Nanni er en glad kone. Hun er så glad, at hun nynner og griner uafbrudt, mens hun pusler og nusler rundt i sit over-frodige drivhus. Nogle gange bryder hun ud i rigtig og vældig munter sang, som man desværre har glemt øjeblikket efter. Sådan er det med det meste i den løseligt sammenbundne forestilling ’En heldig kartoffel’, hvor det vrimler med kartoffelsnak.
Forestillingen giver ikke de små tilskuere nogen særlig forklaring på, hvad der menes med at være en heldig kartoffel. Men stemningen er god, og der er vældig hyggeligt i Nannis drivhus, hvor idyllen er massiv og fuglefløjt en selvfølgelig del af den store og flotte scenografi. Her har Nanni alt, hvad hun behøver. Det omfatter også en sød og charmerende mus, der drøner rundt og driller Nanni.
Besøget i drivhuset handler angiveligt om grådighed og uviljen til at dele. Det illustreres fint, når Nanni og musen ikke kan blive enige om, hvem der er mest sulten og derfor har mest ret til en enlig, kogt kartoffel. Det er også et sjovt og letforståeligt argument, at kartoflen fylder mest i en lille musemave, hvor den selvfølgelig også vil gøre mest gavn. Problemet løses ved at koge flere kartofler, men så er den hungrende mus pludselig forsvundet.
Dampende kartofler
Den dukker naturligvis op igen efter en tur i vandkanden og bliver tørret. Mens det står på, får vi en fjollet historie om, hvordan blomkålen snød guleroden, den sure agurk og blegsellerien i en konkurrence om at få en kartoffel. Det underholder tilskuerne, men bidrager også til oplevelsen af en forestilling, der mister fokus og flakser ubehjælpsomt rundt i et dramaturgisk tomrum.
Der hoppes uden mål og med fra det ene ’hovsa’ til det næste, og det næste og det næste igen. Snart er det musen, der laver ballade. Så er der en bi, der pludselig summer og giver anledning til mere falde-på-halen komik. Lutter klovnerier og tomme teaterkalorier, selv om der i udstyr og skuespil kunne være basis for andet end vildskud i drivhuset.
Forestillingens største mangel er dog fraværet af seriøse replikker. Det er ok med fortælleteater. Men i ’”Den heldige kartoffel’ hæver dialogens pludrende stil og indhold sig ikke over det, forældre og især bedsteforældre småsnakker med børn og børnebørn om under madlavningen. Det er et niveau, som knap lever op til at kunne kaldes teater.
Til gengæld kan helt små børn blive meget klogere på oldnordiske brændekomfurer og på, hvordan man godt og fornuftigt opbevarer kartofler i en kasse med sand. De får også demonstreret, hvordan man koger kartofler. Det er måske ikke dem mest nødvendige indsigt for småbørn, og målet er nok at pirre deres lugtesans. Desværre er dampen fra kogende kartofler ikke den helt store sanselige oplevelse – hverken for store eller små.
