De ankommer som en gadeteatertrup. Med fuld musik og klædt ud som trubadurer af forskellig slags. En støtter sig til en krykke. En anden har en maske på. En tredje er i en alt for stor cottoncoat. En fjerde bærer tylskørt. En femte.…
De spiller på slidte blæseinstrumenter og trommer på gamle tønder. Og de synger og råber. Er det mon lettisk, slovensk, ungarsk eller polsk? Klangen er østeuropæisk. Men det er svært at vide hvad de synger eller taler om. Undertiden slår en eller flere af dem over i engelsk. Det afklarer lidt. Men ikke meget.
Optakten i den internationalt sammensatte trups forestilling ‘The Puppet State’ savner ikke energi og temperament. Men den er forvirrende. Og hvad de syv medvirkende vil publikum, står ikke klarere, når forestillingen er slut.
Man har da været vidne til en række løsrevne optrin, som giver mere lyd end mening fra sig. Forestillingen bliver aldrig vedkommende. Heller ikke selvom publikum konstant involveres. Vi bliver bedt om at gætte med på under hvilken tønde en rød blomst befinder sig. Vi bliver opfordret til at gå med på at auktionere om en dansk ko – en performer, der bærer en vikingagtig hjelm og som kappe har et skævt vredet dannebrogsflag. En langvarig auktion, hvor den højestbydende alligevel ikke får lov at købe koen. Undervejs gestalter performerne tyrefægtning. ‘Tylpigen’ tager nogle dansetrin. To mænd slås på afstand og lægger arm på en tønde. Andre pisker rundt. Råber, ruller wc-papirløbere ud, spiller på harmonika, tværfløjte, eller andet.
Rodet og diffus
Nuvel – hvorfor alt det postyr? Ikke at der behøver at være noget man partout skal kunne forstå årsags-logisk set. Men det er et problem, når det, man bliver tilbudt fra scenen, er så rodet ,og når det ikke har nogen spændende oplevelsesmæssig appel. Det er et problem, når man er nødt til at ty til forestillingens titel eller programtekst for at finde et hint til, hvad opførelsen går ud på.
‘Puppet State’ kan oversættes som’Marionet tilstand’, altså det at nogen bliver styret eller ført af nogle andre, og derfor ikke har sin egen frihed, men uden egen selvstændighed er et redskab i andres tjeneste.
Programteksten bekræfter marionettematikken ved at kalde stykket ‘en humoristisk og grotesk fabel om penge og magt, dukker og dukkeførere – og om hvem af dem, der trækker i trådene’. Men at kalde det ‘en højenergisk forestilling med stærke billeder og overraskende skift i tempo og stemning’ er misvisende. Det er ikke nok at kunne spille ‘højenergisk’ og gestalte ‘otte excentriske karakterer, som lokker, drager og involverer publikum’, når holdepunkterne er så svage, og iscenesættelsen savner retning og styring.
Som helhed minder ‘The Puppet State’ mest af alt om et projekt begået af en gruppe ,som har gået på et performancekursus. Måske vil de temperamentsfulde optrin kunne fungere som uforpligtende gadeoptræden. Men som professionel indendørsforestilling er den i mine øjne alt for mangelfuld og løs i betrækket.
