Hvordan skildre en opvækst i fattigdom, med ynkelige skolemuligheder, hårdt arbejde, usle arbejdsforhold, og et undertrykkende samfundssystem – og skildre det for de 10-12-årige i dag så de forstår det?
Det er en opgave, som klæder Frilandsmuseet med alle sine smukke huse og adskillige andre vidnesbyrd om Danmark anno dazumal. Og når Frilandsmuseet tillige har omgjort en hundrede år gammel gymnastiksal med skønvirke-præg til et fint teaterrum, er det jo oplagt at fortælle ved hjælp af sceniske virkemidler.
Dramatiker/bearbejder Kåre Bluitgen har grebet tilbage til Jeppe Aakjærs roman fra 1904, 'Vredens børn', hvor vi følger drengen Pers udvikling gennem barndom og ungdom til politisk bevidst manddom. Det behøver jo ikke blive musealt, fordi om det er gammelt.
Det formmæssige greb
Bluitgen og Co. har valgt at give romanen som én-mands fortællerteater og at lade de forskellige figurer i bogen komme til orde som dukker, styret af fortælleren. Det fungerer også et stykke hen ad vejen, for dukkerne er fantasifuldt lavet – alle sammen med udgangspunkt i at vi befinder os i en gammel gymnastiksal: Én er en ketscher, en anden en boksehandske, én er et bordtennisbat, en anden en gymnastiksko. Og så videre.
Vi får en rammehistorie: Ind i dette rum, fyldt med apparater til redskabsgymnastik, kommer en lærer i fodbolddragt, blå og hvid à la FCK, og aktiverer os med bøj og stræk. Men læreren er distræt. Posten er nemlig ankommet og med den et brev fra en tidligere elev, Per, som vores lærer underviste en gang rundt forrige århundredeskifte. Rent logisk befinder vi os altså, her og nu, en gang i tyverne, men skidt med logikken – den er ikke vigtig.
Det vigtige er, at læreren godt kan huske sin kære og begavede elev og er i stand til at fortælle hans historie ned i alle detaljer. Så gymnastiktimen går fløjten, han vil hellere fortælle om den gang Per voksede op, og om forholdene for fattigfolk for over hundrede år siden.
Overfladisk
Det er vel ikke til at undgå, at historien bliver fragmentarisk, når fortælleren og hans dukker springer fra den ene hændelse i Aakjærs roman til den anden, og tilbage som læreren der gør sit bedste for at få os til at forstå, hvad det indebar, den gang, at leve under de kummerlige forhold. At måtte ud at tjene som 11-årig; at sove i stalden, omgivet af kørnes pis og lort, liggende på halm, frysende, med et tyndt tæppe; ikke at få ordentlig mad; at blive hundset med; at få fnat og lus og sygdomme.
Det hjælper heller ikke på det, at Martin Fredberg bliver hektisk og forceret i sine udtryk. Han gør en stor indsats og kæmper med sine mange forskellige personer og dukker, men fortællingen løber afsted med ham. Han halser efter og kompenserer med stemmestyrke og et forpustet tempo, der gør, at forestillingens pædagogiske sigte går tabt. Delvist.
Jeg kune have undt ham nogle – nogle flere – rolige øjeblikke, hvor alvoren i landarbejdernes og tyendets forhold kunne komme bedre frem. Som det nu er, med historiens mange spring og sving, bliver det hele lidt for overfladisk. I hvert fald i forhold til at bibringe en rigtig forståelse af den vigtige, men trods alt fremmede, beretning for et børnepublikum af i dag
Forestillingen har viljen, men fortælleren burde holde igen med sin egen indignation og forfærdelse – formen får overtaget over indholdet. De to erfarne instruktører har måske også ladet sig rive med af den sociale indignation hos Aakjær.
Det skal dog siges at Fredberg tager enkelte små øjeblikke med ro og øjenkontakt. Men forestillingens puls er og bliver hektisk.
Trodsig og begavet
Per vokser op og han vokser til. Hans evner og ambitioner er store- de hjælper ham op og ud af elendigheden. Med alt hvad han har erfaret og set, er det ikke underlig, at han bliver en politisk bevidst ung mand – en socialist med kampsange og det hele. Og afrejse til Amerika. Lige dér går det måske over hovedet på det unge publikum, men ved familieforestillingerne (og i skoleklassen) kan det sikkert skabe samtaler.
Jeg nævnte dukkerne. Specielt hånddukken Per er sjov. En blanding af Pelle Erobreren og ikke så lidt Emil i Lønneberg, med kasket og strågult hår. Den lever godt i Martin Fredbergs hånd.
