggende set ikke komisk – og hans fysiske univers udspringer af billeder, ikke af koreografi. Derfor kniber det med figurernes fortællinger og latterskabende pointer. Dramaturgisk set er de mange sceniske blackouts mellem de usammenhængende scenebilleder heller ikke befordrende for spændingsopbygningen. Derfor bliver Kvium-inspirationen et ret tungt teaterudtryk, selv da en stribe Kvium’ske birketræer afsløres i baggrunden. Latteren udebliver i hvert fald på tilskuerrækkerne.
Særligt de unge tilskuere virker desorienterede. Selvfølgelig fordi de endnu ikke har mærket kroppens nedbrydning, eftersom de kun lige er på vej til at forstå alt det, deres nye voksenkroppe kan udrette og føle.
(Forestillingen følges op af workshops, hvor teenagerne arbejder kunstnerisk med idéen om fjolset og klovnen. Hvorvidt forestillingen derefter føles anderledes for teenagerne, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige.)
Men ’Fools’ Paradise’ er en ægte og dødsmærket billedforestilling, der giver klump i halsen hos den voksne tilskuer. En absurd påmindelse om, at den hvide, sørgmodige klovn inde i os selv aldrig er længere væk end blikket fra et par opspærrede øjne i dødspanik. Tilsat den advarende skæbnelyd af en skræppende krage – og en desperat operastemme uden ord.
