Med et brøl af rasende julehad åbner denne fordanskede gendigtning af Charles Dickens-historien om supergnieren Ebenezer Scrooge.
'Julemanden lugter og der findes ingen nisser!, lyder næste brøl, midt blandt os på tilskuerrækkerne, mens Albert Fetisen, som han nu hedder, stormer ned mod scenen. Og dermed signalerer forestillingen også, at den næppe er noget for de mindste. Casper Crump, der er frydefuldt vild og blodig som Fetisen, er simpelthen for hård kost, tror jeg, for børn under syv år.
Til gengæld er der masser af saftigt voksenbid i Kåre Bluitgens gendigtning, der især lever i spillet mellem Crump og Benjamin Kitter, der både er sød som befippet juleindsamler.
'Der findes ingen glædelig jul!', raser Fetisen i hovedet på ham – som gispende genfærd af Fetisens afdøde, lige så hjerteløse kompagnon, og som nutidens juleånd, da Fetisen senere er faldet i søvn juleaften, alene i den isnende stue efter at have ædt kold risengrød og fornøjet sig over stigende aktiekurser i avisen.
Halvhjertet tegnefilm
Det er, når forestillingen er allermest sortsynet og kynisk i figurtegningen, at den er skarpest. Scenen, hvor stakkels kontorist Jensen (Jonas Kriegbaum) og hans kone (Sidsel Siem Koch) skal være milde og gode i det fattige hjem med den syge søn, humper af sted på naturalismens ikke alt for bæredygtige fødder – beskedne kår, beskeden dramatik – og det samme gælder i en vis udstrækning slutningen, hvor Fetisen leger glad julegris og fejrer den hellige nat med gås og gaver til såvel kontoristfamilien som de omkringdragende musikanter, der har akkompagneret historien undervejs.
Anvendelsen af tegnefilm på himmelsengens forhæng som visualisering af Fetisens barndom kan umiddelbart ligne en god ide, men den føres ikke konsekvent igennem og kommer derfor til at virke en anelse halvhjertet. Og voldsomt behændig er de øvrige sceniske manipulationer med sengen og skrivepulten nu heller ikke på den sparsomme plads.
Undervejs er indlagt en række sange med lidt pudsige tekster af lyrikeren Ursula Andkjær Olsen og hørligt svært sangbare melodier af Nikolaj Hess.
Komikere for fuld udblæsning
Nej, det er, når to gode spillere slipper julegækken løs, kammer over og karikerer i replikføring og krop, at det bliver sjovt for alvor.
Når Fetisen i et fremtidssyn overværer sine kuldslåede kolleger på aktiemarkedet lakonisk kommentere hans ensomme død og begravelse, formummet som tre cigarrygende nikkedukker, iført høje hatte.
Eller når Benjamin Kitter giver den som kompagnonen med rådne tænder i det melede ansigt og raslende lænker på den gustne natskjorte over for Casper Crumps frådende Fetisen, snart skrutrygget af bekymring, snart hvæsende af arrigskab over alle de sære ting, der vederfares ham.
To unge, stærke komikere for fuld udblæsning. Så er vi til gengæld bedøvende ligeglade med julens glade budskab om næstekærlighed. Det er rendyrket teater-ondskab, vi vil have.
