Campingvognen er retro-charmerende – stribet i pastelgrøn og knækket hvid med vinduer og døre, som kan smækkes vredt op og i. Med parabol på taget, hvor der til gadeteaterlejligheden også er placeret noget, der ligner et gigantisk tørrestativ. Et roterende monstrum, som i cirkulation lader både campingkrus og potteplanter rotere rundt. Rundt forbi det afslapnings- og fritidsklædte par Kurt (Bjørn W. Olesen) og Kari (Helga Rosenfeldt-Olsen), som spaghettislappe er sunket sammen i deres nylonstofbetrukne campingstole.
Jo, jo, her rå-keeeeeder man sig. Her aner man ikke hvordan man skal få pustet bare et milligram af liv ind i de ægteskabelige klude, som ellers lige her midt i 'feriefriluftsparadiset' har alle optursmuligheder for kys og kram.
Næh, der skal en tilfældig forbipasserende (Steffen Nielsen) til at vække hormonerne i Kari. En mand, som iført svømmefødder og håndholdt gulvspand kommer susende ud gennem døren fra campingvognens indre. Han forstår at 'tænde' Kari. Med hede blikke og ved at gufle potteplantens roser i sig.
Senere er det vist også ham, som iført violinkasse og lilla skærf fører Kari med sig ind i det, som vi nok aner bliver deres elskovshule. Udenfor visner 'husets herre' blot endnu mere. Olesen ændres mimik fra fortabt til totalfortabt.
Og handler Kaj? Næh, han resignerer blot endnu mere og lander som et skvat med hovedet durk nede i gulvspanden. Men vreden vokser inde i ham. Det viser han tydeligt med en mere og mere anspændt krop.
Da 'Hr Loverman' er væk igen fortsætter parrets ulidelige kedsomhedstrummerum. Med vrisne og korporlige klaps. Rundt om en gasblusindretning pisker og rører de to campister mad sammen med mekanisk vrede robotbevægelser. Kaj trækker hidsigt rundt med en (imiteret) motorplæneklipper og trimmer i stadigt mindre firkanter det lille frimærke af en græsplæne udenfor campingvognen. Fra hver ende af campingvognen hænger de deres eget vasketøj op. Jovist, de to laver da lidt. Men ferieglæden? Den er flygtet til langtbortistan.
Sagen er sådan set klar nok: Kaj og Kari er fuldstændigt inkompetente når det drejer sig om at slappe af og nyde livet og hinanden. Når de ikke er underlagt komplicerede pligter og jageværk, punkterer de følelsesmæssigt og mentalt. De er skræmmeeksemplet på et sæt dårligt fungerende Hr. og Fru Danmark.
Fysisk hurlumhej
Fysisk set har Teater Beagle valgt at holde tempoet højt og fylde godt med skøre ingredienser på. Åbningsscenen er bevidst actionfyldt og slapstickagtig. Med hidsige blink, højlydt fanfare og militærparodisk gestik entrer Kurt og Kari scenen. En slags parodisk 'vi har styr på det'-ankomst, som prompte punkterer. Infernoet af lyd erstattes brat af fuglefløjt, og de før så kantede og stramme bevægelser piftes til energidrænede og slatne attituder. Og herefter går det slag i slag med gags og skøre gøremål, som desværre hurtigt får karakter af hokuspokus, fyld og forvirring.
Dramaturgisk set er historien rodet. Fint med tumult, konflikter og forviklinger. Men det dur ikke, når vi flere gange i træk får fornemmelsen af, at dette hænger ikke sammen, denne scene virker hovsaagtig malplaceret, og denne episode bliver trukket for længe eller har for meget gentagelseskarakter.
Det er sjovt første og anden gang Kurt placerer sig bagved Kari med tabt kæbe og tungthængende skuldre. Men ikke femte og sjette gang. Vi bliver fanget af Karis dansetrin, som går helt i udu, fordi transistorradioens musik konstant skifter numre. Men også det får vi for mange visninger af. Pludselig snurrer et lykkehjul rundt og én blandt publikum vinder roser. Charmøren udefra skaber ravage. Og tilslut bringer en spåkone historien derhen, hvor Kurt og Kari på toppen af campingvognen kan finde ud af at mødes. En visuel udmærket men også en indholdsmæssig set noget påsat og postuleret finale.
Bjørn W. Olesen, Helga Rosenfeldt-Olsen og Steffen Nielsen er alle tre rigtigt godt hjemme i det at skabe grovkornede figurer gennem ofte nonverbal komik og kropsudtryk. Det har de vist i flere foregående forestillinger. Men her går forestillingen hurtigt død. En for ensformig gestik og mimik gør den uinteressant. Monotoni og evindelige gentagelser er en del af historiens set-up, men derfor vil det godt kunne iscenesættes med mere dynamik og variation. Her burde instruktøren have grebet ind. Men først og fremmest er det historien, som roder. I programteksten skriver Teatret Beagle, at ’Campisterne’ handler om ’at blive overrumplet af livet og udfordret i mødet med det ukendte’. På scenen eller gaden, hvor forestillingen er tænkt som optræden, får ordene desværre bare mere karakter af løse løjer end forløst intention.