Hvad gemmer der sig bag den lukkede dør? Hvad mon det er for en sensorisk teaterinstallationsrejse, vi som publikum bliver inviteret til at drage med ind i? På hvilken vis har teatret ladet sig inspirere af Odysseen og hvordan fungerer det? Og frem for alt, hvad mon forestillingen fortæller og sætter i gang af tanker og følelser omkring emnet demens, som den har valgt at tage op?
Det er altid spændende at træde ind i et teaterrum. Og beskrives en forestilling som her i ’Når sirenerne kalder’ som en, der inddrager publikum, bliver man måske en tand mere nysgerrig.
På strømpefødder bliver vi – et publikum på 25-30 stykker – lukket ind i et ret mørklagt rum med blødt underlag, enkelte linjer af små projektørlys og en scenografisk installation, som med sine skråtstillede lange, blanke grå stænger lidt ligner begyndelsen på en selvbygger-hule i en skov – blot udført i metal.
En let tåge af teaterrøg svæver hen over gulvet. Lavmælt musik og lyden af rislende vand fylder rummet, hvor forestillingens tre performere i helt hvidt kittelagtigt tøj (Hvorfor mon sende et så sterilt, næsten hospitals- eller laboratorieagtigt signal?) står parat til at modtage os.
Oprørt hav og ø-besøg
Sara Fink Søndergaard, Rasmus M.L. Skov og Mads Horsbøl, som alle tre har hovedtelefoner på med et lille lysfelt på siden i hver sin farve – blåt, grønt eller rødt – deler lignende hovedtelefoner rundt til os, så vi på den vis bliver inddelt i tre grupper.
Vi har udenfor spillerummet fået at vide, at vi skal følge med den performer, som har samme farve som os på deres høretelefon. På den vis – og i alt det praktiske i øvrigt – er ’Når sirenerne kalder’ lige ud af landevejen let og tilgængelig.
Samtidig med at vi lytter til ordene i hovedtelefonerne bevæger vi os rundt i installationen, som billedliggør et stort hav – det Odysseus sejlede på fra Troja til Ithaka med dertilhørende strabadserende rev og øer. Scenografien trækkes fra hinanden og deles i tre, så de udgør performer-beboede øer, som vi besøger for der at lytte og løse små opgaver.
Ambition
Udfordringerne melder sig, når vi bliver inviteret ind i selv forestillingens materie. I de mange små akter eller stationer, som den sensoriske teaterinstallation er bygget op over og inviterer os til at blive en aktiv del af.
Teater Fluks sigter højt. Teatret er dejligt ambitiøst – og det er der kommet rigtigt spændende forestillinger ud af. Eksempelvis de to forestillinger ’CTL+ALT+DEMENS’ og ’VÆK’, som er de to første i den trilogi om demens, som ’Når sirenerne kalder’ er den sidste af.
Barren må siges at være sat ganske højt denne gang, hvor teatret skriver, at det, de ønsker, er ”at skabe nye poetiske, æstetiske og følelsesmæssige forbindelser; til et emne som mange steder stadig er tabu, til de store fortællinger om liv og død, og til det liv, som er lige her og nu” – og tilføjer: ”Vi tror på, at den kunstneriske oplevelse kan skabe et rum, hvor der er plads til nye perspektiver, erkendelser og spørgsmål.”
Mangefacetteret substans
Efter cirka 75 minutters interaktion eller rejse er bægeret temmelig fyldt. Som publikum har man været vidne til og meddeltagende i en række små episoder, som alle er monteret sammen som et miks af små uddrag af Homers episke heltedigt ”Odysseen” og nyskabte tekster frembragt på baggrund af en teaterproces, hvor teksten er improviseret frem i en kollektiv skabelsesproces (devising).
Teksterne berører alle mere eller mindre emnet demens – det kommer jeg ind på lige om lidt. Herudover bliver publikum undervejs og organisk bygget ind i forløbene (typisk efter at performeren, vi lytter til, i rolle som Troldkvinden Kirke, Kyklopen eller som Odysseus søn Telémachos) og inviteret til at tænke over og finde svar på meget personlige spørgsmål. Som fx: ”Har du et minde du bærer på, så send det en kærlig tanke”, ”Hvad vil du huskes som?”, ”Hvad er dit navn?” og ”Er der nogen du sætter fri? [i betydningen: har tilgivet]”.
Vi kommer også, guidet af trommelyd, en kort tur ned i dødsriget Hades. Her bliver vi bedt om at forestille os en afdød, som vi har haft en særlig relation til. Med eller uden ord – som det lyder – er opgaven, at stille vedkommende et spørgsmål, som vi får svar på.
Demensaspektet fortoner sig
Demens berøres på flere forskellige måder i ’Når sirenerne kalder’. Performerne beskriver i et lille situationsbillede, hvordan demente personer bærer erindringer fra fortiden i deres kroppe. Demens kommer på banen set fra de pårørendes side og får ord med på vejen som fx: ”Der er noget udefra som er i gang med at smadre dit liv lige nu” og ”Tænk at du skal dø to gange.” Og i en scene krydsklipper Mads Horsbøl sig selv i rolle som Kyklopen fra Odysseus med sig selv i rollen som Mads Horsbøl, der siger: ”Jeg hedder Mads og er musiker. Tænk, hvis jeg rent faktisk glemte det?”
I en helhed, hvor vi også på oprørt hav danner ring om Odysseus i kamp mod søuhyret Skylla, er der ganske meget at forholde sig til, fra mange vinkler, udtrykt i både gamle græske vendinger og på nutidsdansk, og formgivet via snart ord, snart musik og snart publikumsinvolverede opgaver af meget eksistens-psykologisk karakter.
Samtidig er det som om, at de specifikke skildringer af og de betragtninger over hvad demens er og hvordan demens er at tumle med for både den demensramte og for menneskene omkring denne fortoner sig og kommer til at fylde for lidt.
Det er som om teatret ikke har evnet at sortere i alle de gode ideer, de har haft. De har skabt en for lang og for kringlet forestilling, der vil for meget på for mange forskellige måder og derfor bliver uklar. De har manglet et koncentreret kritisk øje udefra.
En hyldest til livet her og nu
Forestillingen minder os mest af alt om, at vi skal dø, og at vi skal huske at leve i det nu, vi har. Det nu, vi kan huske og mærke os selv i – for nu at binde an til demens på den måde, som forestillingen – omend lidt ugennemsigtigt – fletter emnet ind.
Det er næppe tilfældigt, at teatret runder ’Når sirenerne kalder’ af med en fællesdans, som performerne inviterer publikum med på.
Kræver koncentration
Alt teater kræver koncentration og engagement for at få noget ud af oplevelsen. Det gælder i særlig høj grad for ’Når sirenerne kalder’, i og med at den er så sammensat og i sin sammensathed inviterer hvert enkelt publikum med på at involvere sig personligt og tillige være en del af forestillingens kollektive hele.
Jeg er ikke sikker på, at alle unge – og for den sags skyld voksne – har mod på og er villige til at investere sig selv i den grad, som forestillingen fordrer for at give adgang til de perspektiver, erkendelser og spørgsmål, som måske dukker frem.
’Når sirenerne kalder’ har strejf af noget terapeutisk. Den type psykisk involvering kan jeg frygte vil kunne efterlade ekstra sårbare blandt det unge publikum, som går oprigtigt ind i den, med en oplevelse af rådvildhed og ensomhed, dersom de bliver ladt alene med de spørgsmål og svar, de investerer.
