Det er gråvejr, men Kongens Have er på sit grønneste, og de ca. 25 tilskuere frygter hverken regn eller sne og har tålmodigt bænket sig foran Marionetteatrets faste spilleplads.
Foreløbig er scenebilledet et kompliceret sammensurium af tandhjul og penduler, som det indre af et enormt ur. Her holder et menneske til med sans for finurlig mekanik og matematiske formlers skønhed.
Og så – bag en rododendronbusk – dukker Opfinderen op i skikkelse af Paul Arne Kring. Helt i sin egen verden vandrer han forbi Marionetteatrets charmerende spillearena, ihærdigt optaget af en nøje optegnet fødselsdagskage. Distræt vender han om, må tænke sig om to gange inden han finder ud af hvor han er, og træder omsider ind i sit værksted.
Paul Arne Kring har briller, viltert gråt skæg og hår, – han svarer fuldstændigt til billedet af den verdensfjerne opfinder – og det er åbenbart, at spørgsmålet om patentdomstole ikke er det, der ligger ham mest på sinde.
At opfinde en opfinder til at opfinde nok en opfinder og så videre
Nej, det der optager vores opfinder lige nu, er højst privat. Fødselsdagskagen! Billedet af den skønne pige, han bager på og skal bage kage til, hænger på bagvæggen, så han må hellere gøre sig umage. Og helst i en fart, for pigen ringer ustandseligt og utålmodigt i telefonen for at høre, hvordan kagebageriet udvikler sig. Situationen ridses op for os, hurtigt og ordløst og meget effektivt.
Men opfindersnilde – om aldrig så begavet – er overhovedet ikke beregnet til noget så enkelt som at bage en kage. Vores opfinder fabrikerer den ene hjælper efter den anden, den ene maskine mere kompliceret ende den anden, og det bliver bare værre og værre.
Og det er forestillingens store svaghed.
Tre små hjælpere lavet af forskellige køkkentøj er i og for sig sjove, både med hensyn til hvad de er lavet af og hvad de laver oppe på scenen. Men det fører ingen steder hen.
At det ene metalliske udkast til kage bliver til en raket og tager os og Kring (i dukkeformat) ud i verdensrummet, er også en fuser – ingenting hvad kagen angår, kommer et skridt nærmere. Det samme sker, når der pludselig skal bygges en ubåd og dykkes ned i det store hav. Hvorfor? Hvad har det med kagen at gøre? At der ustandselig puttes forkerte ingredienser ned i de maskinelle opfindelser retfærdiggør intet, og forklarer ingenting.
Det er her, jeg får følelsen af, at ideer er opstået undervejs i manuskriptudviklingen, uden tanke for helhed og sammenhæng. Selvfølgelig kan svævende planeter og satellitter være smukke at se på, og underlige fisk og vandmænd ligeså. Men vi taber forestillingens mål af syne! For fortællingens fokus er og bliver bestræbelserne på at lave den forbistrede kage!?
Skal man samle en forestilling, er Indfaldsmetoden ikke vejen at gå.
Marionetteatrets force
Jacques Mathiessen er en dreven instruktør, ikke mindst med dukketeater, og ikke mindst med Marionetteatrets scene. Maria Garde og Anya Sass er dygtige dukkeførere, og dukkerne er sjove i Sille Dons Heltofts udformning. Johannes Mørchs coole rytmer og musik yder et fint bidrag til forestillingen, og Paul Arne Krings sparsomme scenografi er funktionel – ja, til og med lidt overraskende.
Alt er altså, sådan set, som vi ønsker at det skal være på Marionetteatret, og som vi har oplevet mange gange før: den faglige dygtighed er på plads.
Men historien i 'Et lille fremskridt' er for tynd, for løs i kagedejen, den flagrer lidt hist og lidt pist. Opfinder Krings udflugter har intet formål ud over at være formålsløse udflugter. Hvis de har nogen relation til kage-bagningen, så går de i et hvert fald denne anmelder hus forbi.
Endvidere er sammenhængen mellem Opfindelserne, Maskinerne og de mange Hjælpere der bliver opfundet, svær at få øje på. De ingredienser der stoppes ned i de forskellige maskiner – og som har betydning for hvad der kommer ud – gives ikke tid og tydelighed i spillet. Når de behandles så hurtigt og skødesløst mister de finurlighed og magi.
Og endelig: For én gangs skyld savner jeg humor, lune, glimt i øjet, på Marionetteatret. Kage-bage-bestræbelserne og de underlige rejser tager for meget energi.
Jeg har været en ganske trofast fan af Marionetteatret, og det vil jeg blive ved med at være. Men i forhold til de gode oplevelser jeg mange gange har haft, er 'Et lille fremskridt' snarere et tilbageskridt for det kære teater.
