En efter en kommer de ind og etablerer hver sin lilleverden med musikinstrumenter og forskelligt yndlingsgrej. Op af instrumentkasserne dukker forbløffende ting som kaffe med kage, øldåser i massevis og et halvt aportek med astmamedicin.
De er fem arketyper og amatørmusikere, der tilsyneladende ikke kan fordrage hinanden, men kun har ønsket om at spille musik tilfælles.
Den drøm bliver hurtigt jordet, da dirigenten hysterisk råbende og skrigende på fransk dukker op. Komisk lidende konstaterer han, at musikerne slet ikke magter at spille den aftalte musik. På en måde forstår man den latterlige mand og hans faglige stolthed, for fiaskoen er åbenlys. Men grinet vinder over medfølelsen, når hans fysik bryder sammen under orkestrets komplet ukrontrollable musiceren.
Det Olske Orkester tør i den grad gå planken ud, og man hopper glad og gerne med på hovedet ud i deres tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske musikteater. Det lykkes, fordi skuespillerne kan give typerne nuancer og fysisk power og faktisk kan spille på deres instrumenter. Der er tilpas styring på de tilsyneladende kiks til, at det bliver morsomt. Men der er også plads til en rystende flot nederlagets symbolik, der flår i nervetrådene.
Slagtøjsspiller Andres Dawe er orkestrets selvbestaltede holdleder og igangsætter med fascistiske karaktertræk. Der er kontant afregning med knockout, når noget går ham imod, og han synes ikke om at blive musikalsk excerseret med hårde, taktfaste dunk i ryggen. Dirigenten sendes for anden gang i gulvet med fuld musik, så de glade amatører kan slå sig løs på deres egne præmisser. Det kommer der ikke musik ud af – tværtimod.
Trækker i håndbremsen
Hver larmer med sit næb i en grotesk og voldsom voksenudgave af fri leg, hvor Ragnhild Kaarsgaard brillierer med en vildt roterende teske i en kaffekop. Men den nyvundne frihed bruges også til øjeblikkelig at opbygge en barrikade mod publikum og den øvrige omverden. Med kampråbet 'Jeg er fri' stables de fine musikinstrumenter hårdhændet op oven i klapstole, instrumentkasser, nodestativer og andet grej. Højdepunktet nås, når musikerne sejrsikkert stikker knytnæven i vejret i jubel over deres selvskabte kaos.
De går flere gange lige til grænsen – også smertegrænsen, for orkestrets vilde trutten og larmen gør ondt i ørerne. Men bedst som man er ved at tabe tråden og skuffet tror, at nu skrider det hele, nu ryger forestillingen i afgrunden, bliver der trukket i håndbremsen, såå samler alt sig flot igen og bliver til noget nervepirrende, underholdende nyt. Det foregår uden dikkedarer eller blide overgange, men det er til at forstå – også for store børn.
'Det virker ikke', konstaterer slagtøjsspilleren og kaster fiaskoen som diktator fra sig sammen med skråremmen med trommen. Forinden har vi lyttet til 'Partisansangen' fra 1920’ernes sovjetiske oprørskampe mod den hvide armé. Diktatoren kan ikke true musikerne til fuldstændig at rette ind. I stedet vælger han instrumenterne fra det ene efter det andet. Men musikerne synger falsk og med hjertet i halsen oplever man, hvordan den fabelagtig smukke kampsang langsomt og pinefuldt bringes til tavshed.
Her kunne historien og amatørorkestret slutte, men sådan går det ikke. Hellere spille dårligt, end slet ikke at spille, mener Bo Larsens absurde og fordrukne basunist. Hans banale visdom får straks den musikalske gejst – og livsgnisten tilbage i det lille orkester. Med krum hals og glitrende veste kaster de sig ud i en ny rolle som party-band, og de er noget bedre til bosanova-rytmer end det meddansende publikum.
