Den nye forestilling fra C:ntact bygger på et kendt og gennemprøvet koncept, der endnu engang viser sin stærke gennemslagskraft: Sæt en god håndfuld mennesker på scenen og lad dem fortælle hver deres egen personlige historie.
I 'Hvad laver de her? er det unge flygtninge, der har levet i Danmark i kortere tid eller mange år. Kald det dokudrama eller kald det blot et møde med virkeligheden, det er lige meget. Det vigtige er, at det virker.
Formen skaber en scenisk ramme, selvom der hverken er kulisser eller kostumer. Dramaet leverer beretningerne så rigeligt i sig selv. De unge har oplevet begivenheder, der – retfærdigt eller ej – får danske jævnaldrenes problemer med at styre deres nøgenbilleder til at falde for bagatelgrænsen – mildt sagt. Men det er hverken krig, død og ødelæggelse eller personlige overgreb, der gør indtryk i de unge flygtninges forestilling. Det videregiver de kun som få faktuelle oplysninger.
Det er deres menneskelige overskud, humoren og gå-på-modet og især ærligheden, der slår benene væk under tilskueren. Det kræver mod og et minimum af træning at turde og kunne stå frem og nøgternt fortælle om sorgen og savnet ved at miste sit hjem og sit fædreland og måske også sine forældre. For flere af de medvirkende er flugten sket over night og på forældrenes foranledning. Enkelte er flygtet på eget initiativ, og nogle har taget turen over Middelhavet.
Nu er de her, sidder på rad og række og ligner etniske danskere bort set fra det kulsorte hår. Alle er de rørende glade for Danmark og så opsatte på at bidrage med, hvad de hver især kan, at man som dansker bliver flov. For hvordan kan de være så begejstrede i betragtning af den helt officielle modvilje og fjendtlighed, disse stærke unge er blevet mødt med. At det ikke er lutter lagkage at skulle begynde livet forfra, siger sig selv. Specielt ikke for dem, der er uden familie eller kontakter.
Sikkerhed og muligheder
Det gælder for den 16-årige pige fra Syrien, der kom hertil for 15 måneder siden som uledsaget mindreårig, går i skole og taler flydende dansk. Men venner, dem har hun ingen af – heller ikke blandt sine nye klassekammerater, og det skaber ensomhed og følelsen af at være uvelkommen. Heldigvis har hun en dansk 'reservemor', der gør ventetiden, indtil pigens familie kan komme til Danmark, til at holde ud. Så heldig er det ikke alle flygtningebørn, der er.
Selv om de unge i 'Hvad laver de her?' kommer fra forskellige lande, er deres kulturelle baggrund nogenlunde den samme, og den bærer de med sig. En ung mand fra Afghanistan og en ung pige fra Irak forelsker sig i hinanden, men næ nej, det går ikke, siger hendes familie. En pige sætter fingeren på de ømme kvindeundertrykkende punkter i sit gamle land og er blevet uvenner med sine barndomsvenner, der også er flygtet. Hun er blevet alt for fri og selvbevidst.
Håber om engang at kunne vende tilbage til deres fødeland deler de unge flygtninge. Men det er sikkerheden, der rangerer højest på listen over det gode ved Danmark. For pigernes vedkommende er det påfaldende, at de også peger på friheden og de mange muligheder, som noget af det bedste ved det danske samfund. Ingen af dem lyder, som om det er noget, de har tænkt sig at ville give afkald på igen.
'Stil kun spørgsmål, som du selv har lyst til at svare på', lød det klogt fra forestillingslederen, som indledning til samtalen med publikum efter forestillingen. Det hæmmede heldigvis ikke spørgelysten, og til dem, der råber på ressourcestærke flygtninge, er der blot at sige: Kom an, de findes lige her! De er frontløberne, der er deres og vores håb for en fælles fremtid. Og de taler strålende dansk – også dem, der kun har været i Danmark et års tid.
