Hvordan fortæller man 'Jorden rundt i 80 dage' med bare to spillere og en mindre turnedekoration? Umiddelbart er det dog ganske mange lande, figurer og situationer, der skal langes over teaterdisken, hvis historien skal give mening.
Grønnegade Teater gør noget andet. Dropper den eventyrlige naturalisme og placerer historien i en mere neutral fortælle-ramme – i et krydsfelt mellem romanens egen tid og vores.
Stadigvæk gælder det et væddemål – kan bedsteborgeren Phileas Fogg nå Jorden rundt på 80 dage – og stadigvæk får han sig en tjener, Passepartout. Men tjeneren har skiftet køn, og med på rejsen er også den bærbare computer Fix, der klarer alle beregninger, mellemtider og smarte rejseruter.
Tilsvarende er scenografien en lille drejescene, der fungerer effektivt som bevægelig rejse-illusion, når de to giver sig af sted fra London med kurs Jorden rundt. Baggrunden er en hvid lamelvæg, hvorpå kan vises videoprojektioner af hustage, eksotiske lokaliteter og brusende bølger – alt skabt af 'levende' kridtstreger.
Og nu vi er ved det stiliserede, har dialogen også fået en anelse distancering, der klæder historien og forestillingens udtryk utrolig godt. Hver replik formes og afleveres klart, stramt og med en snert pause inden medspillerens reaktion.
At det stramt holdte spil mellem de to så skred lidt undervejs, da jeg så forestillingen, kan der let rettes op på.
Åbningen er de to spilleres introduktion til historien, lige som der brydes med illusionen undervejs med hastige kommentarer til publikum. Derpå kastes vi ind i eventyret med ansættelsen af Passepartout og afrejsen fra London. Undervejs møder vi forskellige personer og lokaliteter – fra eksotiske skikkelser i Ægypten over Indien til det vilde Vesten med indianere og stjålne heste. Det meste lavet af brune flyttekasser, der står synligt fremme i baggrunden, når de da ikke fungerer som fængsler, robåde eller heste.
Sød slutning
Selve historien gælder naturligvis rejsen – når de det på 80 dage eller ej? Men dramatikeren Kristian Erhardtsens bud på Jules Vernes klassiker vil mere end det.
Phileas Fogg er en nørdet og præcisionsfikseret gentleman, hastende igennem lande, kontinenter og verdensdele uden at ænse andet end væddemålet, sin te og en tør kiks. Men i mødet med tjeneren Passepartout, som mere er af narre- og gøglerrod, får Fogg åbnet for sit lidt fjerne forhold til virkeligheden. Og omvendt lærer Passepartout måske også lidt systematik af Fogg.
Slutningen er sød – de to nærmer sig forsigtigt, tager hensyn til hinanden, både materielt og følelsesmæssigt, da de begge tror, at alt er tabt, såvel væddemålet som Foggs formue. For så pludselig at lade de følelser få frit løb, der er spiret mellem dem undervejs på turen.
Og ind i denne fortælling er lagt en mistænkeliggørelse. Den talende og tænkende computer Fix frygter for, at Phileas Fogg har lig i lasten og mindre reelle hensigter over for den kvindelige Passepartout.
Antydningen bruges dog ikke til andet end at skabe lidt mystik undervejs, og tænker man logisk, må man undre sig over, at Foggs egen computer pludselig skulle begynde at mistænke ham – man skulle dog tro, at den kendte ham ret godt.
Både fortællemæssigt og visuelt er 'Jorden rundt i 80 dage' altså en forholdsvis avanceret og lettere abstrakt forestilling, der ganske sofistikeret udfordrer publikums fantasi. Et publikum, der nok ikke skal være alt for ungt og heller ikke forvente det store, klassiske og eksotiske eventyr-udstyr.
