Gode historier og frodig fantasi er nogle af de bærende elementer i dansk børneteater, og brødrene Grimms klassiske eventyr har rigeligt af begge dele. Men som alle gode eventyr rummer de også grumme aspekter, der måske kan skræmme mindre børn.
Det gælder også fortællingen om ’Djævelens tre guldhår’, og selv om det gode vinder over det onde til sidst, er dukketeatret Svanens dramatisering af teksten skåret så børnevenligt, at alle kan føle sig trygge.
Efter en munter indledning, hvor en hest smider landets konge af, lægges der ellers ud med en barsk episode. Kongen har søgt ly hos et fattigt nybagt forældrepar. Men en spådom får ham til at narre drengebarnet fra forældrene med en sum penge og falske løfter om et godt liv.
I stedet sættes den nyfødte ud i åen i en kasse i forventning om, at han drukner. Sådan går det ikke, og da drengen, der får navnet Bøje, er 14 år, gør kongen er nyt forsøg.
Bøje sendes af sted til dronningen udstyret med et brev, hvori der står, at han straks skal dræbes og begraves. Det ved den troskyldige seje overlever intet om, og det giver heller ikke det ønskede resultat, for han bliver gift med prinsessen, før kongen er tilbage.
Som et sidste forsøg på at forhindre, at Bøje opfylder spådommen og bliver landets konge, skal drengen skaffe tre guldhår fra Djævelen. Det går nemt, for en djævel er en eventyrhelt selvfølgelig ikke bange for.
Skulle tilskuerne tvivle på om det er bedre at være god end ond, så er de klogere efter forestillingen. På vej til Djævelen hører Bøje om en kilde, der ikke mere springer med vin, et træ, ikke længere bærer guldæbler, og en færgemand, som ikke bliver afløst.
Med hjælp fra Djævelens oldemor får Bøje fat på de tre guldhår, men han får også løsningen på de tre problemer. Det belønnes han for med store mængder guld, og det vil kongen også have. I stedet ender han som færgemandens afløser dømt til at sejle frem og tilbage i en uendelighed.
Gammeldags teatersjællandsk
Makkerparret Kim Westi og Patricie Homolová har mange års erfaring med dukketeater efter tjekkisk tradition. Rammerne for forestillingen er det klassiske kukkasseteater i pæn stor størrelse med plads til skiftende detaljerige kulisser.
De store,, me robuste og farvestrålende marionetdukker har tydelige karaktertræk, og trods en vis voldsomhed i udtrykket virker de ikke skræmmende. Der er også styr på den omfangsrige handlingsgang i ’Djævelens tre guldhår’, så alle kan følge med.
Derfor kan det undre, at fremførelsen så langt fra lever op til rammerne. Kim Westi og Patricie Homolová er ferme til at føre marionetdukkerne, så de går og står, som de skal, men ikke mere end det. Som aktive medspillere, der lægger replikker til forestillingen, virker de helt ude af trit med nutidens børn og deres teater. Det gælder i forhold til indholdet, der lyder fladt og livløst og helt uden eventyrets magi og poesi – men især i forhold til publikum.
En højtråbende sært gammeldags spillestil med meget store armbevægelser er ikke i børnehøjde på en måde, der opleves som engageret og skaber intensitet og kontakt. Komikken har fat i børnene, men bliver tit til voksenfarce, der hægter dem af.
Det er også svært at se hensigten med, at Kim Westi i et tysk eventyr taler teater-’sjædlandsk’, sådan som man spillede Holberg i 1950’erne. Når målgruppen er børn i 2022, er chancen for, at de ikke forstår et muk, temmelig stor.
Svanen har det for et kukkasseteater obligatoriske fortæppe, der desværre går ned ved hvert skift. Dem er der rigtig mange af, så det opleves helt unødvendigt og spolerer forestillingens flow. I Esbjerg blev hvert eneste tæppefald desuden fulgt af heftige klapsalver fra et fortrinsvis voksent publikum. Det er ikke anbefalelsesværdigt, hvis målet er, at eventyret om ’Djævelens tre guldhår’ skal give børn en teateroplevelse.
