Møllen er et imponerende stædigt teater. Her ved teatrets 40 års fødselsdag er en Møllen-forestilling fortsat en hyldest til det absolut analoge teater – og til det globale medansvar for drømmen om en bedre verden.
Møllens skuespillere spiller et mylder af roller – alligevel er tilskueren aldrig i tvivl om, hvem der er hvad. Samtidig balancerer forestillingerne altid på en mærkelig line spændt ud mellem det kyniske og det empatiske: Hos Møllen er der aldrig langt fra latter til klump i halsen.
I den overvældende jubilæumsforestilling, 'Tilbage til Haifa', er det lykkedes instruktøren og scenografen Gitte Kath at dramatisere Ghassan Kanafanis novelle fra 1970, så hele den palæstinensiske konflikt virker historisk nuanceret og nutidigt relevant på samme tid.
Som tilskuere møder vi et polsk, jødisk par, der efter at have overlevet koncentrationslejren Auschwitz er flygtet til Det Hellige Land – blot med et par kufferter i hænderne og håbet i nervøse hjerter. Men vi møder også et palæstinensisk par, der bliver nødt til at flygte fra deres hus, da staten Israel kræver deres by.
Kampen om et barn
Dramatisk set er det ikke kun de to pars forskellige verdenssyn, der skaber drivkraften i denne forestilling. Det er den væsentlige detalje, at det palæstinensiske par midt i tumulten bliver afskåret fra deres fem måneder gamle dreng, som ender med at vokse op hos det jødiske par, da de overtager huset. For efter 20 år – i 1967 – kommer palæstinenserne tilbage for at gense huset…
Følelsessammenstøddet er forventeligt. Både mellem skuespillerne og følelsesclashet inde i tilskueren. For dette groteske tab af et barn, der pludselig vendes til et gensyn med ’fjendens barn’, rummer alle de største følelsesdilemmaer, man kan forestille sig.
Hvis er barnet? Kan et barn tilhøre nogen, der har forladt det? Og kan en kvinde, der har passet et barn, siden det var lillebitte, pludselig afgive barnet igen – som om hendes rolle som mor intet har betydet?
Slagen stolthed
Sorgen og umuligheden skærer igennem rummet, og skuespillerne veksler mellem vrede og afmagt – og pludselig overbærenhed. Uta Motz spiller drengens mor med en indadvendt sorg og en tro på en magisk genkendelse hos drengen, som er vildt rørende. Mens Ole Sørensen stejlt spiller den ærekære far, der er blevet berøvet sin søn – og som er rasende, i hvert fald indtil det øjeblik, hvor han indser, at han ikke kan eje sit barn. Og at barnet har taget sit eget liv på sig. At barnet selv må vælge sin livsoverbevisning.
Det jødiske par har en slagen stolthed over sig i deres desperate ønske om at finde et nyt hjem i det fremmede land. Klaus Weirup Andersen har nybyggerens kækhed i skuldrene, men også bekymringen i armene, da han pludselig står med bylten med en andens baby.
Og Connie Tronbjerg har instinktivt sorgen i øjnene fra første øjeblik, hun ser et barn i det nye land. Som om hun ved, at hun ender med at skulle miste ham en dag. Det er meget voldsomt, og alligevel helt stille spillet.
En enkelt appelsin
Mellem dem træder Thomas Jacob Clausen frem som drengebarnet, der pludselig er blevet en voksen mand – og som vælger side. Trodsig og opfarende og umedgørlig, men også beskyttende over for den mor, der har passet ham som sin egen.
Umuligheden sitrer gennem rummet, når han stirrer fra den ene kvinde til den anden. Det er stærkt.
Imens spiller Rasmus Steenberg på sine strengeinstrumenter, og skuespillerne klimprer og slår og blæser i alle de instrumenter, der ligger på deres vej. Med klarinet og arabertromme – rundt om scenens lille træforhøjning, der både bliver til hus og by og bil undervejs. Kun med et par fuglefjer og en enkelt appelsin som afgørende rekvisit.
Nødtørftighedens æstetik
Det er denne ’nødtøftighedens æstetik’, som præger Møllens forestilling, og som gør så stærkt et indtryk. Møllens ensemble har et forankret fællesskab, som ellers kun findes hos Odin Teatret i dag – og dermed et kunstnerisk sammenhold, som nye ensembler som Mungo Park Allerød og Mungo Park Kolding og Det Røde Rum nu prøver at skabe.
Det er denne fine fletning af alle Møllens skuespilleres evner, som netop gør oplevelsen af dette teaters forestillinger så særlig.
Følelser knipses frem
Men tro ikke, at 'Tilbage til Haifa' fortælles i ét langt flow. Sådan er en Møllen-forestilling ikke. Nej, i Gitte Kaths iscenesættelser afbrydes scenerne konsekvent, hver eneste gang en følelse er blevet knipset frem – blot for at blive fortsat senere. Lige indtil tilskueren næsten ikke kan holde følelsesophobningen ud længere.
Her hæftes ikke ende, og her findes ingen egentlighappy end. Hver gang, forestillingen stiller et spørgsmål, brager musikken løs. Svaret ligger aldrig ligefor. Og hvis svaret bliver hvisket af en skuespiller, kan hverken medspillerne eller tilskuerne høre det.
For Møllen dyrker virkelighedens kaos. Og det er også noget af det mest fascinerende ved 'Tilbage til Haifa': Det uudgrundelige. Og det uløselige.
