I umindelige tider har ungdommen haft det uformelle ansvar for oprør og opgør med de forstokkede normer. Tider skifter, og det samme gør kriserne – men ungdommens rolle som forkæmpere har ikke forandret sig meget.
For eksempel var ungdommen på barrikaderne i slutningen af 1960’erne, da ungdomsoprøret krævede medbestemmelse og protesterede imod ’fagforsteningen’. I dag er det klimakrisen, der får de unge på gaden for at kræve politisk klimahandling.
Forestillingen ’BZat’ genopliver de såkaldte fattigfirseres BZ-bevægelse, som på visse måder er sammenlignelig med vor tids klimaaktivisme. Vi får samtidig et indblik i den historiske kontekst i 1983 med Egon Weidekamp som Københavns overborgmester, politiaktioner, Rote Armee Fraktion og det dengang nye Ungdomshuset på Jagtvej.
BZ’ernes forskelligheder
Historien om de fire BZ’ere, Maria, Ralf, Tomgang og Speedy, er i Nørregaard Teater og Teater O’s forestilling også en historie om punkkultur, ideologiske uenigheder og voldelige konfrontationer. For de fire venner har vidt forskellige hensigter med deres deltagelse i bevægelsen, og i sidste ende er deres ambitioner måske ikke forenelige.
Maria, der er stukket af fra sit gennemsnitlige forstadshjem, tror ikke på voldelige løsninger, mens den intellektuelle fyr Tomgang opsøger internationale grupperinger for at organisere en omfattende revolution. Tomgang tager med veninden Speedy, der er frontfigur i punkbandet Gods Elevator, på turné i Tyskland for at skabe kontakter. Og selvom de to støtter hinanden, så dyrker Speedy først og fremmest musikmiljøet. Endelig er Ralf, der improviserer poetry slam, mest optaget af kunstens og tankens frihed.
Anders Valentinus Dam og Lars Dammark, der sammen står bag manuskriptet, har således tegnet et nuanceret tidsbillede igennem de fire karakterer. Deres forskelligheder gør dem til et interessant og dynamisk persongalleri, men fodrer også forestillingen med spænding, der til sidst bliver begyndelsen på både vennegruppens og bevægelsens kollaps.
Sympatiske karakterer
Vi møder de fire karakterer bag et jerngitter, hvorfra de betragter os som sultne løver i et bur. Anslaget er skræmmende intenst i Line Paulsens iscenesættelse. Carsten Wittrocks scenografi skaber et metallisk udtryk, der understreger det hårde miljø, og Marie Rosendahl Chemnitz har bidraget med nittede kostumer og drabelige masker, som de tager på, når de udgør punkbandet Gods Elevator.
Når gitteret går til side, møder vi de fire hovedroller, som vi trods det hårde udtryk har let ved at komme ind på livet af. Det skyldes især den første scene, hvor vi straks får sympati for den velformulerede Ralf (Anders Valentinus Dam) og den velinformerede Maria (Nanna Schaumburg-Müller) møder hinanden for første gang på Københavns Hovedbanegård. Her åbner de for følelserne og lukker os straks ind.
Den tænksomme og imødekommende Tomgang (Thomas Guldberg Madsen) giver os associationer til Erik Clausens førerhund Arnold i 1984-filmen ”Midt om natten”. Og den superenergiske Speedy (Stine Gyldenkerne) tryllebinder os med sit livlige og ukuelige udtryk. Og tilsammen formår de fire at skildre en vennegruppe, der knyttes sammen af kærlighed til hinanden, mens de også får skabt dramatik og spænding i deres forskelligheder.
Derfor bliver ’BZat’ en velfortalt og sprogligt begavet historie om historien, der udspillede sig i 1980’ernes København, og som sandsynligvis kommer til at udspille sig igen mange gange, så længe der findes ungdom og uorden i verden.
