Der er noget fundamentalt rørende over den tragikomiske electric boogie-komedie ’Black Swan Lake’. Historien om den 46-årige, temmelig rundbuede boogie-danser, der pludselig får en chance for at danse klassisk i Den Kongelige Ballet, er selvfølgelig helt usandsynlig. Men den er også skæg.
Selvironien står som en afvæbnende stråleglans om Phax Ahamada, når han beslutsomt giver sig i kast med den – bogstavelig talt – kropumulige opgave at danse ’Svanesøen’ til Tjajkovskijs smægtende musik. Vi ved fra første sekund, at drømmen om at komme til at danse over den store scene på Holmen aldrig vil blive til virkelighed. Men det er godt forsøgt, og det samme kan man sige om forestillingen.
Det er de to danseres entusiastiske iver efter at fortælle en historie, der er drivkraften et i meget løst struktureret forløb. Den fandenivoldske holdning til brat at skifte musik og miljø efter forgodtbefindende er en anden kvalitet, der holder nysgerrigheden fangen. For hvad er det egentlig, der er på spil, når fokus pludselig flyttes fra et sminkebord på Holmen i København til gaden i USA.
Fabelagtige dansenumre
Er det Ahamadas egen historie om et halvt liv med dans, der begyndte med mime i USA, som nu har trængt sig på og forlanger at blive fortalt? Eller er det ønsket om at give tilskuerne en gennemgang af electric boogies udviklingshistorie. Måske er det begge dele, men trods gode intentioner opleves forestillingen ikke som en sammenhængende helhed. Derfor kommer den nemt til blot ligne en kærkommen undskyldning for at fyre den af med den helt vildt elektriske boogie, de to dansere mestrer så fremragende.
Man nyder de fabelagtige dansenumre for det, de er, nemlig et skægt show. Mens en forklarende speak, der følger med hele vejen, forstærker fornemmelsen af at overvære en dansedemonstration frem for en danseoplevelse. Det er ikke nok at høre, at alle finder deres egen vej ind i de forskellige stilarter, fordi de udtrykker dansernes individuelle følelser. Eller at Ahamada ikke er vild med funk og synes, at dansen er ved at miste sin spontanitet og uskyld. Man skal også se det.
Det er her Freestyle Pahantix har sin store svaghed som danseteater. ’Black Swan Lake’ mangler en gennemarbejdet koreografi, der afspejler det dybere indhold, som man fornemmer, at danserne gerne vil forløse.
Derfor står der også et spørgsmål og blinker bag skæg og ballade, når showet er slut. Hvorfor drømmer en knusende dygtig electric boogie-danser om at danse klassisk ballet?
