Sceneriet er forbilledligt klart og rent. Op mod en sort baggrund hænger et panorama af blå himmel og grøn mark. Foran står et aflangt brunt bord, hvis bordplade kan lukkes op og foldes ud, når historien begynder. Nede i bordet gemmer sig en grøn dal og en blå sø. Farverne er smukt afstemte – friske og rolige på samme tid.
Musikken byder velkommen – en musik, der blander klassisk med rytmisk, og som akkompagnerer og kommenterer den ordløse forestilling. Snart er det glade trompeter, snart rislende, vandlignende toner.
Skuespilleren Alexander Moukhai åbner bordet og etablerer historiens rum – to træer klappes op, en fisk svømmer nede i den lille sø, en fugl flakser henover scenen. Alle dukkerne føres synligt og roligt af Moukhai, også de frøer, der viser sig at være historiens hovedpersoner. Især den mindste af dem, sønnen, med lange elastikben, der virkelig kan hoppe. ‘Quakk-quak’k i forskellige tonearter, lyder det fra Moukhai, der på den måde underfundigt illustrerer familiekonstruktionen.
En stor, summende flue vækker sønnikes appetit, og dermed anslås et diskret tema – naturens gang, spis og bliv spist. Der er nu ikke nogen, der bliver spist her. Hverken fluen eller senere frøen, da en langbenet stork med et vældigt knebrende næb forsøger at fange sin frøfrokost.
Efter at være undsluppet storken drager frøen på opdagelse i den store verden. Dalen og søen klappes sammen til en mark, hvor et lille hegn antyder bondegård. Her passerer en række dyr forbi den undrende frø. En hare, et får, en græssende ko.
Udtryksforvirring
Det er også her, en lille undren melder sig hos anmelderen. Dels fornemmelsen af dyreparade uden andet formål end at vise sjove dyr frem melder sig. Fordi de enkelte dyr ikke synes at have nogen funktion ud over den at blive vist frem. Dels over disse dyrs konstruktion. For nogle af dem er regelret naturalistiske – fuglen i begyndelsen, storken, fluen – andre som frøerne og haren er udformet som udskåret trælegetøj, og endnu andre som fåret er en stor bunke uldtotter med et hoved og nogle ben. Hvorfor denne forskel i udtrykket og hvad er pointen?
Nå, frøen drager videre ind til byen. Marken klappes elegant om til en asfaltvej med et lille trafiklys og baggrundens grønne landskab forvandles til en grå silhuet af huse. En motorcyklist suser undrende forbi frøen, senere følger en stærkt stiliseret lastbil, der ligner noget fra et let kubistisk maleri. Her kommer frøen op at køre, og så er vi pludselig havnet inde i et voldsomt maskineri med malende tandhjul, der drejer rundt og rundt med den stakkels lille frø. Jeg fandt aldrig ud af, hvor vi egentlig var henne, men sjovt så det da ud.
Til sidst finder fuglen fra begyndelsen den lille frø og bringer den frelst ud af tandhjulshelvedet. Igen uden den store indre sammenhæng med historien. Men vi når tilbage til de grønne områder, hvor frødreng møder frøpige, så naturen kan gå sin gang og slægten formeres i måneskin. Endnu et fint og overraskende billede.
Så selv om dyrene ikke synes at være skabt af den samme gud, og selv om historien halter i logikken, så fungerer Alexander Moukhais rolige dukkeføring, Andre de Klerks stemningsskabende musik og Carl Press’ smukke dekorationer udmærket. At forestillingen er uden ord, giver samtidig god plads til de kommentarer, der uundgåeligt kommer, når aldersgruppen 1,5-4 år ser teater, måske for første gang.
