Forviklingshistorier med tvillinger, forbyttede børn og andet godt fra de kulørte komediers overdrev møder vi sjældent i det moderne børneteater. Derfor er det godt, at Grønnegårdsteatret sommer efter sommer tager sig af den mere klassiske side af vores teaterkultur.
Konsekvent spiller de Holberg og Shakespeare eller som nu Goldoni. Bearbejdet og bragt ned i børnehøjde uden at sætte hverken saftigheden eller de med nutidens øjne lidt besynderlige familiekonstruktioner over styr.
I de senere år har skuespilleren Gitte Siem taget sig kærligt af en væsentlig del af løjerne i den vanskelige rolle som instruktør. En opgave hun har løst med forbilledligt komisk talent, blandt andet med ’Mascarade’ og ’En Skærsommernatsdrøm’.
Det gælder også i år. Goldonis forviklingskomedie om to tvillinger, forvirrede kvindemennesker, gnavne fædre, grisede gamlinge og slagfærdige tjenestefolk er en udelt fornøjelse.
Lad være, at det er svært at følge med – farven på et diskret lommetørklæde i brystlommen hos helten fortæller, om det er den begavede eller den bøvede tvilling, der er på scenen – men det gør ikke så meget, for vi forstår naragtigheden hos de voksne, hvad enten de spiller kujoner eller helte, slås med gummisværd eller benytter sig af luskede giftflasker. Og vi mærker kærlighedens sødme, når det pludselig siger pling mellem to mennesker, forelskede og forvirrede på samme tid.
Og så bliver det selvfølgelig heller ikke lettere af, at Steffen Eriksen som tvillingerne ikke er det eneste dobbeltmenneske på scenen. De fire andre glimrende skuespillere har også hver to roller at holde styr på, en enkelt endda tre.
Ud og ind går det med lynomklædninger i Thomas Bjørnagers enkle og smukke råhvide kostumer, hvor skiftende overdele fortæller, hvem det nu er, der står på scenen. Og som om det ikke var nok, består den beskedne og velfungerende dekoration af flytbare spejle, så løjerne mangedobles og vi kan se os selv gengivet i glimt på scenen.
Stor ros til Gitte Siem
Selvfølgelig får de rigtige hinanden, selvfølgelig får skurken sin velfortjente løn. Og at den ene tvilling må lade livet for at kabalen kan gå op, nå ja, det var alligevel den dumme af de to, og så gør det jo ikke så meget, vel.
Inden da er det blevet til vilde fægtekampe, også i slow motion, foruden lokken og sværmen, utilslørede trusler og forblommede kærlighedserklæringer i skønneste tegneseriestil.
Bolette Schrøder er skøn som den smukke udkårne og som den syrlige tjenestepige Columbina – den knibske sødme, Schrøder forener begge figurer med, samt hendes utallige besvimelser med stængerne lige i vejret, er slet ikke til at stå for.
Skøn er også Jeanette Lindbæk Larsen som den pirrelige Rosaura og endnu skønnere som bister, tranlampejysk politimester.
Benjamin Boe Rasmussen giver masser af slimet og morsomt talent til to forelskede handyr, og Jacob Weble giver charme til Harlekin, bryskhed til faderen og ørehvinende opstyltethed til frieren.
Og tvillingerne selv? Ja, Steffen Eriksen, som på Aalborg Teater har vist, hvor glimrende en Holberg-skuespiller han er, mestrer ubesværet bøvetheden hos den ene og den mandige elegance hos den anden af tvillingerne.
Men størst ros skal der afleveres til Gitte Siem som bearbejder og instruktør. Fordi hun sliber replikkerne helt skarpe og derved trækker de overraskende betoninger og kontraster i ordene frem – dem, der gør, at vi griner. Både børn og voksne. Måske ikke nødvendigvis af helt de samme ting. Men griner, det gør vi. Af de mange pikante detaljer, af de elegante hentydninger og ikke mindst af den saftige situationskomik, der er så svær og som Gitte Siem helt ubesværet får sine spillere til at lange over rampen i bredfyldt mål.
