Hvad er i virkeligheden virkelighed? Er drømme virkelighed? Er en skygge? Er alle de ting i verden, man ønsker sig, mon virkelige ting – eller er de bare ønsker i den tomme luft?
’I virkeligheden er jeg ikke så god til at fløjte,’ siger Lisa Becker, efter at hun har lavet fløjtemund til lyden af musiker Claus Carlsens fløjteri. Og det at kunne fløjte kommer da også på hendes ønskeliste, da hun oplister over hundrede ønsker, som hun med en hulmaskine prikker ind i en lang papirstrimmel.
Ønskelisten er virkelighed. Og det er hullerne også. De er faktisk så virkelige, at Claus Carlsen kan stikke den ene ende af papirstrimlen ind i en spilledåse, hvorefter spilledåsen omskaber hullerne til lyd, mens han snurrer på et lille håndtag. Huller i papir bliver til musik.
Virkelig er også det store stykke papir, som Lisa Becker danser på med sine bare fødder. De sorte konturstreger og de dybblå bølger, hun maler på papiret, er lige så virkelige. Og da hun krøller papiret sammen til en pude, kan vi høre papiret knitre af virkelighed.
Men farverne og papiret i Teater Bliks forestilling bliver til alt andet end farver og papir. De blå bølger bliver til et stort hav, hvor hun dykker med venlige hvaler og en farlig blæksprutte.
Jørgen Clevin-agtigt
Med forestillingen ’I virkeligheden’ træner vi vores abstraktionsevner. Men lader man blikket vandre hen over de små hoveder, der er inde at se forestillingen, viser det sig, at forestillingen som helhed er nem at abstrahere fra. Særligt i den første halvdel er der perioder, hvor det er umuligt at finde et barn, der er interesseret i forestillingen.
Og man forstår dem godt. For forestillingen begynder med, at Lisa Becker sidder bag en drejende konstruktion med hvide papstykker, hvorpå hun tegner små billeder. Imens hun tegner, udstøder hun lyde og ord, og Claus Carlsen spiller svalt musik til. Det hele bliver faktisk meget Jørgen Clevin-agtigt at lytte til.
Men når Jørgen Clevin kunne fange vores opmærksomhed ved tv-skærmene, mens han klippeklistrede, så var det, fordi vi samtidig kunne se, hvad han lavede. I denne forestilling gemmer Lisa Becker sig bag lærredet, og derved går vi glip af det meste. Og så er det altså begrænset, hvor meget umage man vil gøre sig for at følge med.
Da de medvirkende – og ikke mindst deres maleri – kommer ud på gulvet, er det straks mere opslugende. Og så begynder vores fantasi også i langt højere grad at arbejde sammen med forestillingen.
Findes der et manuskript?
Men selv i de bedste øjeblikke er der noget, der bare ikke fungerer. Og det synes at være en hårbolle af problemer, som bliver sværere og sværere at fordøje i løbet af forestillingen:
Claus Carlsens revisoragtige kostume – hvis det da ikke blot er hans private tøj og en snild besparelse på produktionsbudgettet – og hans få men særdeles malplacerede replikker i forestillingen, bliver irriterende ridser i lakken. For Carlsens musikalske ledsagelse, som er halvdelen af forestillingen, er både stemningsfuld og velspillet. Det er den oplevelse, vi helst husker fra forestillingen.
Lisa Beckers accent, der vistnok er brasiliansk, er til tider meget svær at afkode. Og forunderligt nok er det et større problem, når hun kun udtrykker lyde og enkelte ord. Så kommer hjernen på tolkningsmæssigt overarbejde. Når hun i anden halvdel af forestillingen siger længere, fortællende replikker, bliver accenten væsentligt mindre problematisk.
Men forestillingens største problem er, at den ikke hænger sammen. Der mangler simpelthen et dramaturgisk forløb, og indimellem lyder det endda til, at der også mangler et manuskript. Har man ikke ulejliget sig med at skrive det ned, man gerne vil sige?
De skønne øjeblikke i forestillingen bliver altså kun et fåtal. Og den gennemgående oplevelse af Teater Bliks ’I virkeligheden’ er, at den er sendt på landevejen, mens man stadig burde være i gang med prøverne.
