’Joline, Joline, Joline, Joline, Joline, I'm begging of you, please don't take my man’. Dolly Parton bliver brugt i Astrid Kjær Jensens dukketeateranimationsforestilling ’Lilith’. Årsag: En kvinde er kommet på tværs af en anden kvindes kærlighedsforhold.
Vi befinder os i Paradisets Have. Og manden de kæmper om er Adam.
Men er der kærlighed mellem Adam og den første kvinde? Og hvad er tanken med denne anden kvindes indblanding? Tja, vist noget med disharmoni og ulykke. Noget med at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der bestemmer over hvem. Og ved hvem der er til for hvem.
Men er ’Lilith’ interessant? Er der kød nok på historien? Og er den overhovedet interessant for børnemålgruppen – børn fra 10 år og opefter? Næh…
Bryllupsdress og grønt græs
Åbningsbillede sætter ellers forventningerne pænt højt: Astrid Kjær Jensen står midt på scenen i forestillingens styltelange scenografi, en stor etagedelt krinolinehvid blondebrudekjole og vrider vemodstoner ud af en lille knaldrød guitar.
Dramatisk musik får vi også. Programbilledet skærper også ens appetit: Her er brudekjolens skørt trukket til side og vi ser ind i et lille græsbelagt rum, hvor Jensens med to små ansigter placeret på sine håndled med hænder og fingre skaber illusionen af et møde mellem en mand og en kvinde.
Astrid Kjær Jensen er bestemt ikke ueffen til med sine fingres motorik at skabe levende væsener. Og tilblivelsen eller animationen af dukkerne bliver udmærket helt bevidst lagt åbent frem.
Den nøgne Adam bliver skabt mens vi ser på. ’Lilith’ gør et nummer ud af, at vi skal følge hver en lille bevægelse. Fra Adams ansigtet bliver placeret på Jensens håndled og videre frem når hans krop får liv og lemmer ved at Jensen med sine fingres bevægelser viser os hvordan hans gestik er. Hvordan han går. Hvordan han bevæger arme og ben. Og hvad han føler, denne Adam.
Indespærret
Adam er blevet til i Edens Have, som er kommet til syne under Jensen skørt. Han ligger på ryggen og daser. Men han keder sig også. I universet, som er helt uden lyde og ord, dukker en tilsvarende nøgen kvinde op. Adam får nu lidt stemme. De flirter på mange forskellige måder med hinanden, de danser lykkeligt tango og de boller med hinanden. Forfra, bagfra, fra siden, liggende, stående etc.
Eller gør de? De er i al fald ikke altid enige. En form for billede på en Gud kommer så på banen og skaber en kvinde (en Eva) ud af Adam. Det sker ved, at Jensen iført tynde handsker laver nogle næsten besværgende bevægelser hen over Haven.
Den nye kvinde og Adam boller også. Hun triller (lokker) Adam med en grøn (æble)bold, som han maler gul ligesom den, han havde tidligere. Men Adam og den nye kvinde bliver hurtigt uvenner. De skændes. Kvindens hoved bliver adskilt fra hendes krop.
Men der er intet at gøre. De er blevet mejslet sammen. De er kommet i glas og ramme. De er blevet gift. Sådan synes historien at fortælle det. Og ægteskabet er langt fra lykkeligt. Jensen kaster en buket røde bryllupsroser fra sig, vrider sig i kroppen og lægger ansigtet i mishagsfyldte folder.
Og på den led vender fokus væk fra Edens Have (som undervejs er noget vanskelig at se ind i fra alle stolerækker) og op til Jensens lidelsesfyldte brudekjoleklædte Lilith-figur.
