Der er hermetisk lyserødt fra gulv til loft i Rebekka Bentzens enkle scenografi til 'Følg familien #Sponsoreret'. Alt er stylet og fotogent. I hvert fald når kameraerne er tændt i SoMe-familiens redigerede hjemmeidyl, hvor smilene er store og humøret hektisk, og hvor alt det almindelige – skole og lektier, venner og arbejde – aldrig bliver nævnt med et ord. Familiens univers er nemlig helliget selviscenesættelse og forbrugerisme og befinder sig i en helt anden galakse end empati, uddannelse og eftertanke.
På YouTube og Insta deler familien gavmildt videoer og billeder med følgerne, der i hundredtusindvis junker den 11-årige Line Sabrines dagbogsglimt fra familiens udflugter eller sin anbefaling af kosmetik, den stærke og independent Mors sjove forslag til familievenlige konkurrencer eller Fars gode råd om at være en stærk og sårbar far. At være ’på’ er faktisk fuldtidsarbejde for dem alle. Her er man nemlig kun nogen eller noget, hvis man har sin egen YouTube-kanal.
I dette virtuelle rum kører det tilsyneladende på skinner for superfamilien. Men en livsform, hvor man må ty til de andre familiemedlemmers videoer, hvis man vil vide, hvordan de har det, er et problem for Line Sabrines to år ældre søster Sascha. Hun modsætter sig instinktivt det syntetiske fællesskab og optræder kun modvilligt i videoerne. Hun vil hellere i skoven uden kameraer eller se et frø spire hjemme på sit værelse.
Og så har vi balladen. Den slags risikerer at medføre jord på gulvet i den sterile idyl.
Dramatikeren Zara Lea Palmqvists 'Følg familien #Sponsoreret' er i lange stræk en veloplagt og satirisk – og ganske rodet – læsning af den dagsordensættende SoMe-kultur. Ligesom forestillingens YouTube-videoer jævnligt afbrydes af influencernes reklamer for f.eks. deodoranter og foundation, afbryder forestillingen også sig selv med egenreklamer for Zangenbergs Teater eller hastigt indsparkede samtaler med tilskuerne: Kan de følge med? spørger skuespillerne. Og hvem følger de på Insta eller TikTok? Ja, jo, svarer de betuttede unge. De følger nogle kendte, men har glemt navnene. Og vupti! – så er vi tilbage i fiktionen. Publikum blev da inddraget – men i hvad?
Tempoet er i det hele taget højt og nok også for højt i Petra Adlerberth-Wiks farce-agtige iscenesættelse, der heldigvis klogt formår at skabe den fornødne ro om netop Saschas karakter, så man hurtigt begynder at glæde sig til, at hun tager ordet og insisterer på, at der er noget galt i amokløbet efter fremmede følgere i stedet for samværet i en rigtig familie.
Unødvendig sci-fi-dimension
Var den første del lettere rodet med mange dagsordener og pointer, råder det dramaturgiske kaos desværre til slut. Halvvejs inde i forestillingen katapulterer fortællingen sig nemlig fra satiren ud i sci-fien, hvor naturen og teknologien smelter sammen og frembringer en talende cyborg-have, der vistnok æder familien og spytter børnene ud igen – nu som en art plantekrigere. Her mister forestillingen det fokus og den alvor, der trods alle klichéerne var værd at hæfte sig ved, nemlig værdien af det hudnære fællesskab i en verden fuld af digitale muligheder.
Ifølge teatret selv vil 'Følg familien #Sponsoreret' skabe 'grobund for debat og styrke vores unge publikum i at gå ud i verden som kritiske forbrugere'.
Det er bestemt ingen skam at være kritisk forbruger, heller ikke af de sociale medier, så tak til teatret for at tage emnet op. Det havde dog været bedre for den efterfølgende samtale med det unge publikum at udelade det uklart miljø-aktivistiske sci-fi-lag og i stedet holde fokus på vores paradoksale behov for at jagte perfekte ’moments’ til glæde for vores SoMe-profil, men til skade for vores menneskelige In Real Life-relationer – dem, der i satiren også går under navnet 3D-relationer. Altså den rigtige familie.
Saschas insisteren på organisk ro kunne med fordel have fundet vej ind på scenen og i kunstnerisk form have vist sig som den varme, lysende energi, hun drømmer om. Og som giver os mulighed for at vokse som mennesker.
