'Kom, kom, kom frue', lokker den herligt energiske udråber og medspiller i 'Så hut jeg visker'.
Han er udlånt af Dansk Folkemindeforsamling – eller også er det fra Kulturarvsforstyrrelsen, og han fortsætter langt ind i forestillingen med at opfordre forbipasserende frederiksbergborgere til at komme og se med.
Det er et godt tilbud, hvis familiens børn og voksne trænger til et frikvarter i selskab med Frederiksbergs historie og komik i fri dressur.
Riddersalens have-gøgl er leveringsdygtig i begge dele. Peter Larsens overdådige højtråbende rablerier er indholdsmæssigt nok mest for voksne. Hans ustoppelige talestrøm fyrer vitser af over og under bæltestedet, som det nu lige falder for.
Men hans ustyrlige kropskomik og direkte publikumskontakt er nem at aflæse og grine af uanset alder. Til gengæld er hans trang til improviseret solo-spil svær at begrænse.
Det kræver en håndfast legekammerat, og det har forestillingen heldigvis i Signe Birkbøll. Hun griber ind og tager styringen og sørger for at holde 'Så hut jeg visker' på sporet med faktuelle fortællinger fra Frederiksbergs brogede historie.
Vidunderlig vidtløftig
Som udgangspunkt er det alt sammen sandt, men instituttet for løgnehistorier har også bidraget til underholdningen med fantasifulde indfald. Det er vel teater – og Riddersalen – og Signe Birkbøll er en glimrende fortæller med overblik og ro midt i al den kulørte komik.
Vi begynder med istiden og en lille grøn plet, der dukker op uden at ane, at den skal blive til det velbjærgede borgerlige Frederiksberg. Det fortsætter med vilde bjørne og fundet af en lokal lerpotte, og derfra går det over stok og sten.
Brevduen Didrik lægger ud. Han er blevet lidt rusten, men klarer turen til Larsens krumbenede Solkonge og hans solbrændte frue, der skal give danske Kronprins Frederik lidt dannelse.
Det lykkes over al forventning og resulterer i opførelsen af Frederiksberg Slot med egen kirke og køkkenhave. Derefter er det tid til en kaffepause på trappen til den stærkt dekorative pavillon-kiosk, som er forestillingens scenografiske centrum. Men som dog ikke kan hamle op med de brogede korsstingsbroderier på de medvirkendes vildtvoksende klokkestrengs-kostumer.
Kaffen får selskab af en vidunderlig vidtløftig beretning om, hvordan Frederiksbergs første konditori 'Josty' blev grundlagt . Kongen havde indforskrevet et par berømte stukkatører fra Italien til at udsmykke lofterne på Frederiksberg Slot. Men lofterne var ikke færdigbyggede, og da ventetiden blev for lang, kastede italienerne og en konditor fra Schweiz sig over kagebageri.
Uheldigvis bliver der byttet om på produkterne, så gipsen ender i kagerne og smør og mel i lofterne. Men noget må alligevel være gået efter bogen, eftersom både Josty og Frederiksberg Slot står endnu.
