Af: Morten Hede

30. december 2016

Filmatisering på scenen

Historien om ’vatnissen’ Ivan Olsen, der ikke er god til noget, bliver filmisk iscenesat af Rasmus Ask.

Skal vi død og pine alle være perfekte og gode til alting? Nej, siger 'Gummi T' på Odense Teaters anneksscene, Sukkerkogeriet.

Ivan ’Gummi-Tarzan’ Olsen er slap, kan ikke læse og får buksevand af de andre i klassen. Og sådan kan hans veninde Lotte nu engang bedst lide ham.

På scenen har vi et større hold af skuespillere, hvoraf de fleste spiller flere roller. Foruden Ivan Olsen (Kristoffer Helmuth) og hans far (Mikkel Bay Mortensen) er de alle iført gul trikot og spiller birollerne i kraft af en maske eller enkelte rekvisitter.

Der er eksempelvis en ’håndholdt’ krage, som flakser rundt på scenen i skikkelse af Katinka Lærke Petersen. Og når Ivan Olsen falder ned fra et træ, sker det i slow-motion ved hjælp af disse gule, fiktivt usynlige ’stagehands’.

Scenografien udgøres hovedsageligt af nogle store skærme, som viser animationer og levende kulisser. Grafikken er løjerligt sammensat af virkelighedsnære billeder og rustikke animationer og tegninger.

I ekspresfart

Vi oplever en dramatisering og iscenesættelse af Ole Lund Kirkegaards 'Gummi-Tarzan', hvor tempoet er højt og klipningen imellem scenerne til tider går meget hurtigt.

Det kan synes noget usammenhængende, når vi på den måde farer igennem forestillingen og disse gul-klædte skuespillere så ofte skifter funktioner. Og forestillingens tempo og energi kommer indimellem til at føles forceret.

Vi når slet ikke at lande i forestillingen. Det klør bare på. Det, der sker oppe på scenen, bliver både fascinerende og underholdende at se på, men vi er ikke deltagende som publikummer – vi tilskuer kun. Og så risikerer man at gå fra teatret med en lidt ’rodet’ fornemmelse i kroppen.

Kun i enkelte scener får vi lov at få pusten. Der kommer en særlig stemning i en scene, hvor lyset dæmpes, og heksen (Hanne Hedelund) brygger en trylledrik til Ivan. Her er de gule trikoter med som stemningsskabende døgnfluer og musikalsk ledsagelse i noget stomp-inspireret ’heksekedel-mystik’.

Det er en scene, der fungerer særligt godt – og hvor også grafik og lys arbejder mere synkront med den øvrige iscenesættelse. Og det er mærkbart på børnene i salen, at det er her, de bliver opslugte.

Elskelige skuespillere

Replikkerne er levende og naturlige uden de store krumspring og krummelurer. Et lettilgængeligt sprog i mundrette vendinger, som egner sig til aldersgruppen.

Kristoffer Helmuth spiller Ivan-rollen med mildhed og varme. Hans veninde Lotte spilles af Mette Kjeldgaard Jensen, og de to danner en særlig stemning imellem sig på scenen. Deres spillestile matcher hinanden godt, og de er helt igennem elskelige.

Som Ivans coachende far ser vi Mikkel Bay Mortensen udvise stor kropslig præcision. Han gør sig formidabelt som en vaskeægte gummi-helt, der passer perfekt ind i forestillingens tegnefimsstil.

Når han eksempelvis viser sin søn, hvordan han som barn besejrede slagteren, så er det på klassisk Tom & Jerry-manér, hvor slagteren bliver krøllet sammen som en bold og sparket langt pokker i vold.

Film på teatret

Og det er helt tydeligt, at man har ladet sig inspirere af filmens virkemidler. De store skærme danner en bevægelig baggrund i scenerne ligesom en greenscreen.

Det er indimellem næsten en biografoplevelse at se teater sådan. Men en teateriscenesættelse af 'Gummi-Tarzan', som i forvejen er filmatiseret flere gange, skulle gerne kunne noget, som filmene ikke kan.

Når Gummi-Tarzan og Lotte eksempelvis kommer styrtende ud i søen på en løbsk cykel, er det så udtryksfuldt, at vi næsten kan mærke vandet i ansigtet. Og der er en dramatisk spænding i scenen, men det er mest i kraft af effekterne og ikke dramatiseringen.

Teatrets egne kvaliteter er voldsomt nedtonet i Odense Teaters 'Gummi T'. Men det fungerer, og vi lader os da også rive med til sidst af den amerikaniseret 'Jeg er også Gummi-Tarzan'-slutning med heroisk musik i højttalerne og fyrværkeri i baggrunden.

Men for hvis skyld er det? Børnene i salen synes ikke at blive medrevet af animationer og lydeffekter, så meget som de bliver betaget af historien og det levende skuespil for øjnene af dem.

For nutidens børn og unge er animationer, tempo og kunstige effekter hverdag. Måske er det bare ikke med det, vi skal forsøge at overraske dem, når de skal opleve teatret. Og biografen gør det jo så glimrende i forvejen.

Vi er alle Gummi T

Sammensætningen af virkelighed og animation betyder dog, at vi forholder os til hovedpersonen Ivan Olsen i flere forskellige universer. Vi har ham både i den fantasiverden, hvor Ole Lund Kirkegaard har digtet ham, og i virkelighedens verden, hvor vi enten selv er ham eller går i klasse med ham.

Og det er derfor, at 'Gummi T' grundlæggende lykkes på Odense Teater. Formidlingen af historien er skarp, forståelig og stilistisk stringent.

Vi er vel alle en Gummi-Tarzan på én eller anden måde. Nogle var det som barn, og de fleste bliver det som voksne. Det er ikke så tosset at minde os selv om det i ny og næ. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.