Kan man danse to personer i det samme par bukser? Kan man skøjte afsted i en pink bøllehat? Kan man være fælles om én nederdel? Kan man danse ballet med benene, mens man står på hovedet? Og kan man bevæge sig elegant ud og ind af den samme habit?
Selvfølgelig og endda med stor forunderlighed og charmefyldte tryllerier. Hvid Støj Sceneproduktion viser med ’Tøj’ en udsøgt sans for med farver, fantasi og sanselige bevægelser at gøre børn i så stort et aldersspænd som 1½ til 5 år engagerede i en forestilling om alt det herlige, overraskelsesfyldte og helt hverdagsgenkendelige, man kan få ud af at kaste sig over en bunke helt almindeligt tøj tilsat nogle gummistøvler og en smukt konstrueret sommerfugle-figur.
Jeg oplevede forestillingen med en sal fyldt med børn i alderen 2-6 år, og ingen syntes for unge eller gamle til at involvere sig og holde af det, som gik for sig på scenen.
Regnbuesmuk fantasifugl
Sommerfuglen runder oplevelsen af med en stoflighed og et lys, som er meget forjættende. Dukkemager Rebekah Caputo har designet et flyvende væsen med store kulsorte mandeløjne, vinger i tyndt halvgennemsigtigt regnbuefarvet stribet stof og en krop i en ruflet perlemorshvid tekstur, som lader det forskelligfarvede lys, som er i dens indre, trænge poetisk ud mod slutningen af det blide vingesus, som Joy Anna Hall og Jon Stage i Caputo dukkeføringsinstruktion får skabt.
Ro, charme og lækre bevægelser
Tøj’ er helt uden ord. Heldigvis. De er på ingen måde nødvendige. Her er det de mange forskelligartede bevægelser og den dejligt smidige mimik, som Hall og Stage kyndigt og meget charmerende, møder hinanden og publikum med, som fortæller og udtrykker alt.
Et ”alt” som spænder vidt, har gnist og skaber forskelligartet eventyrlighed. Fra helt hverdagsgenkendelige situationer, som det, ikke at kunne finde halshullet i sin trøje, glide i en sok og tage en frakke vrangvendt på. Over drillerier, udforskning og leg med tøj. Her er en skøn jazzet dans, som Hall og Stage, finder på sammen, mens de begge befinder sig inde i det samme par meget store bukser.
Fantasien vokser også frem, når de med en pelset lang frakke bliver til noget af et gummistøvleklædt bæltedyr. Et bæltedyr, der frækt begynder at vende fodtøjet i modsatte retninger samtidig med, at dyret fortsætter sine bevægelser. Strudse med store kuglerunde knapøjne og lange vævre halse i glade farver glade får de også dresset sig til at blive i et univers, som emmer af ro, opfindsomhed og musikalitet.
Ekkoklingende påhovedet-vendt ballet
Charlotte Ladefoged, som også står for forestillingens idé og koncept, har som iscenesætter orkestreret et forløb, som dramaturgisk set både spinder blidt og er fyldt med skiftende nye og opvakte påfund.
Det kildrer eksempelvis ens fantasi gevaldigt og er et meget morsomt kik, når Stage stiller sig på hovedet og udfører elegante balletbevægelser med sine ben, samtidig med at Hall, retvendt stående, synkront bevæger sin arme.
Ladefoged veksler afbalanceret roligt og alligevel dynamisk mellem mange udtryk. Mellem børnevelgenkendte handlinger – såsom at nyde at glide i noget og at snuppe noget fra hinanden i sjov.
Mere overraskelsesfyldte tøj-udfordringer, som børn bestemt også undertiden er eksperter i – som fx det to og to at snurre ‘vedvarende’ rundt i en stor nederdele-linning og nyde selv at være den, som ikke lige bliver strammet om halsen af linningen i bevægelsen. Og bevægelser, som er mere stramt koreograferede og har elementer af kendte danse, så som jazzdans, tango og diskodans.
Velklingende og facetterede danselyde
Musik non stop er ikke altid et plus. Men her understøtter og forstærker Marcus Aurelius Hjelmborgs meget vekslende kompositioner rigtigt fint det, Hall og Stage hitter på i et rum, som i øvrigt er intenst dekoreret og fyldt, men ikke overfyldt, med tøj.
