Vitello er en dreng med alt for megen energi. En af den slags, børnelitteraturen er så fuld af. Fra Emil over Krumme til alle Ole Lund Kierkegaards skøre knægte. Gang i den og lidt ved siden af. Lige til at identificere sig med, mens man som barn drømmer om at turde gøre alt det, som de tør. I opposition til voksenverdenen og autoriteterne – og allerbedst med et lille strejf af noget følsomt, så det ikke bare bliver små bulldozere, der tromler alt ned.
Sådan en dreng er Vitello, og at der foreløbig er kommet 13 bøger med hans meriter, skrevet af Kim Fupz Aakeson, vidner om, at han og genren er populær. I sin dramatisering har Gunvor Reynberg fornuftigt nok taget for sig af mulighederne i de 13 forskellige historier, der dog alle grundlæggende kredser om Vitellos længsel efter at få en far. Hans mor havde nemlig en to-måneders affære i Italien – Vitello er resultatet, mens barnefaderen ikke fulgte med. En sjuft er han og det har han altid været, som mor siger. Vitellos dejligt håndfaste mor, der ikke er bleg for at stange en skrap replik ud, når Vitello irriterer hende. Hvilket han stort set gør hele tiden, uden at vi dog af den grund er det mindste i tvivl om, at Vitello trods alt er et elsket barn.
Det ved Vitello godt; han savner bare en far, og forestillingen igennem leder han efter ham. Kunne det være den nye nabo, eller måske den halvdøve pølsemand, eller hvad med spritteren på bænken, der fortæller Vitello, at hans far er hjælpeengel i himlen! Sejt nok, selv om en jordisk far havde været endnu bedre.
Fin iscenesættelse
Det er denne usentimentalitet i historien, parret med et skønt, lidt absurd syn på verden, der gør 'Vitello' til en charmerende oplevelse. Fordi forestillingen aldrig bliver sødladen eller banal. Og nok så vigtigt: Den bliver heller aldrig fjollet. Det kan den slags forestillinger ellers let blive. Fordi et af væsenstrækkene jo er, at de voksne er tossede. Så falder man nemt for fristelsen til at gøre dem alt for karikerede og scenerne alt for vilde.
Det sker heldigvis ikke for Louise Schouws gode iscenesættelse. Hun digter med, hun giver alle bipersonerne hver sit sjove karaktertræk – de ens tvillinger Max og Hasse, møgungen William, den koleriske nabo, pølsemanden og alle de andre – men det bliver aldrig for meget, aldrig for dumt. Ganske som Gunvor Reynbergs dramatisering rummer masser af slagkraftige og skægge replikker, foruden en håndfuld gode sange, som Lars Fjeldmose har sat i fodvippende dansktop-rytmer.
Som Vitello er Asbjørn Agger perfekt. Fordi han er en sej dreng, fordi han ser sød ud og fordi han styrer figurens indbyggede energi, så det ikke kammer over. Omkring ham er Gunvor Reynberg dejligt skarp i replikken som hans mor, mens Camilla Lohmann brillerer som naboens kæreste- og kyssesyge datter, og garnerer med en række andre bipersoner. Og så er Rasmus Haxen suveræn som alle Vitellos potentielle fædre, lige fra den koleriske nabo og den bistre cyklist til spritteren, der bilder Vitello ind, at han er Gud. Der bliver virkelig klædt om i kulissen, når de fire spillere ikke er på scenen.
Også for den voksne del af publikum er der noget at grine af. Man mærker Gunvor Reynbergs sikre forankring i revyen med små aktuelle svirp undervejs.
Man kan sagtens kalde 'Vitello' for gammeldags teater, og den scenografiske løsning – en beskeden drejekulisse i tegnet stil, der præsenterer både stue, gader og børneværelse – er måske lidt pauver, men forestillingen fungerer glimrende som solid underholdning for børn og voksne, uden hverken at fjolle eller tale ned.