1-2-3…Kan man tælle sig frem for at erobre et stykke hvidt papir? Og kan man få vuggestuebørnene til at stirre på papiret og blive lige så nysgerrige?
Ja. Gertrud Exner kan. Stilfærdigt og roligt, men alligevel med umiskendelig autoritet. Med Claus Beckers drilske og fløjtende musik som sin lydlige fortælling – og en smuk installation af hvide papirskulpturer som sin legeplads.
Selv er Gertrud Exner helt klædt i hvidt. Hun tæller sig frem gennem tallene fra 1 og op – men løber hurtigt sur i talrækken og ender overraskende på sære tal fra 55 til 187.
Så dropper hun de abstrakte talord og bevæger sig lydløst omkring i sin papirverden. Og her opstår så den række af bevægelser og forvandlingslege i det levende papir, der viser sig at kunne vende og dreje i alverdens cirkler og beholdere.
Levende papirspiraler
Forestillingen bliver til en sand forundringsfest. Børnene stirrer i hvert fald vildt på hendes hænder, når hun løfter op i en fint udklippet papirspiral, så den folder sig ud og bliver ’levende’ for øjnene af dem.
Og de er totalt fascinerede, når hun løfter en af sine store papiræsker, og der viser sig at gemme sig en mindre æske indenunder – og en endnu mindre. Akkurat som russiske dukker og kinesiske æsker.
Æstetisk overflødighedshorn
Det er scenografen Trine Walther, der har skabt denne meddigtende og smukke papirverden, hvor papiropfindelserne én efter én foldes ud som et æstetisk overflødighedshorn til børnene.
Alt er både konkret og abstrakt på samme tid, og netop derfor kan børnene frit tolke disse papirgenstande. Selvfølgelig kan de også ’besjæle’ dem i deres fantasi.
Men faktisk virker abstraktionerne stærkest, når papiret forbliver geometriske former. Det bliver i hvert fald næsten forstyrrende, da en af papirfoldningerne viser sig at gemme noget så konkret symbolsk som en papirfugl; endda en fugl, der kan fløjte.
Den er godt nok nuttet – og det er dens fugleunge også. Men den skaber pludselig en rollefigur i en forestilling, hvis styrke ellers netop ligger i plotløsheden.
Troskyldig gemmeleg
Så går det faktisk bedre, når Gertrud Exner beslutter sig for at lege gemmeleg i Lisa Beckers musikalske instruktion. For selvfølgelig kan en hvid kvinde let blive væk i en hvid papirverden. I hvert fald for uspolerede to-årige – og næsten også væk for sig selv…
Alt i alt er det en fornøjelse at se, hvordan Gertrud Exners forståelse for de mindste teatertilskueres sanser bliver mere og mere raffineret i hendes forestillinger. I efteråret imponerede hun med den udendørs vandreforestilling ’Tivoli’ ved Teater Nordkraft – og nu betager hun med ’Hov!’.
Hun er vitterlig en scenekunstner, der både åbner børnenes øjne og ører. Og som får dem til at længes efter at mærke et stykke papir med fingrene – og til at stryge det hen over kinden. Med sårbarhed og troskyldig forundring.
Så bagefter forestillingen er det bare om selv at dykke ned i papiret, akkurat som når man hopper 10-20-30 ved stranden:
10-9-8…
