Danmark har tradition for gode saxofonister både med dansk og udenlandsk baggrund. Men Lars Lindegaard Gregersen er med stor sandsynlighed den eneste, der kan gå i spagat og samtidig spille på saxofon. Nu er han retfærdigvis mere akrobatisk cirkusteaterperformer end topprofessionel musiker. Men han formår at få en fin varm lyd ud af den række herlige saxofoner, der udgør hans medspillere i forestillingen 'Ilt'.
Den har undertitlen 'Bliv blæst omkuld', og blæse det kan Lars Lindegaard Gregersen. Også så publikum næsten går omkuld eller i hvert fald begynder at vugge i takt til de lækre jazzrytmer, der i et vellykket miks mellem solisten og indspillet musik er en vigtig del af oplevelsen.
Beretningen om Adolphe Sax, der udviklede saxofonen for knap 200 år siden, og hans og musikinstrumentets videre skæbne er skøn og kulørt, men også saglig information om mangfoldigheden af saxofoner og ikke mindst den livgivende ilt og åndedrættets betydning for krop og sind.
Lars Lindegaard Gregersen har fornemt styr på det hele. Forestillingen bliver nærværende, spændende og morsom, når han med sit adrætte kropssprog og livlige musikalske fortælleglæde folder historien om sit møde med saxofonen ud – eller nærmere saxofonerne.
For efter at have arvet sin bedstefars saxofon, udvides samlingen stille og roligt fra den lille sopransax over de mest kendte – tenor- og barytonsax til den store flotte bassax. Den enorme kontrabassaxofon er så svær at håndtere, at vi må nøjes med lyden af musikmonstret, der bringer alt i svingninger.
Livsbekræftende spilleglæde
Men ingen af instrumenterne er interessante, før der blæses luft i dem. Mundstykket skal også fugtes, og det foregår med vidt åben mund og tungen langt ude. 'A-a-ad' lyder det omgående fra publikum, der er toptændte fra starten, når de skal mærke deres eget åndedræt og koble det til frembringelsen og opfattelsen af lyd.
'Forestil jer lige'… , siger manden på gulvet med de bare fødder. Hvorefter han med stor overbevisning demonstrerer, hvor længe man kan dykke og holde vejret og andre stærkt luftkrævende udfoldelser.
Det vigtigste er selvfølgelig at kunne hive ilt nok ind til at holde sig i live. Når det ikke mere kan lade sig gøre, så dør vi. Det fortæller forestillingen 'Ilt' roligt og nøgternt og uden berøringsangst. For et musikinstrument kan være en trøst og skabe bro til dem, der er borte. For eksempel en stor saxofonist, der er så tæt forbundet med sit instrument, at han sørger for at give sit sidste åndedræt til den.
Det kan lyder som skrap kost for børn, men er det ikke, fordi Lars Lindegaard Gregersen er nænsom og ikke rørstrømsk.
Alt det kan vi takke instrumentbyggeren og klarinetisten Adolphe Sax for. Hvis den unge belgier ikke havde holdt fast i sin idé om at skabe et helt nyt musikinstrument, havde vi nok ikke haft saxofonen med den næsten menneskelige stemme.
Vi havde heller ikke fået en forestilling som 'Ilt', der med sin smittende livsbekræftende spilleglæde kan få ethvert barn til at ønske at mestre en saxofon. Men Adolphe blev ved og vandt en guldmedalje, der bragte ham videre til berømmelse og eget store saxofon-værksted – godt for ham og heldigt for eftertiden.
