Usande, men forskønnende selvfremstillinger på de sociale medier. En nærmest tvangsmæssig underlæggelse af de herskende normer og hotteste stilikoner, hvad angår erhvervelse af de nyeste og mest eftertragtede forbrugsgoder indenfor påklædning og boligindretning. En evindelig og ubønhørlig konstant online-kontakt med omverdenen, det være sig via mobiltelefoner, computere eller andet udstyr.
Hvem kan sige sig fri? I særdeleshed når vi taler om nutidens teenagere.
MØR Production Collektives 'Genlyd' vækker helt sikkert genklang i mange unge. Givetvis med rungende ekkoer.
Ung, musikalsk performance
I et univers broderet med adskillige lavtstående tv-skærme, to mikrofoner på stativer i forgrunden, en fancy lampe, som blinker i baggrunden, og et klinisk stilrent beige sofaarrangement i den ene side af scenen, gennemspiller Anika Barkan og Petter Wadsten en række versioner af, hvordan dagligdagen kan tage sig ud, hvis man konstant iscenesætter sig selv gennem de sociale medier.
De to performeres gøren er ungt iscenesat; med tempo, timing, tryk på underholdning, og med Mika Forsling stående i baggrunden i midten som livemusikeren, der med kasket og rytme i kroppen som en anden DJ sampler og fyrer urbane og rytmeinciterende egenkompositioner af.
'Genlyd' går lige på. Med nærbilleder af Barkan og Wadsten, som to personer, en kvinde og en mand, der mødes virtuelt og begge smører tykt på i forsøg på at præsentere sig, så den anden fatter interesse.
De lyver om alt. Højde, vægt, erhverv, interesser etc. At Barkan er en del fysisk større og højere end Wadsten – dvs. modsat det gængse kodeks for, hvad der rangerer højest, er med til at forstærke teatrets intention om at skildre en verden, hvor de sociale mediers fabrikerede indhold dominerer og fascinerer. For ad den vej at stille skarpt på den filtrerede virkelighedsopfattelse og det pres, som den lægger på de unge i særdeleshed.
Selvbedrag
Hvem kan man stole på og hvordan ser virkeligheden overhovedet ud, når intet er som man bilder andre og sig selv ind?
'Genlyd' medtager klogeligt ikke udelukkende de løgne, som manden og kvinden udtaler overfor hinanden. Den kaster også i scener lys på, hvordan personerne fordrejer virkeligheden for sig selv.
Kvinden optager stemmer, lyde og musik fra en fest, hun er til, for siden alene derhjemme i ensomhedens ulidelige indelukke af en lejlighed at afspille lydene for fuld volumen. Naboen hører dem og kommenterer dem dagen efter i en samtale, hvor kvinden bekræfter og undskylder at hun og de mange gæster festede så højlydt! Noget af en ensomhedsbasker!!
Manden simulerer at være en ombejlet og travl fyr. Når han er sammen med andre, har han sat sin telefon til at ringe, så dem, han er sammen med, tror, at han er meget eftertragtet og efterspurgt. Selv ved han, at det er pure opspind, men det stiver ham umiddelbart af.
Fascination, sikkerhed og charme
Anika Barkan og Petter Wadsten gestalter de to skikkelser med stor fascinations-effekt og med stor sikkerhed og megen charme. De forstår begge at balancere og at udtrykke en dobbelthed af smerte og fryd. De udtrykker meget overbevisende en samtidighed af overlevelse og selvbedrag.
De foretager sig alt det man ”skal” og ”gør” i de sociale mediers selviscenesættelses-verden samtidig med, at de lader ensomheden sive i en lind strøm ud af de dekonstruerende sprækker, som forlorenheden slår undervejs.
Cille Lansade har med et vågent øje i forhold til variation og detaljer iscenesat vildfarelserne og den dekonstruktion, som klogelig også er medtaget. Manden og kvinden iscenesætter sig selv og lider under det foran mikrofoner, i privatens hotte design, som alle vennerne har akkurat magen til, stående i en skabsboks med lysende lysstofrør, oksende på fitnesscentrets gulve og jonglerende med alt det elektroniske udstyr, som de opretholder deres identitet igennem.
At de er klædt i tøj, hvor prisskiltene fortsat dingler rundt, understreger deres forbrugsafhængighed og deres ikke-tilstedeværelse som mennesker i den virkelige virkelighed.
Selvkonstrueret fiktion og digitale løgne
'Genlyd' iscenesætter vildfarelsen i den konstante forløjede og fordrejede selvidentitets-konstruktion på de sociale medier og viser også smerten ved at lyve sig til noget andet end det, man er.
Forestillingen udstiller forlorenheden. Det tvangsmæssige behov for konstant selveksponering og opmærksomhed gennem en digitaliseret virkelighed. Det at trygle om at blive set og anerkendt, uanset hvor farligt langt man må bevæge sig ud, eller hvilke absurde ting, der skal til. Intentionen må være at få det unge publikum til at se hvor tom og tåbelig denne – ofte virtuelle – selvkonstruktion er.
Forestillingen frembringer helt sikkert mange genkendelsens ekkoer i de unge. Jeg er lidt mere i tvivl om, hvor meget postyr og ravage den vækker. Vil forestillingens attraktion og underholdningsværdi – som er dygtigt og markant fremtrædende – oversvømme og skærme for de toner i udtrykket, som har til hensigt at tale imod den virtuelle selviscenesættelse?
