Teatret VÆRK laver skønne løjer i deres fri bearbejdning af H.C. Andersens eventyr 'Fyrtøjet'. Hundene er eksempelvis herlige. Der går et sus gennem publikum – store som små, når to røde øje dukker frem i det hule træs mørke.
Alle nærmest skriger af en blanding af brat forskrækkelse og overraskelsesfyldt glædesbegejstring, når den største hund springer frem i form af et gigantisk tandsæt og projektørstore glugger.
Bjarne Kalhøj har som opfinder af forestillingens set-up været i sit es, og han har ligesom iscenesætter Annemarie Jeppesen styr på virkemidlerne. Begge synes klart bevidste om, at det i en dukkeanimationsforestilling uden ord handler om, at det er objekterne, som i samspillet med lyset, scenografien, lydene og dukkeføreren skaber forestillingens liv.
Gisp og kluklatter
Og liv er der. Den slags liv, som får det til at krible, klukke og gispe i publikum, fordi udtrykket emmer af timing, energi og overraskelser. Det hele er på spil lige fra begyndelsen, når soldat(dukken) kommer marcherende hen til det store hule træ, hvor heksen kort efter med et reb firer ham ned i dybet.
Soldaten er næsten udtryksfuld nuttet med høj hat og en lille pind af en næse midt i bærret. Heksen er et mystisk gespenst. Og deres bevægelser i tusmørket tilsættes stemningsskabende lyde af støvletramp og skrattende krager.
Der er en skøn opfindsomhed og en befriende 'slippen tøjlerne løs'-energi tilstede. Det fungerer, fordi det ikke er 'varm luft', men giver form og styrke til fortællingen, og samtidigt smækker overraskelser i hovedet på publikum. Overraskelser, som minder os om, at teater er en manege for magi og poesi.
Kæmpetænder og dingle-konge
Spilleområdet er fx klogelig indskrænket til et meget lille område. Midt på det står Bjarne Kalhøj bag en høj bordindretning. En bordindretning hvorunder træets dyb kommer til syne, når et forhæng bliver trukket fra. Et dyb, som blæses større op og ud af træet, når Soldaten møder den største hund, som vises med kæmpe-lampet-øjne bag Kalhøj og et tandsæt med tænder så store som overarme.
Kongen tager også kegler. Han dukker frem, når Kalhøj åbner sin brune kedeldragt. På brystet ses en glimmerjakke og under den når små dinglende ben akkurat ned på bordpladen. Kalhøj rækker bagud og nupper en kongekrone og voila er kongen blevet til. En bister konge, som spærrer sin datter inde i et bur, som får lov at hænge og dingle i baggrunden – lige indtil finalen, hvor den galge-undvigende soldat i månelys og til lyden af 'Fly Me to the Moon' svæver væk med prinsessen på månebuen.
I den mellemliggende tid har soldaten være indlogeret på et lille hotel, spenderet en masse guld og sølvkarameller (som fyrtøjs-penge er blevet til i denne version) og tillige blevet snydt og berøvet en del.
Frækhed og essens
Teatret VÆRK har med 'Fyrtøjet' suget en pæn essens ud af det gamle eventyr. Teatret leger på en spændende måde med proportioner. Spillet har dynamik og drive. Dukkerne er herligt forskelligartede og meget udtryksfulde. Og den ledsagende lydkulisse frisk og sprød.
Hvad man måske kan savne af alvorsdybde dimensioner kompenseres af en forfriskende fræk anderledeshed og fart over feltet.
Nogle gange passer det knapt nok og i værre tilfælde holder det ikke en meter, hvad teatrene selv skriver om deres forestillinger. I tilfældet Teatret VÆRK er det heldigvis sandt og klar tale. På hjemmesiden står der kort og præcist om 'Fyrtøjet': '.. en nonverbal nyfortolkning af H. C. Andersens kendte eventyr om den fattige soldat, som ved hjælp af mod og frækhed ender med prinsessen og det halve kongerige. Iscenesat som finurligt, sort poetisk og stærkt visuelt dukketeater'.
