Der er sommerhusstemning i stuen med de hvidmalede bræddevægge hos Hr. og Fru Meier. Det modne ægtepar er nu ikke på ferie, men lever blot væk fra storbyens støj og møg.
Det ser vi, da Hr. Meier lader rullegardinet gå op for den dejligste udsigt til en strålende blå himmel og masser af grønne vækster. Det er Fru Meiers køkkenhave, hvor hun henter et græskar. Det er dog ikke et dansk af slagsen, men et orange halloween-hokkaido.
Den voldsomt storbarmede og storbagede frue med forklæde og gråt opsat hår er travlt optaget af husmoderlige sysler. Der skal stryges og bages og gøres ved, mens Hr. Meier i knaldrød butterfly, ditto sokker og stribet vest nørkler med papirklip ved sit diminutive hvide skrivebord. Man får indtryk af at være hensat til en noget fjern fortid uden rigtig at vide hvorfor.
Hr. og Fru Meiers fremtoninger er loyale mod Wolf Erlbruchs skønne skæve tegninger i bogen, der er forestillingens forlæg. Men på scenen er de levende mennesker, hvor et opdateret outfit havde gjort dem mindre groteske og mere genkendelige og nære for aldersgruppen.
Der er heldigvis også søde stunder i historien om den sovende solsorteunge, som Fru Meier finder i sin kurv i haven. Dukken med strithår og store øjne bringer en mere varm og poetisk komik med sig ind i stuen, hvor den først er lidt forskræmt og forsømt.
Det hjælper med noget fluemad, som fruen fanger med hiv og sving, hvorefter hun går i gang med en håndfast opdragelse af kræet. Det bider dog ikke rigtigt på solsorten, der nu hedder Piphans. Han får hurtigt mere selvtillid og laver narrestreger på Meiers skrivebord. Han tegner også et hjerte med MOR, og så er alt jo tilgivet.
Overdreven klovnestil
"Det er en dejlig tid", konstaterer Fru Meier, mens kæmpestore kønne blomster breder sig og dækker hele stuen. Men så – midt i løjerne – ryger Piphans ud ad vinduet. Pyha sikke en forskrækkelse. Han kommer dog hurtigt til sig selv igen, men der er et problem. En solsort skal kunne flyve, og det er Piphans ikke god til.
Stående på en køkkenstige forsøger Fru Meier at demonstrere hvordan, men det hjælper ikke og er heller ikke særlig sjovt. Det er straks bedre, da hun og Piphans rykker udenfor, så vi gennem vinduet kan se dem øve sig på at turde flyve.
Det er især fruen, der er ihærdig, og selvom det stadig kniber med komikken, har det en særlig sød pointe. Fru Meier har nemlig lidt af overdreven bekymring for alt muligt. For eksempel om hun har bagt kager nok, så der er til alle, hvis der pludselig kommer en strøm af flygtninge.
Hr. Meiers mirakelkur mod bekymring, kamillete, hjælper kun lidt. Fruen frygter altid det værste. Men sammen med fugleungen ude i naturen glemmer hun at bekymre sig, og da solsorten til sidst letter og svæver af sted, får hun også lyst til at tage sig en flyvetur.
Sune Skuldbøl Vraa har komponeret liflig musik og spiller fermt og muntert undervejs på sit strengeinstrument. Når det sker, kommer der liv og nærvær i den lange mand, der ellers ikke byder på de store nuancer i fremstillingen af Hr. Meier.
Ligesom Maria Myrgårds Fru Meier er hans figur låst fast af en overdreven spillestil, der deler komik med klovnen, men ikke har den ægte klovns varme menneskelighed. I' Solsorten' foregår der en nogle sjove og drabelige begivenheder i Hr. og Fru Meiers liv. Men der sker ikke ret meget inden i dem.
