'Små døde dyr' virker umiddelbart som en makaber titel på en børneteaterforestilling. Mon det nu også er en god idé, tænker man bekymret. Men få sekunder inde i forestillingen bliver man klar over, at man er ankommet til Ulf Nilssons forunderlige univers af dødspoesi – netop skabt for de små børn, for hvem livet og døden er lige fantastisk at udforske. Og man ser selv de mindste dyr på scenen blive så omhyggeligt begravet i æsker og kasser, at man næsten bliver lidt misundelig. Tænk hvis man en dag selv kunne blive lagt lige så betænksomt i en kiste …
Den svenske børnebogsforfatter har en helt særlig nøgle til børns tanker om døden, og hans billedbogsuniverser har vist sig at være velegnede til at blive transformeret over i teatrets verden. Hans 'Farvel Hr. Muffin' er blevet en fornem kendingsforestilling for Claus Mandøe fra Teater Refleksion & De Røde Heste – og for dansk børneteater i det hele taget.
Gravere går da i gummistøvler
Men nu er det altså Teatret Fair Play, der har grebet muligheden for at omskabe Ulf Nilsson til teater, nemlig bogen 'Små døde dyr' i en nænsom dramatisering af Robert Parr og Michael Ramløse. Forestillingen er smuk og finurlig på den mest uhøjtidelige måde. Og samtidig spiller Henriette Rosenbeck og Henrik Steen Larsen følelser frem, så dødens standsning alligevel pludselig kan mærkes midt i legen. Det er meget bevægende.
Scenen er sjov og fuld af leg med en græsplæne og en masse ting væltet op i en trillebør. Scenografen Tanja Bovin har et skønt blik for det magiske i det hverdagsagtige, så hun kan trylle hvilken som helst æske om til den smukkeste Snehvide-kiste. Og skuespillerne er klædt i gummistøvler og stribet-prikket tøj, der akkurat er lige så barnligt og samtidig så specielt, at børnetilskuerne accepterer, at disse voksne er ’børn’.
Digte skal der til
Forestillingen omkranses af sørgmunter sang og musik på kontrabas og ukulele. Og selvfølgelig er det Henriette Rosenbecks handlekraftige og usentimentale pige, der spiller på den enorme kontrabas – og den sensitive Henrik Steen Larsen, der spiller på miniguitaren. For det er pigen, der finder de små dyr, som er døde, og som absolut skal begraves med alle forhåndenværende ritualer. Og det er er drengen, der står nervøst i baggrunden og holder graveredskaberne – og som allerhelst bare vil sige et smukt digt. ’Nu er det slut med dit summeri. Farvel du lille humlebi,’ som han tungsindigt siger.
Men pigen er bare yderst fornøjet. Der er godt gang i begravelsesfirmaet, og hun har arbejdsfordelingen på plads: ’Jeg er den, der begraver og ordner alt det praktiske – og du er den, der siger digte,’ siger hun til den tøvende dreng.
Overkørte pindsvin
Netop det upatetiske fungerer så overbevisende i Robert Parrs afbalancerede instruktion. Stemningen fra den ene begravelse til den næste intensiveres umærkeligt, så rummet bliver mere og mere følelsesmættet.
Vendepunktet sker, da børnene ikke længere bare skal begrave selvdøde mus og overkørte pindsvin. For en dag ser de den gladeste fugl flyve ind i noget – og dø. Her stopper legen, og pludselig bliver begravelsesrutinen til alvor. Samtidig bliver rollefordelingen byttet rundt: Pigen bliver ked af det og handlingslammet, mens drengen bruger sorgen til at tage ansvar og handle. Helt stille og helt præcist.
I dette klump-i-halsen-vendepunkt viser forestillingen sin flotte sans for barnets uforudsigelige følelsesudsving – og sin forståelse for barnets muntre og lavpraktiske logik.
Eller som en ubekymret replik lyder: ’Kan jeg også få en pude med, når jeg engang dør?’
