Af: Randi K. Pedersen

31. maj 2022

Grimm med store armbevægelser

Der er fine marionetdukker og styr på handlingsgangen, men en spillestil ude af trit med nutiden tapper et klassisk eventyr i robuste tjekkiske rammer for intensitet og magi.

Gode historier og frodig fantasi er nogle af de bærende elementer i dansk børneteater, og brødrene Grimms klassiske eventyr har rigeligt af begge dele. Men som alle gode eventyr rummer de også grumme aspekter, der måske kan skræmme mindre børn. 

Det gælder også fortællingen om ’Djævelens tre guldhår’, og selv om det gode vinder over det onde til sidst, er dukketeatret Svanens dramatisering af teksten skåret så børnevenligt, at alle kan føle sig trygge. 

Efter en munter indledning, hvor en hest smider landets konge af, lægges der ellers ud med en barsk episode. Kongen har søgt ly hos et fattigt nybagt forældrepar. Men en spådom får ham til at narre drengebarnet fra forældrene med en sum penge og falske løfter om et godt liv. 

I stedet sættes den nyfødte ud i åen i en kasse i forventning om, at han drukner. Sådan går det ikke, og da drengen, der får navnet Bøje, er 14 år, gør kongen er nyt forsøg.

Bøje sendes af sted til dronningen udstyret med et brev, hvori der står, at han straks skal dræbes og begraves. Det ved den troskyldige seje overlever intet om, og det giver heller ikke det ønskede resultat, for han bliver gift med prinsessen, før kongen er tilbage. 

Som et sidste forsøg på at forhindre, at Bøje opfylder spådommen og bliver landets konge, skal drengen skaffe tre guldhår fra Djævelen. Det går nemt, for en djævel er en eventyrhelt selvfølgelig ikke bange for. 

Skulle tilskuerne tvivle på om det er bedre at være god end ond, så er de klogere efter forestillingen. På vej til Djævelen hører Bøje om en kilde, der ikke mere springer med vin, et træ, ikke længere bærer guldæbler, og en færgemand, som ikke bliver afløst. 

Med hjælp fra Djævelens oldemor får Bøje fat på de tre guldhår, men han får også løsningen på de tre problemer. Det belønnes han for med store mængder guld, og det vil kongen også have. I stedet ender han som færgemandens afløser dømt til at sejle frem og tilbage i en uendelighed. 

Gammeldags teatersjællandsk

Makkerparret Kim Westi og Patricie Homolová har mange års erfaring med dukketeater efter tjekkisk tradition. Rammerne for forestillingen er det klassiske kukkasseteater i pæn stor størrelse med plads til skiftende detaljerige kulisser. 

De store,, me robuste og farvestrålende marionetdukker har tydelige karaktertræk, og trods en vis voldsomhed i udtrykket virker de ikke skræmmende. Der er også styr på den omfangsrige handlingsgang i ’Djævelens tre guldhår’, så alle kan følge med.

Derfor kan det undre, at fremførelsen så langt fra lever op til rammerne. Kim Westi og Patricie Homolová er ferme til at føre marionetdukkerne, så de går og står, som de skal, men ikke mere end det. Som aktive medspillere, der lægger replikker til forestillingen, virker de helt ude af trit med nutidens børn og deres teater. Det gælder i forhold til indholdet, der lyder fladt og livløst og helt uden eventyrets magi og poesi – men især i forhold til publikum. 

En højtråbende sært gammeldags spillestil med meget store armbevægelser er ikke i børnehøjde på en måde, der opleves som engageret og skaber intensitet og kontakt. Komikken har fat i børnene, men bliver tit til voksenfarce, der hægter dem af. 

Det er også svært at se hensigten med, at Kim Westi i et tysk eventyr taler teater-’sjædlandsk’, sådan som man spillede Holberg i 1950’erne. Når målgruppen er børn i 2022, er chancen for, at de ikke forstår et muk, temmelig stor. 

Svanen har det for et kukkasseteater obligatoriske fortæppe, der desværre går ned ved hvert skift. Dem er der rigtig mange af, så det opleves helt unødvendigt og spolerer forestillingens flow. I Esbjerg blev hvert eneste tæppefald desuden fulgt af heftige klapsalver fra et fortrinsvis voksent publikum. Det er ikke anbefalelsesværdigt, hvis målet er, at eventyret om ’Djævelens tre guldhår’ skal give børn en teateroplevelse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.