Tre musikere øver sig. Anna Klett på fagot, Jesper Egelund på kontrabas og Frans Hansen på slagtøj. Stedet er et lettere luvslidt klasselokale med linoleum på gulvet, knager på væggen og lysstofrør i loftet. Det ligner umiskendeligt noget fra et lille aftenskolehold for musikalske amatører. Men amatør-fænomenet skal findes et andet sted, nemlig i skuespilleriet. Musikken fejler bestemt ikke noget.
Ideen i Figuras forestilling er angiveligt at fortælle historien om Don Quixote og hans kamp med verden omkring ham. Parallelt løber så de medvirkendes kamp for at formidle historien. Vi skal altså opleve processen og resultatet på samme tid. Sådan lidt ’Svend, Knud og Valdemar’-agtigt med modvillige musikere og en entusiastisk instruktør, der også selv spiller hovedrollen i forestillingen.
Ind i lokalet træder han, lettere forsinket, men brændende for sagen og historien. Mens musikerne hellere vil holde pause og drikke kaffe. Og sige replikker og agere skuespillere vil de da slet ikke. Forståeligt nok, når man ser og hører, hvordan de gør det. Som musikere, der siger replikker og spiller teater.
Som enhver, der har arbejdet med ’Svend, Knud og Valdemar’ vil vide det, kræves professionelle skuespillere for at spille amatørisk på en scene. Ellers bliver det bare dobbelt pinligt og ikke spor sjovt.
Anstrengt morsom
Det er et af problemerne i denne forestilling – at kampen mellem instruktør og musikere slet ikke er præcis nok i den komiske replik eller det fysiske udtryk. Det er slattent og lettere hjælpeløst, simpelthen. Det andet problem gælder selve historien. Skal man fremstille Don Quixote, hans kamp med vindmøllerne, hans håbløse kærlighed til Dulcinea og alt det andet, vi kender fra den gamle klassiker, må man enten udfolde det store teatermaskineri og lade billederne og teknikken skabe teatermagien.
Går man den modsatte vej, som Figura tydeligvis gerne vil, og prøver at skabe illusionen med sin stemme, sin musik, sin krop og de forhåndenværende rekvisitter, må der virkelig talent på drengen.
Og det er ikke tilfældet her. Måske er det derfor, instruktøren Anna Novovic, der ellers har formået at putte en del små finurligheder ind i scenegangen, føler, at hun må snyde lidt med lyset og bruge det som stemningsskabende effekt undervejs. Jeg forstår hende godt, selv om ideen i den skrabede version jo er, at vi overværer en prøve og at der derfor er, hvad der er – at magien opstår på trods af omstændighederne, og at fantasi gør livet rigere.
En køn og klassisk morale, som vi mange gange har set begavet og originalt udfoldet i dansk børneteater. I disse tilfælde opstår teatrets mirakel og verden omkring os forvandler sig til et eventyrligt univers. Det sker bare ikke her.
Bedre bliver det ikke af, at Sven Ørnøs manuskript og ide ikke udvikler sig undervejs. Alle historiens hemmeligheder og virkemidler er præsenteret og brugt op i løbet af de første ti minutter, mens forestillingen lunter gumpetungt og anstrengt morsom over scenen som en anden Rosinante.
I Den Røde Brochure skriver Figura, at historien ‘rører ved det allerdybeste, allervigtigste, allertristeste og allerbedste i os: Vores evne til at tro på det umulige’. Denne forestilling rører ikke ved noget som helst.
