Teatret Aspendos’ særprægede form for moderne lægebehandling er mere grotesk og brutal, end selv de værste historier fra virkelighedens danske hospitalsverden – heldigvis. Der bliver sandt for dyden ikke sparet på effekterne i jagten på drabelige diagnoser og billige grin. Tilskuerne bliver kigget i ørerne, lyttet til og målt om hovedet, og det er sikkert kun vripne voksne, den slags kan give ubehageligs associationer.
Børnene synes selvfølgelig, det er meget sjovere med en gade-konsultation end et besøg hos en rigtig læge. Jubel følger knægten, der frivilligt lader sig indlægge på den medbragte, mobile båre for at få hjertet opereret ud, vist frem! – og ind igen. Båren er et vidunderligt Storm P.sk monstrum med forhæng og rustne hjul, der skramler skønt over brostenene, når næste ulykke kalder. Så er der afgang og udrykning i fuld fart med gjaldende båthorn og stor komik.
Publikum følger troligt i kølvandet på udrykningsholdet til næste katastrofe og mulige død. – Imponerende, at Aspendos kan få den slags til at ske på en råkold aprilaften. Men derfor også dobbelt ærgerligt, at der bare venter mere af det samme på det nye ulykkessted. Mere oksen rundt, mere skrig og skrål og – især – endnu mere eksende, gakkede ben og vildt flagrende arme.
Poetisk lille trekantsdrama
I begyndelsen opleves sansen for pantomimisk kropskomik og håndfaste publikumskontakt skæg og ligetil. Vi befinder os trods alt udendørs, hvor der er højt til loftet. Men det bliver for meget. Hele vejen igennem den stenhårdt pumpede ’action-komedie’ om Dr. Street og hans to-personers team dyrker Aspendos en højtråbende og omkringfarende farce-stil. Hvilket også betyder, at det veltrimmede hold i pink træningsdragter, sneakers og hvide, professionelt flagrende kitler tromler hen over forestillingens indhold.
Det er i forvejen spinkelt, men har dog et par gode indfald undervejs. Det allerbedste er et sødt og poetisk, lille trekantsdrama, der med ét gør forestillingen til noget mere end ren gøgl og gakkede gangarter. Teksten er begrænset til det minimale. Hvilket nok er klogt, når der spilles på gaden. Men såret kærlighed behøver heller ingen ord. Det kan fint udtrykkes med et rødt iturevet papirhjerte!
Det sjoveste er selvfølgelig, når den konstant kaffekrævende Dr. Street selv kommer til skade og er mere pivet og ynkelig end nogen anden. Det er skægt i starten. Men nummeret – for det er et udpræget nummer – trækker alt for længe ud. Først skal doktoren igennem teamets vanlig procedure med ”undersøgelse, diagnose” og – måske – behandling. Derefter går der helt forudsigeligt kuk i den enorme forbinding, så han bliver viklet ind og ud i flere omgange som en cirkusklovn i manegen.
Den forsøgsvise satire over offentlige kontra private hospitaler, som forestilling reklamerer med er til gengæld hurtigt overstået. Men det er et børnepublikum sikkert temmelig ligeglad med.
