Af: Morten Hede

10. februar 2024

Fra tv-koncept til familieteater

Sjællands Teater har i samarbejde med DR støvet børneudsendelserne ’Ude på noget’ af og skabt en ny teaterversion med Palle, Polle og Ruth og den havesyge fabrikant Kæphøj, der vil have fingre i det magiske kamera.

Det var i 1984, at Palle, Polle og Ruth rullede hen over fjernsynsskærmen i Danmarks Radios børneprogram ’Ude på noget’ på 13 afsnit. Med et magisk kamera og en rød Opel Blitz som modificeret campingbus kunne de knipse sig verden rundt. Men den havesyge kiksefabrikant Sigurd Kæphøj og hans tjener, Otto Fladmast, var i hælene på dem for at få fingre i det magiske fotografiapparat.

Tv-serien er skabt af Søren Kragh-Jakobsen og Niels Lund, og de 13 episoder er nu blevet støvet af og kogt sammen til en 70-minutters familieforestilling hos Sjællands Teater. Og det er ikke første gang, at gamle børnekoncepter fra tv får nyt liv på scenen. Denne anmelder var eksempelvis også forbi Teater Vestvoldens genoplivning af Lillebror fra ’Kikkassen’ i deres marionetforestilling ’Lene & Lillebror’ i 2018.

Desværre har disse forestillinger – og mange andre remedieringer – den samme svaghed. De lugter mere af nostalgi og billetsalg end af kunstneriske ambitioner. For også her kan vi spørge os selv, hvad ’Ude på noget’ vil sit publikum i dag, som andet klassisk teater eller nyskrevet dramatik ikke kan?

Det politiske tema?

Denne anmelder var lige knap født i 1984. Jeg kender nok til seriens ikoniske status til, at kuldegysningerne straks ruller og ruller fra skulder til skulder, da kendingsmelodien lyder fra scenen i Holbæk. Det er ingen skam at være nostalgiker på de ældre generationers vegne. Men for anmeldelsens skyld måtte jeg lige lynkigge de cirka seks timers børne-tv igennem efter forestillingen. Og dét, der slår mig, er seriens politiske temaer, som virker som et fundament for handlingen. Heltene Palle, Polle og Ruth repræsenterer socialismen, og skurken Sigurd Kæphøj repræsenterer kapitalismen.

Det kommer især til udtryk i serien, da den tjenstvillige tjener Fladmast serverer spejlæg for Palle, Polle og Ruth, der absolut ikke vil vartes op. De vil have Fladmast med til bords. Og da de ser, at han kun har lavet tre spejlæg, giver de hver noget af deres til ham, så de alle fire får lige meget.

Er dét så en pointe, som kommer med i Sjællands Teaters dramatisering? Nej, desværre slet ikke. Det bliver i stedet mere som en thriller, der fokuserer på Sigurds jagt efter at ’have og eje’ kameraet, mens Palle, Polle og Ruth lidt tilfældigt knipser sig igennem tilværelsen. Den egentlig hovedperson i teaterversionen bliver i stedet Fladmast, der ender med at sige op som tjener og åbne sin egen chokoladeforretning. Hvilket vel er en temmelig kapitalistisk pointe, selvom den er pakket ind som et opgør med Kæphøjs ondsindede planer.

Musicallyd og en melankolsk klovn

Så hvis vi spørger, hvorfor Sjællands Teater har valgt at opsætte en teaterversion af ’Ude på noget’ – fremfor så meget andet, der kunne sættes på plakaten – ja, så er denne anmelder altså stadig undrende. Men ser vi bort fra dét, så er der mange gode takter i forestillingen. Ikke mindst er det musikalske islæt med sange fra serien – især temasangen og Polles yndige vise om ’Verdens uheldigste Polle’ – er aldeles stemningsfulde og velsungne. Ikke mindst af Gustav Allen Schriver, der giver forestillingen decideret musicallyd.

Og trioen, der i sin tid bestod af Jess Ingerslev, Tom McEwan og Ghita Nørby, bliver løftet lige så levende og hjerteligt naive af Aske Hass Thorsen som Palle, Gustav Allen Schriver som Polle og Christine Gaski som Ruth. Bente Eskesen spiller tjeneren Fladmast, der som før antydet bliver en bærende karakter i teaterversionen, hvilket Eskesen løfter sublimt med kvaliteter som en elskelig, melankolsk klovn med store drømme.

Få mennesker kan som Tommy Kenter balancere farceagtig overdrivelse, så det virker hysterisk morsomt og samtidig troværdigt. Men Jesper Riefenstahl, der spiller Tommy Kenters rolle som Kæphøj i teaterversionen, formår faktisk at gøre ham kunsten efter og måske endda i endnu højere grad lykkes med overdrivelsen. Den barnagtige besiddertrang bruser igennem Riefenstahl, når han taler om kameraet, som han bare må ’have og eje’ så alle andre bliver misundelige. Det er formidabelt rollearbejde.

Underholdning i 80’er-tempo

Visuelt er forestillingen også aldeles vellykket med kostumer og scenografi af Stine Martinsen, der sender hilsener til 80’erne uden at være retro. Og den røde bus bliver løst flot med praktiske kulisser på hjul, der både er taktil og udtryksfuld i designet.

Det er en vanskelig øvelse at samle en serie over 13 afsnit til én dramaturgisk fortælling. Og helt i mål med det er Sjællands Teaters direktører, Kristoffer Møller Hansen (dramatisering) og Brian Kristensen (iscenesættelse), heller ikke kommet. Resultatet er en temmelig tilfældig og rodet forestilling, hvor både timing og teknik savner en gedigen opstramning.

Er børnene underholdt? Tv gik langsomt i 1980’erne, og TikTok og YouTube har sat nye standarder for underholdningstempoet. Sjællands Teaters ’Palle, Polle & Ruth – ude på noget’ har mange af de samme sløve tomgangsscener, som der også var et væld af på tv. Disse scener må udfordre tålmodigheden hos de yngste. Men kan man klare temposkiftet, så er der masser af underholdning for hele familien.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ensomt lydteater
Teaterhuset Filuren:
'Toner fra himlen'
Himmelrumsrejsen under lydteatervandringen hos Teaterhuset Filuren er en scenografisk opfindsom lydundersøgelse af Musikhuset Aarhus. Men menneskevarmen mangler.
Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.
Ensomt lydteater
Teaterhuset Filuren:
'Toner fra himlen'
Himmelrumsrejsen under lydteatervandringen hos Teaterhuset Filuren er en scenografisk opfindsom lydundersøgelse af Musikhuset Aarhus. Men menneskevarmen mangler.
Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.