Vendsyssel Teater puster med deres nyfortolkning af H.C. Andersens ’Snedronningen’ spændende nyt liv i det gamle eventyr. Mest markant er det teatrets brug af cirkusakrobatik, som skaber en anderledes teateroplevelse.
Sunniva Byvard og Astrid Pauline Schmidt viser med deres kroppe og akrobatiske brug af rummet, hvad der er på spil mellem de to barnevenner, Kay og Gerda. Mens Schmidt udelukkende gestalter Gerda, kropsliggør Byvard udover Kay også prinsessen og røverpigen, som Gerda møder på sin rejse. Max Behrendt supplerer smukt Schmidt og Byvard som prins, rensdyr og krage.
De akrobatiske scener er dejligt befriet for ord – eller i al fald næsten nonverbale. Med smidighed og muskelkraft snor, klatrer, løfter og forbinder de tre akrobater sig med hinanden og med de snore, reb og klæder, de også bevæger sig op ad og rundt i. Med deres kropslige udfoldelser skaber de sansestærke udtryk for deres indbyrdes relationer. Det er både dygtigt, smukt og betagende udført af dem alle. Og det er sigende og godt fundet på af teatret.
Som et ældre og mere jordnært element optræder Søren Hauch-Fausbøll i rollen som Gerdas bedstemor, som den ensomme blomsterdame, som krage og som mor til røverpigen. Især i de sidste to roller tilfører Hauch-Fausbøll skuespilerfarent en pæn portion humor – såvel kropsligt som verbalt.
Sanseligt formidlende kroppe
Sunniva Byvard har dygtigt cirkus-iscenesat i en helhed, som Anna Schulin-Zeuthen med sans for effekter i en smuk enkelhed har iscenesat i en flot og teateruvant udnyttelse af det prægtige scenerum, som store sal på Vendsyssel Teater er.
Vi følger Gerda fra en begyndelse, hvor vi hører om troldspejlets grufulde evne til som små sandkorn at bore sig ind i menneskers øjne og hjerte og fordreje deres syn, så alt, der før var smukt og godt, tager sig skidt og grimt ud, til hun finder Kay i Snedronningens rige og de tager sammen derfra. Man mærker storheden, anstrengelserne og betydningen i Gerdas færd via tynde draperier, som bølger over hele gulvet, mens Gerda bevæger sig inde i stofferne.
Man sanser eventyrets betydninger gennem de luftstrømme, der opstår og via den fysiske bedrift, det er for Astrid Pauline Schmidt at klatre, sno og hæve sig op i et reb, som roterer rundt i hele rummet. Og når Sunniva Byvard højt til vejrs i Snedronningens selvspejlende højder udfører håndstandsakrobatik, sanser vi det store og skrøbeligt psykiske, som er på spil for Gerda og Kay som mennesker.
Legesyg trillebør og trylleagtige strofer
Marianne Nilssons scenografi og kostumedesign klæder kyndigt forestillingens tone og tanke. Det store scenegulv, som har det store tomme rum over sig, antager i sin hvide nøgenhed næsten uendelighedskarakter.
Scenografien og rekvisitterne er klogelig skarpt minimerede. En trillebør er genstand for leg og transport af blomsterflor. Blomsterdamens hat er pragtfuld overdådig og stykket sammen af vidunderligt strittende og vildtvoksende blomster. Kragerne har lagdelte kapper på og deres næb er forlængede kasketskygger.
Samernes land består af et solbeskinnet område i baggrunden med et lyst tipi-telt. Og Snedronningens rige en stor firkantet metalskinnende klods med spejle som baggrund.
Ude langs scenens ene side står Cecilie Sadolin. Her synger og spiller hun de melodier og sange, som hun selv har komponeret. Hun optræder ikke som en perifer musiker, men som en intens, koncentreret og målrettet integreret stemme.
Sadolins strofer skyder sig trylleagtigt og emotionelt virkningsfuldt som pile gennem transparente tunneller ind i hjertet af fortællingen og binder sig helhedsskabende sammen med de optrædende på scenen.
Nutidskompleks tekstbearbejdelse
Ditte Bladt-Hansen og Anna Schulin-Zeuthen har medtaget næsten ordrette passager fra H.C. Andersens eventyr. Men nye formuleringer er også valgt til. Især i slutscenen. Her er det ikke Gerdas tårer som tør Kays hjerte op, og splinten i Kays øjne bliver ikke frigivet, når Kays græder den ud.
I Vendsyssel Teaters version bliver der sat mange flere og andre ord på. Her synes vi for alvor at befinde os i nutiden. Da Gerda møder Kay i Snedronningens rige har de en dialog, som er nogenlunde sådan her: Da Gerda siger til Kay, at han skal gå hjem, svarer han: ”Verden er forvirrende, farlig og udfordrende. Man bliver såret, svigtet og gør nogen ondt. Her er alt klart som is og rent som sne. Jeg er kommet for at blive”.
Gerda indvender, at der er så meget mere at se i denne verden. Hun fortæller Kay, at hun vil opleve det sammen med ham, men siger umiddelbart efter, at hvis han vil blive her, hvor intet gør ondt, må han gøre det, men hun er nødt til at tage af sted. Samtalen tør Kays hjerte op og fjerner troldsplinten i hans øje.
Det er Gerdas ord til Kay om at livet ikke kan og skal leves glat og omkostningsfrit, som får ham til at finde svaret på evighedens gåde. Helt i tråd med forestillingens kropssanselige formsprog træder Kay ned på Gerdas skuldre og sammen bevæger de sig, nu mere modne, ind i det dejligst forår, mens Cecilie Sadolin strofer om sårbarhed og kærligheden fylder luften med storhed. Se, så viseligt kan det gøres…
