Hvis ‘Bittebæk’ var en tegneserie, ville det være et af de tykke blade. For billederne springer frem. Vi bladrer os så at sige gennem det ene tableausceneri efter det andet.
Ideen er det gode gammelkendte eventyrs om at den lille seje uegennyttige dreng eller pige efter mange knubs og hårde anstrengelser vinder over de store og selvfede. Ofte er der tre af slagsen. De er i familie. Og det er den yngste som er helten, der sejrer til slut.
Sådan er det også her i Det Fortællende Teaters ny forestilling, soloforestillingen ‘Bittebæk’. I fuldt firspring rundt på en tom scene skaber Troels Kirk Ejsing med stemme og gestik alle de situationer som fører Bittebæk i mål.
Storebrødrene gør ellers alt for at spænde ben for deres lillebrors fremdrift og lykke. Men når man er parat til at gøre alt, og starte fra bunden med det dårligste arbejde, så kan ingen listige snarer eller tilsyneladende uoverstigelige udfordringer spænde ben. Om det så gælder at fravriste en gevaldig trold både hans lyseblå vædder, hans magisk lysekrone og hans ringlestok. Det hele klarer Bittebæk, som på den vis avancerer til stadig mere spændende og ansete jobs og selvfølgelig tilslut får den skønneste prinsesse – og kongemagten tillige.
Lidt for tjept
‘Bittebæk’ er et gammelt folkeeventyr, omsat til scenen i klassiske monologisk fortælleteatersnit. En klog og begivenhedsrig fortælling om ikke at stikke halen mellem benene, men med tro på sig selv at kaste sig ud i opgaver, der enten ikke anses for noget særligt eller bestemt ikke ser spor overskuelige ud.
Visuelt er der ikke mange fortidige træk at finde. Kostumer og scenografi er holdt i rent denim. Troels Kirk Ejsing springer rundt i orange T-shirt og blå cowboybukser foran en bagvæg der illustrerer et forstørret bukseudsnit med lomme og store stikninger.
En lidt løjerlig og ikke særlig køn kulisse, der nok er til for at forstærke det vi hører og ser Ejsing illustrere gestisk: At Bittebæk fysiske set er helt utrolig lille i forhold til alle dem han møder og alt det han kaster sig ud i af strabadser.
Indenfor sin egen fortælleteatergenre er ‘Bittebæk’ en udmærket forestilling, uden dog at rage op som noget exceptionelt. Historien hænger dramaturgisk set godt nok sammen, og der er godt med fantasibefordrende stof i alle de farlige bedrifter som Bittebæk kaster sig ud i. Ejsing formår også at etablere kontakt og nærhed til publikum.
Men undervejs spiller han dog historien lidt for tjept. Det går ud over skarpheden i figurtegningerne og ud over forestillingens musikalitet som kommer til at savne nogle nuanceringer og pauseringer. På instruktionssiden kunne der også være kælet mere for overraskelser og detaljer. Alt sammen noget som nok ville styrke den indre billeddannelse, som er fortælleteatrets store kvalitet, og sikkert også give børnepublikummet større mulighed for indlevelse og identifikation.
