Så er der jul igen, og redaktørens artikel her i avisen om de allehånde teatertilbud til børn i denne tid er både lang og omfattende. Alle vegne bliver vi stopfodret med julestemning og nisser og julefred og julefryd og ægte dansk familieidyl (til slut).
Fælles for næsten alle disse velmente (og indbringende) sæsonbestemte tiltag er at de mangler dramatik. Kun én konflikt kan de bidrage med, og det er den værste af dem alle!
Aflyst?
For det er den ultimative katastrofe – tænk hvis julen bliver aflyst! Tænk hvis nissen sover over, tænk hvis ønskeseddelen bliver væk, tænk hvis der er tåge og der ikke findes nogen Rudolf med den røde tud, tænk på finanskrisen, på manglende julegrød til ham der ude i stalden, eller dumme forældre.
De mulige ulykkers antal er mange, men se om ikke børnene og nisserne i fællesskab får løst de fleste knuder og freden sænker sig klokken 17.00, når julesangene overtager lydbilledet og der kommer lys på træet. Bare man har husket at købe svovlstikker af henne der ude.
I Folketeatrets ’Jul i Gammelby’ er hele drejescenen taget i brug for at vise os fire forskellige og temmelig stilforvirrede Guldalder-interiører (Eckersberg har kun haft ringe indflydelse på scenografien).
Stort – og sikkert dyrt – for at publikum skulle få rigtig smæk for skillingen i denne sceneversion af julekalenderen fra 1979 osv. osv. osv.
Men grundkonflikten er den samme. Gammelbys fortravlede købmand og borgmester Herman vil ikke høre snak om jul. Hans gode skib ’Håbet’ er endnu ikke ankommet med alle de eksotiske varer til hans butik, hvilket er en kilde til adskillig bekymring, og i øvrigt er julen noget sentimentalt sludder. Og det dummeste, han nogen sinde har hørt, er rygtet fra Hamburg, hvor nogen har set et grantræ – indendørs! Noget så eventyrligt idiotisk – at drage skoven med ind i stuen! Ingen jul her i huset!! Punkt Slut!!!
I lighed med det meste i denne forestilling bliver Hermans replikker råbt ud som var han sprechstallmeister på cirkus. Så dårlig er akustikken på Folketeatret heller ikke.
Nissedrillerier
Jamen, så må børnene gå i aktion, hvor velopdragne de ellers er. Og i kombination med nisser er børn som bekendt ikke til at bide skeer med.
Nisserne ruller deres skyts i stilling og de uforklarligste ting sker. Skrift forsvinder ligesom borgmesterkæden, penge bliver til sten og omvendt, øllet bliver surt og døre låser sig selv. Den travle borgmester bliver Den Stundesløse i sine forsøg på at skrive og holde tale, følge med i regnskaberne, holde styr på familien, vente på ’Håbet’ og undgå ruin.
Men det går selvfølgelig som det må gå: Fader bliver nødt til at holde, hvad han lovede i en trængt situation, ’Håbe’ ankommer, et træ bliver hentet, en juletræsfod opfundet, og lys bliver tændt til sidst. Og Anden og de Brune Kartofler venter ude i kulisserne. ’Gimme five! nisser og børn!’
Og apropos nisser: Noget af det mest vellykkede med denne forestilling er nissebørnenes drillerier, og ganske særligt den ellevilde gestik, de viser, når deres drillerier går igennem. Det skaber fokus og det avler munterhed ude i salen. Nissemor er med på løjerne, mens jeg er mere i tvivl om Nissefars ’Method’-tilgang til rollen. For det meste springer han op og ned af afsatserne som en ung buk, men skal han op ad en trappe bliver han 630 år gammel og tager ét møjsommeligt skridt ad gangen.
Glem alt om virkelighedsforankring
Ellers er der masser af farcespil og farcepåfund og frontalt (over)spil. Forestillingen tvinger sig på sit publikum, og til tider er der et skaberi og maseri på scenen, så det næsten ikke er til at holde ud.
Men det går, fordi Mogens Pedersen er en professionel instruktør, der kan kunsten at holde liv i scenebilledet, at skabe tempo, og at organisere statisteriet så, at ingen ’dør’ undervejs, men er beskæftiget med ’noget’ hele tiden.
Og indimellem kommer der små perler som et sødt frieri mellem Severinsen og Karoline, og små øjeblikke rundt om ’café-bordet’ i butikken med mindelser om jernbanerestauranten i ’Matador’.
Og når man accepterer den noget forcerede farcekonvention, kan man sige, at de alle spiller samme sted hen. Og det er altid en god ting!
Men de må gerne geare lidt ned.
