Et klasselokale møder os, komplet med tavle, europakort, og bogrygge med titler som 'Katteorientering'og' Historiske mus 1700-2000'. Og fremfor alt: Cirkelines seng – en tændstikæske med Tordenskjold på er rejst på højkant og gør det ud for skolens kateter. Pegestokken er selvfølgelig en tændstik, og Cirkeline har myndige briller på næsen.
Det er vel sandsynligt at de yngste i publikum ikke umiddelbart kan genkende det, men det ser hverken farligt eller alt for stramtandet ud, så selve ideen om skole får faktisk et ganske tillokkende præg.
Og når Nina Marie Birk som Cirkeline kommer dansende ind i sin røde vippekjole til lystig vibrafon-jazz, står den på eventyr og sjov i alle børnehjerter. Mit inklusive.
En hyggelig skoletime
Og med Frederik i blåstribet trøje i skikkelse af Bendt Hildebrandt og Jpsephine Nørring som Ingolf i tilsvarende rødstribet og stor mave kommer der gang i skoletimen med morgensang og en smule gymnastik, inden der skal staves og regnes på tavlen. Hvilket ikke er helt uproblematisk – da går det bedre med et lille revynummer om kattes farlighed.
Musenes yndlingsspise er jo ost, det er noget alle ved, og takket være læren om de forskellige ostes oprindelsessted får vi også lært en smule geografi, og timen rundes af med lidt dans og 'Bim-bam-busse, jeg er en haletudse', inden turen går ud i den frie luft.
Jeg elsker periakter (drejelige, prismeformede standere, red.) De bringer mig tilbage til min barndoms dukketeater. Og Søholm Park har nogle store, flotte af slagsen. Så på et såre enkelt, men magisk øjeblik, er vi bogstaveligt talt drejet fra klasserummet og ud blandt mælkebøtter og jordbær og blomster.
Og i naturen kan alt ske: For eksempelt et pludseligt prinsesse-eventyr og en underholdende duel mellem Ridder Gorgonzola og Ridder Emmenthaler. Eller et par skovtrolde som ikke er så farlige, som man troede. Eller nogle hidsige stikkende bier og nogle giftige svampe. Eller regn og torden.
Se – alt dette og mere til, suppleret med udvalgte sange fra Cirkelines sangbog, har jeg oplevet sammen med 100 ivrige børn, siddende i AnemoneTeatrets sal, med sol og måne højt oppe på væggen.
På det jævne
Det er åbenbart Søholm Parks ambition at lave en hyggelig lille times underholdning for de mindste. Så der er ikke noget fortænkt i, at der nu, for femte gang, gribes til noget velkendt, skægt, og tilpas sødt. At dømme efter reaktionerne vil jeg tro, at de fleste af mine medpublikummere var godt på hat med Cirkeline og hendes musevenner. Trygge ved figurerne og historien.
Så langt min indre fem-åriges oplevelse. Som voksen anmelder må det imidlertid være tilladt at efterlyse en kunstnerisk ambition. Hvad skal der til for at retfærdiggøre en overførsel til teater? Hvad kan en sceneversion tilføre bøgerne – filmene?
Jeg er glad for periakter-scenografien. Jeg kan godt lide Nina Marie Birks fremstilling af Ingolf med det tydelige og rørende kropssprog. Jeg sætter pris på enkelte små, sjove detaljer i iscenesættelsen.
Men i det store og hele ser jeg et teater, der 'gør som det plejer', det vil sige ikke andet end at sætte pladen på repetition. Rutinere – med skuespil på det jævne og tendenser til skabagtighed, med indfaldsdramaturgi og forceret humør.
Hvis teatret ikke udfordrer sig selv i højere grad, ender det i stagnation.
