”Ni-ha-uh-ha!,” ryger det ud af pigen Viola. Og man skal ikke lade sig narre af hendes glade rottehaler, solgule gamacher og trompetstruttet i den røde kjole med de store grønne prikker. For glad udadvendthed bliver vendt til bange anelser, og almindelig tale bliver til volapyk, da Viola finder ud af, at hun skal være lillesøster.
Da de musikalsk drejede ’bollelyde’ Viola fra sin seng hører inde fra forældrenes soveværelse bliver oversat til ”du skal have en lillebror” vælger Viola nemlig at snakke vrøvlesprog (med undtagelse af de 3 vigtige ord ”mor”, ”far” og ”Viola”) og smutte en tur ind i sin egen fantasi. Udsigten til ikke længere at skulle have mor og far alene, er ikke rar. Hun har virkelig fået noget at tænke over. Og bearbejdet og gennemlevet bliver det kommende nye i et forløb, som Birger Bovin har sørget for hænger dramaturgisk set fint sammen, og hvor sang, dans, scenografi og musik supplerer og komplementerer hinanden på udmærket vis. Det sidste også takket være Kiki Brandts klare operastemme, Lars Ottosens dansante springfyrsfjed, Tanja Bovins festlige scenografi, og de to musikeres (Florián Navarros og Ulla Schmidts/Henrik Svennings) uhøjtidelige fremførelser af Pierre Dørges MGP-fjerne kompositioner.
Violas forsoningsrejse
”Volapyk”, som Den Jyske Operas musikforestilling oplagt hedder, er en positivhistorie om at det nok kan virke overvældende og truende at skulle have en lillebror eller lillesøster. Men at den lille ny også kan være en man kan have det sjov sammen med.
Det fine er, at forestillingen udtrykker Violas forsonings- og forståelsesrejse. At vi først et stykke ind finder ud af at det er i hendes fantasi at det hele foregår. Og at det er så let at stige på, og ”forstå” de stemninger Viola er i, fordi spillerne i det kunstnerisk formede koncept virker på scenen med en energi og indstilling til tingene som ligner den måde hvorpå børn agerer i livet når de er kede af det, begejstrede, usikre og glade.
Pierre Dørges ikke mainstreammusik bliver fremført på klarinet og saxofon. Men også på traditionelt slagtøj og på køkkengryder og med små barnevognspåsatte pivedyr.
Tanja Brovins udtræk af farverig stoflig fantasi overrasker og glæder øjet. Violas kostume udstråler glæde. Pyk (den lillebror Viola skaber i sin fantasi) har løjerlige finner. Alt i Violas hjem er gennemført ternet, helt ned til stolenes ben. Skuffer går op og i af sig selv. Døre åbner sig ditto automatisk. Blomster stiger op af borde. Ting kommer ud af Violas kjoleprikker. En meterhøj løjerlig elefant ruller ind. Og på bagtæppet afløser det ene kalejdoskopiske billede det andet i et forløb, som er helt komme-til-verden-fødselsagtigt.
Skørhedsfryd og forståelse
Er der for meget proppet ind i den samme lille fortælling? Er udtrykket overmættet? Drukner budskabet i udtryksiver? Vi bevæger os på vippen. Men ”Volapyk” balancerer på den skarpe knivsæg og fortæller en historie, som hele aldersgruppen kan fryde sig over skørhedsfantasien i. Og jeg vil tro at børn fra 5-6 års alderen let kan nikke genkendende til Violas reaktioner, enten fra dem selv eller andre. Og at de også kan oversætte problematikken, om at noget nyt i første omgang virker truende, men siden viser sig ganske givende, til andre forhold.
Anmeldelse fra BTA 145
