En bog behøver ikke bare være en firkantet størrelse med et vist antal blade, hvorpå der står bogstaver, og hvor der måske er tilføjet nogle tegninger hist og pist.
En bog er hvad, du gør den til. Den kan tage sig ud akkurat, som du vælger det og handle om lige præcis det, du ønsker at give videre til den, som tager bogen i hånden og åbner den.
Lad det, du har på hjerte finde et udtryk i en bog, som er udformet og udtrykker lige præcis det, du ønsker. Kun din egen fantasi sætter grænserne.
Sådan cirka kan budskabet i Det Lille Verdens Teaters 'Den røde rejsekuffert' formuleres. Forestillingen er en interaktiv teaterinstallation. Den er udformet som en slags opdagelses- og samtalerum omkring oplevelser og udtryksmuligheder. Og den er eksklusiv derved, at den foregår inde i et lille blåt telt, hvor der kun lukkes 12 til 14 publikummer ind.
Inde i teltet sidder Anne Kurtzweil lige i nærheden af en stor rød kuffert, som står i baggrunden midt i teltet. Foran sig har hun en lillebitte kommode. Mens hun fortæller om sin afdøde onkel, Teodor Herman Wilhelm Hansen, lirker hun på skift de små skuffer op. Af en trækker hun et lille blåt klæde, som blafrer i vinden, mens lyden af brusende bølger bliver afspillet. Af en anden tager hun et foto af onklen som ung og en miniatureudgave af en kæmpe skonnert med 5 master.
Alt imens har hun fortalt om onklens udlængsel, om hans lyst til at sejle, og lidt om alle de verdenshave og kontinenter, han har besøgt. Hun fortæller også, at han flittigt og fantasifuldt skabte alle mulige slags bøger.
Gennem dem kunne man læse og opleve hans mange eventyr. Nogle bøger gav udtryk for rejser rundt i verden, som han rent faktisk havde været på. Andre var tankespind og drømmerier. Og begge typer var udtrykt på alverdens fantasifuldt overraskende måder. Alle bøgerne boede i Theos røde kuffert. Den var propfyldt.
Mangfoldige bogudtryk
”Da han døde, arvede jeg den”, siger Anne Kurtzweil så. Hun letter låget på kufferten og inviterer børnene op for at gå på opdagelse i bøgerne. I må tage alle dem I vil, og kikke alt det I vil. I skal bare love mig at være forsigtige, for bøgerne er gamle, siger hun.
Udstyret med små lygter, som Nanna Bøndergaard Buttler også er behjælpelig med at række publikum, begynder den kollektive bog-oplevelses-rejse.
Theo kunne noget med at nyskabe bøger. I en bog er alle siderne skåret vandret to steder, så man kan bladre og skabe forskellige 3-dels-sammensatte skikkelser og billeder. En anden er fyldt med prinsesse-ting. En tredje udstyret med et rundt spejl. I en fjerde stikker snore ud alle vegne, og slår man op på disse sider, er der viklet et lille stykke landkort fast på snoren og rundt om på siderne har Theo skrevet noter og kommentarer. En femte bog er som et kik ud i verdensrummet med planeter og stjernehimmel. En sjette bog er et skrin med små poser med sten og perler. En syvende bog bugner af billeder og udklip…
Anne Kurtzweil runder forestillingen af med at vise en blomsterbog frem som hun – inspireret af Theo – selv har lavet efter en tur til Kina. En bog, som hun deler ud af ved døren, når vi går ud.
Uundgåelig covid-19 distance
Det intime, cirkulære og interaktive installationskoncept har åbenlyst en force. Det er intimt, og formen inviterer til, at man hver især åbner bøger, men også til at man – qua det at man sidder så tæt, bliver interesseret i og inspireret af det man ser og oplever, at den person ved siden af en selv, ser og oplever.
Men grundet covid-19 var meget suspenderet. I Herning, hvor jeg oplevede forestillingen sammen med en lille gruppe børn og deres voksne, var teltet åbnet op. Vi sad udenfor på små bænke og Kurtzweil sad inde i teltet. Det gjorde selvsagt oplevelsen mindre intens, end hvis vi havde siddet rundt om hende i en halvcirkel.
Da kufferten blev åbnet og vi blev inviteret op til bøgerne, foregik det også efter stramme regler. Kun en ad gangen, og med på ny håndsprittede hænder hver gang. En afvikling, som i den grad peger på alle de omkostninger, corona har for levende teater.
Alle restriktionerne lagde selvklart en dæmper på udfoldelserne. De markerede den distance, som corona sætter mellem mennesker. Men det til trods trængte bøgernes fantasi igennem, og det var ikke svært at se de mulighedsrum for samvær og fantasi, som 'Den røde kuffert” inviterer til uden covid-19 som hæmmer.
Min eneste anke, som også er væsentlig nok, er, at jeg gerne ville havde haft lidt mere kød på fortællingen om Theo og mere tid. 15 minutter mærkes som for kort tid.
